Finans: Money, Money, Money…

Den finansielle sektor er blevet ramt af revolutionen fra Skyen lige der, hvor det gør allermest ondt: på pengene.

Siden finanskrisen brød ud i 2008 er de ti største, vestlige banker blevet idømt stribevis af bøder for storstilet svindel og bedrageri over for deres kunder.

Ved udgangen af 2014 løber bøderne op på omkring 200 milliarder £. Det svarer til ca. 1.865 milliarder kr., eller hele TDC-koncernens omsætning i 2013 – gange 75!

De ti største vestlige banker er kun toppen af poppen, og hvis vi regner alle de store globale banker med, så bliver svindlen og bedrageriet – og bøderne – væsentligt større.

Det kan man kalde bedrageri (og bøder), der vil noget, og det er derfor næppe overraskende, at befolkningens tillid til virksomhederne i den finansielle sektor i de seneste år er styrtdykket overalt i den vestlige verden.

Alligevel har de globale finanshuse hidtil ikke mistet meget af deres forretning, og deres overskud er faktisk voksende.

Forklaringen er, at langt de fleste kunder simpelthen ikke kan operere uden finanshusenes forskellige ydelser, der omfatter alt fra lønkonti til investeringsrådgivning og lån.

Afhængigheden af finanshusene gælder også for de store, globale koncerner, der hele tiden arbejder med udvikling af deres forretninger gennem opkøb og frasalg af virksomheder.

Bankerne leverer fortsat det meste af den nødvendige finansielle ekspertise, der skal til for at gennemføre køb og salg af virksomheder, og bankerne tjener i den forbindelse milliarder i honorarer.

Men nu har revolutionen fra Skyen medført dybe rystelser i bankernes hidtil urørlige position på markedet.

På vestkysten i USA, hvor teknologi- og iværksættervirksomhederne har til huse, er der i første halvår af 2014 blevet opkøbt virksomheder til en samlet værdi på over 100 milliarder dollars, og der er lige så meget på vej igennem systemet her i andet halvår.

Hovedparten af disse enorme handler drejer sig om opkøb af startups, der har etableret en eller anden service i Skyen.

Facebook, Google, Cisco og Apple har ført an i kampen om at få opkøbt de mest lovende af de nye startups, og der bliver betalt seriøse penge for de bedste projekter.

Set fra østkysten i USA, hvor de store finanshuse bor, må det imidlertid give anledning til alvorlig bekymring, at alle disse mega-handler i første halvår af 2014 er blevet gennemført helt uden medvirken af finansielle specialister fra de store finanshuse.

Det er aldrig set før.

Forklaringen er, at finansfolkene ikke rigtig har noget at bidrage med ved disse store virksomhedsopkøb.

Facebooks eller Googles værdiansættelse af en given startup vil nemlig ikke være baseret på nogen nærmere analyse af traditionelle finansielle pejlemærker som ”cashflow” eller ”nutidsværdi”.

Intet nok så sofistikeret analyseværktøj kan derfor sige noget fornuftigt om, hvorvidt en eller anden startup i Skyen er 2 eller 20 milliarder dollars værd.

Værdiansættelsen vil i stedet være baseret på en strategisk overvejelse, som Hr. Zuckerberg fra Facebook eller Hr. Page fra Google selv foretager i samråd med nære, personlige rådgivere, og det er på den baggrund, at der derefter bliver taget en personlig dialog med Frk. Iværksætter.

Enhver iværksætter vil sikkert med glæde sige ja tak til en iværksætter-til-iværksætter snak med Hr. Zuckerberg eller Hr. Page eller en af de andre store stjerner på den digitale himmel. Omvendt ville de fleste iværksættere sandsynligvis takke nej til at tage en snak med en eller anden banker from New York, ellers tak.

Bankerne er efterhånden også blevet hægtet helt af, når det gælder finansieringen af nye startups med fokus på Skyen.

Pengene til at få bragt nye ideer i produktion findes allerede i rigelige mængder blandt lokale, private investorer på Vestkysten, og de efterfølgende opkøb af succesfulde startups bliver betalt med penge fra de kontante formuer som Facebook, Google, Cisco, etc. allerede sidder på.

Californien er nu også blevet rammen om en hel underskov af startups, der med udgangspunkt i Skyen udvikler på livet løs for at finde en formel, der kan trække stadigt mere forretning væk fra de traditionelle banker.

De nystartede virksomheder skyder på alt: fra lån og betalingsløsninger til helt nye former for digitale betalingsmidler eller ”penge”.

Til november mødes folk fra hele denne fremvoksende branche til den store og kun to år gamle Money 20/20-konference i Las Vegas. Der forventes flere tusinde deltagere samt repræsentanter for over 500 virksomheder fra 50 lande. (De store banker kommer også).

Hundredvis af entusiastiske startups møder op for at præsentere deres mere eller mindre besynderlige idéer om ”Finans i Skyen”.

Men iværksætterne kommer selvfølgelig også for at få lejlighed til at optræde under samme tag som Amazon, Google, Facebook og alle de andre store spillere, der vil præsentere nogle af deres egne projekter i Skyen, som også sigter mod at tage store lunser ud af bankernes traditionelle forretningsområder.

Money 20/20 kan ses som et udtryk for, hvordan både startups og de store etablerede teknologivirksomheder nu går benhårdt efter at udnytte den gyldne mulighed, som det er, at befolkningens tillid til teknologivirksomhederne p.t. er helt i top samtidig med, at tilliden til virksomhederne i finanssektoren p.t. er helt i bund.

Kredit for overskriften på dette blog-indlæg går til verdens bedste poporkester, hvad du kan overbevise dig om ved at klikke her 🙂

abba001-thumb-240x235