Regulering: Telesektoren under pres i EU

Fjernelse af roaming-afgifter skal give forbrugerne i EU mulighed for at bruge deres mobil, når de holder ferie i andre EU-lande uden bagefter at få store ekstra-regninger. Men det er lettere sagt end gjort at fjerne disse afgifter, hvis man ikke samtidig vil gøre op med de nationale markeder i telesektoren.

”Roaming” er blevet et politisk tema i EU.

Ordet er en teknisk betegnelse for, hvordan teleselskaber i forskellige lande afregner trafikforbrug på hinandens netværk, og det siger en del om situationen på telemarkedet i EU, at et ord som ”roaming” kan finde vej til den almindelige forbruger.

Men telemarkedet i EU er ikke noget helt almindeligt marked, og derfor går en teknikalitet som roaming hen og bliver et almindeligt samtaleemne.

Hvis EU havde haft et almindeligt marked for telekommunikation, så ville der i dag være en håndfuld europæiske teleoperatører, der tilbød løsninger, som dækkede bredt i EU.

Kunderne i disse selskaber ville ikke vide noget om, hvad roaming er, fordi teleoperatøren ville have et net i alle lande i EU, og anvendelsen af nettet ville være inkluderet i den pris, som kunden betalte, uanset i hvilket EU-land forbruget fandt sted. Herudover ville der være internationale takster for anvendelse af telefonen uden for EU.

Sådan fungerer markedet i Kina, USA, Rusland og mange andre steder i verden.

Men i EU er markedet reguleret i de enkelte EU-lande, og ikke på EU-niveau.

EU-landene har aldrig kunnet blive enige om at udvide det fælles marked til at omfatte telekommunikation.

Markedet i EU er derfor stadig opdelt i nationale markeder, der ofte er domineret af de gamle nationale teleselskaber, og som reguleres af nationale myndigheder.

Konkurrencereglerne i EU har åbnet mulighed for en vis konkurrence på de nationale markeder, og EU-kommissionen har gradvist etableret en norm, der siger, at der skal være mindst fire teleselskaber i hvert land for at sikre en sund konkurrence.

Tallet fire er ikke nogen videnskabeligt underbygget størrelse, det er bare sådan, det er blevet.

Så EU-markedet er i dag organiseret i nationale telemarkeder, hvor der i hvert land er fire store spillere, hvoraf den ene er det gamle nationale teleselskab, der typisk stadig sidder på en meget stor markedsandel.

Foruden de store selskaber med eget net findes der en underskov af såkaldte “virtuelle operatører”, der arbejder i mobil og bredbåndsmarkedet, ved at de køber stort ind af mobil-minutter og bredbånd, hos et af de store selskaber, og så videresælger minutterne eller bredbåndet i eget navn til en pris, der er lidt lavere end de store selskabers pris.

Hele dette markedsregime medvirker uundgåeligt til et vedvarende prispres, fordi pris er en af de få parametre, der er tilbage at dreje på.

Men det er samtidig et markedsregime, der gør, at den ofte ret brutale priskonkurrence holder sig inden for nogle skarpt afgrænsede rammer, nemlig de nationale grænser.

Der kan derfor være stor forskel på priserne for teleydelser mellem de enkelte lande, og så længe markederne er holdt kunstigt inde i nogle nationale kasser, kan konkurrencen ikke udfolde sig på EU-markedet.13062015-04

”Roaming” er blevet et tema, fordi den almindelige forbrugers mobiltelefon er knyttet til et nationalt selskab, og at enhver anvendelse af telefonen uden for landet afregnes til ”udlandstakst”. Disse udlands- eller roaming-takster er noget af det, der står med småt i de fleste mobil-abonnementer, og taksterne er ofte groteske.

Resultatet er de velkendte historier om folk, der kommer hjem fra ferie til en mobilregning på mange tusinde kroner.

En almindelig markedsudvikling ville givetvis fjerne problemet, fordi der hurtigt ville blive etableret nogle få, store EU-teleselskaber, der tilbød ens priser på hele deres netværk, sådan som selskabet ”3” har praktiseret det i nogle år på deres – forholdsvis lille – netværk rundt om i EU-landene.

Men EU-landene er af politiske grunde endnu langt fra at opgive den nationale kontrol med telesektoren, og EU-kommissionen har derfor arbejdet for en løsning, hvor de nationale selskaber bliver afskåret fra at opkræve afgifter for roaming. Budskabet er, at EU-borgere skal kunne holde ferie i ethvert EU-land uden at blive flået af deres teleselskab.

Det er et af den slags forslag, der på engelsk hedder en ”crowd pleaser”, og det giver god presse.

Telesektorens indtægter er under pres.
Telesektorens indtægter er under pres.

Men det er teknisk kompliceret, og det koster teleselskaberne over 1,5 milliarder Euro om året i tabte indtægter.

Teleselskaber er blandt de mindst respekterede virksomheder i EU-landene, så politisk er det forholdsvis gratis at pålægge selskaberne denne omkostning.

Men udfordringerne i teknikken kan man ikke løbe fra.

Sagen er, at hvis man helt fjerner ”roaming” – og det er det, man siger, at man vil – så vil man samtidig fjerne de nationale rammer, der i dag hegner telemarkedet ind i 28 afgrænsede og lokalt regulerede markeder.

For hvis der ikke er nogen roaming-afgifter, så kan jeg som EU-borger købe et mobilabonnement i det EU-land, hvor abonnementet er billigst, og så bruge mobilen, hvor jeg vil, for eksempel hjemme hos mig selv.

Dermed ville det åbne EU-marked for telekommunikation være blevet etableret ad bagdøren, i hvert fald for forbrugerne.

Men sådan bliver det selvfølgelig ikke.

I stedet bliver der indført et nyt begreb for ”roaming”, nemlig ”permanent roaming”, og dette nye begreb skal sikre, at EU-borgerne ikke holder lidt for lange ”ferier” med en billig mobil.

Reglerne betyder, at hvis forbruget på mobilen i et andet EU-land strækker sig ud over en vis periode, så træder roaming-afgifterne i kraft igen.

Det er endnu ikke besluttet, hvor lang tid, der skal gå, før roaming-taxameteret skal sættes i gang.

Indtil videre er man bare blevet enige om, at EU-kommissionen skal komme med forslag til reglerne.

Så på den korte bane er der ikke udsigt til, at EU-landene er på vej til at gøre op med et telemarked med over 150 operatører, hvilket er mindst 100 flere, end der kan antages at være plads til i EU under frie markedsforhold.

“Det er næsten som en galeanstalt”, konstaterede Stéphane Richard, øverste chef for Frankrigs førende teleselskab, Orange, for nylig i et interview med Wall Street Journal om EU-markedet for telekommunikation.

Henvisninger og baggrund: 13-04-2015