Mobilmarkedet: Investeringer boomer efter sammenlægninger

Efter en runde af dybtgående sammenlægninger er mobilmarkedet i Tyskland nu domineret af nogle få meget store spillere. Det har lagt en dæmper på priskrigen. Men investeringerne i ny infrastruktur boomer.

Mobilnettet er blevet en afgørende del af samfundets digitale infrastruktur.

Men i modsætning til veje og jernbaner, så er den digitale infrastruktur overvejende på private hænder.

Politikerne kan tale nok så meget om Det Digitale Europa.

Hvis ikke private virksomheder følger op med investeringer, så sker der ingenting.

Det gælder også for mobilnettet.

Set under ét er mobilnettet en omfattende og teknisk kompliceret infrastruktur, der er blevet en livsnerve i samfundet.

Mobilnettet bringer internettet til vores smartphones, tablets og notebooks, og det sætter os dermed i forbindelse med vores arbejde, vores familie og venner, nyheder, underholdning, indkøb og betalinger og meget andet.

I teknisk forstand kan mobilnettet sammenlignes med et isbjerg, hvor man kun kan se toppen.

Mobilnettet er bygget oven på et netværk af fiberkabler, der er gravet ned i jorden, og det er fiberkablerne, der transporterer de store datamængder rundt i verden.

Mobilnettet dækker kun en forholdsvis kort afstand fra masten og ud til vores smartphones og andre computere.

Alt i alt er det en omfattende infrastruktur, der hele tiden kræver store investeringer.

For politikkerne bliver det afgørende at kunne motivere de private investorer til at blive ved med at investere, samtidig med at forbrugerne bliver beskyttet mod monopoler.

Politikkerne forsøger at opnå denne balance gennem en regulering af markedet.

21102015-03

I EU er telemarkedet et nationalt anliggende, der reguleres af nationale myndigheder indenfor rammerne af nogle fælles spilleregler om konkurrence.

EU-kommissionen kan kun blande sig i spillet ved at henholde sig til konkurrencereglerne, og kun i de tilfælde, hvor der er teleselskaber fra mere end ét EU-land indblandet.

Generelt har EU-kommissionen haft foden solidt på bremsen, når det har handlet om sammenlægning af teleselskaber inden for de nationale markeder.

Den politik har været begrundet med, at sammenlægninger af mobilselskaber inden for de enkelte lande ville kunne medføre højere priser for forbrugerne, uden at der ville være nogen garanti for øgede investeringer i infrastruktur.

Men i 2014 gav EU-kommissionen grønt lys for nogle store sammenlægninger.

Det skete efter solidt politisk pres fra regeringerne i Tyskland og Frankrig, der ønskede at fremme etableringen af store EU-teleselskaber, der kunne være med til at drive den digitale omstilling i Europa.

Et af disse forsøg på en gradvis “europæisering” af markedet blev gennemført i Tyskland, hvor det spanske Telefonica fik grønt lys til at købe sig ind og etablere sig som den største spiller på det tyske mobilmarked.

Det har medført, at priskonkurrencen er taget noget af i det tyske marked, og kritikkerne har derfor fået ret i, at en sammenlægning af teleselskaber ville føre til højere priser for forbrugerne.

Forbrugernes interesser standser imidlertid ikke ved prisen på et mobilabonnement, for hvis dækningen på abonnementet er elendig, så nytter det ikke, at det er billigt.

Når man skal vurdere virkningerne af liberaliseringen i det tyske marked er det derfor lige så vigtigt at se på, om sammenlægningerne har fået de tilbageværende selskaber til at skrue op for investeringerne i udbygningen af det tyske mobilnet.

Umiddelbart ser det ud til at være tilfældet.

De tilbageværende spillere har vist sig villige til at betale dyrt for ny kapacitet i mobilnettet.

Det sker ud fra en langsigtet kalkule om, at vinderne i det tyske marked bliver de selskaber, der har det bedste net, og som derfor kan tilbyde forbrugerne de bedste løsninger.

Konkurrencen mellem selskaberne på det tyske marked ser derfor ikke ud til at være stilnet af, men den foregår nu på den lange bane, og ikke længere i samme grad i form af en konstant priskrig på mobilabonnementer.

Ser vi ti år frem, kan den digitale infrastruktur være blevet udbredt til at omfatte førerløse biler og internetforbundne apparater i private hjem og i virksomhederne, og hvis det bliver tilfældet, så bliver kravene til kapacitet og kvalitet på mobilnetværket mangedoblet.

De lande, der kan leve op til disse krav på mobilnetværket, vil blive vindere, også selvom disse landes forbrugere kommer til at skulle betale mere for deres mobilabonnementer.

I Tyskland ser det ud til, at beslutningen om at give grønt lys til udviklingen af store, EU-teleselskaber har båret frugt i form af en skærpet konkurrence, der kommer til udtryk i øgede investeringer.

Det er dog stadig kun et lille skridt i retning af etableringen af et EU-marked for teleydelser.

Tyske forbrugere er fortsat låst inde på det tyske marked, og kan for eksempel ikke købe deres mobilabonnementer i Frankrig eller i Danmark, hvor priserne er det halve af de tyske priser.

EU-kommissionens skærpede fokus på konkurrenceforholdene i mobilmarkedet – der for nylig resulterede i at Telia og Telenor måtte opgive at lægge deres forretninger i Danmark sammen til ét selskab – sker for at “beskytte forbrugerne”.

Men EU-kommissionen kan ikke stille noget op overfor den vigtigste grund til, at prisen på mobilabonnementer i flere af EU’s medlemslande er urimeligt høj, nemlig fraværet af en åben konkurrence på EU-markedet.

21102015-02
Figur fra Financial Times

For EU-borgerne er problemet med de nationalt fastlåste markeder dog først og fremmest, at den manglende konkurrence fastholder markedet i en tilstand af lave investeringer og faldende indtjening hos mobilselskaberne.

Målt pr. indbygger er investeringerne i den mobile infrastruktur i EU-landene kun det halve af investeringsniveauet i USA.

Dette strukturelle underskud i investeringerne i Europas digitale infrastruktur vil svække Europas konkurrenceevne.

Set fra forbrugernes synspunkt er det langt mere alvorligt end de aktuelle problemer med mobilregningen.

Henvisninger og baggrund: 26.10.2015