Reklamer: Et opgør om penge

Reklamer på mobilnettet er en milliardforretning. Blokering af reklamer er et af de træk, der bliver brugt for at få en bid af kagen.

Med programmer som AdBlock Plus kan enhver vælge at blokere for reklamer på nettet.

Det skønnes at 200.000 millioner brugere allerede har valgt at gøre brug af denne mulighed, og vækstraten er stejlt opadgående.

De fleste brugere ved, at de ”gratis” tjenester på nettet bliver betalt ved, at man får vist reklamer og afleverer brugerdata om sig selv.

16112015-02Men hele spørgsmålet om gratis tjenester på nettet, visning af reklamer og indsamling af brugerdata er stadig en tåget forretning, som kun få kan gennemskue.

Nu prøver en startup at skære igennem tågen med en ny app, der tilbyder at betale brugerne for at se reklamer.

Been Choice app’en fungerer i første omgang som en almindelig reklame-blokker, ved at den lukker af for alle reklamer.

Men derefter tilbyder Been Choice at betale 20$ om måneden til de brugere, der vil acceptere at åbne for reklamerne igen.

App’en søger så for, at alle brugerdata i relation til reklamerne bliver opsamlet hos Been Choice, der så tjener penge på at sælge de værdifulde brugerdata til  annoncørerne.

Been Choice blev for nylig frigivet til iPhone, og er den første app, der foruden at blokere for reklamer i browseren også blokerer for reklamer inde i apps, som f.eks. dem der vises på Facebook.

For en typisk bruger (i USA) vil de 20$ om måneden fra Been Choice dække halvdelen af den månedlige udgift til et mobilabonnement (med fri tale og 3 GB data).

Ved at installere Been Choice kan forbrugerne nu lukke helt af for reklamer, og samtidig blive ved med at bruge reklamefinansierede ”gratis”-tjenester, som f.eks. Facebook.

Men forbrugerne kan også aktivt vælge at åbne for reklamer på deres iPhone via Been Choice, og på den måde få del i reklameindtægterne.

Markedet for reklamer på mobilnettet anslås at have en samlet omsætning på omkring 70 milliarder $ om året.

Det er med andre ord en kæmpe industri, og det denne store industri, der er med til at gøre virksomheder som Google og Facebook ekstremt velhavende.

Med blokering af reklamer er der blevet indledt en kamp om adgangen til disse milliarder, og med nye koncepter som Been Choice, åbnes der nu for, at forbrugerne selv kan få en del af kagen.

Det er derfor næppe overraskende, at Apple hurtigt trak sin godkendelse af Been Choice tilbage, for så kort tid efter at åbne for app’en igen. For så at lukke den én gang til.

Om Been Choice overlever dette første målrettede angreb på reklamer inde i apps er usikkert, men ballet er nu blevet åbnet, og der vil med sikkerhed komme andre tilsvarende løsninger på markedet.

Fra en helt anden kant af mobilmarkedet bringes der nu også ny teknologi i spil, der gør, at mobilselskaberne kan melde sig direkte ind i kampen om milliarderne fra mobilreklamer.

Med en løsning fra startup’en Shine kan mobilselskaberne nu blokere for reklamer helt ude i mobilnettet.

De mobilselskaber, der har indført Shine i deres mobilnet, henviser til, at reklamerne udhuler kundernes datapakker og giver kunderne en dårlig oplevelse, fordi reklamerne gør, at nettet bliver langsomt.

Mange mobilreklamer er heftige forbrugere af mobildata, og de koster dermed forbrugerne mange penge i form af datapakker i deres mobilabonnementer. Desuden er reklamerne ofte lang til om at starte op på grund af det store dataforbrug.

Shine-teknologien gør det muligt for mobilselskaberne at kontrollere, hvilke reklamer, der får lov til at slippe igennem til mobilselskabets kunder, og reklamerne bliver herefter vist uden at de belaster kundernes datapakker.

Virksomheder, der ønsker at få vist reklamer på mobilnettet, og som er villige til at betale til mobilselskabet, kan derfor godt få deres budskaber ud på mobilnettet.

Der er dog ikke nogen garanti for, at kunderne ikke selv har sat en reklameblokker på deres mobil.

Med disse seneste tiltag fra mobilselskaberne har vi kun set de første skærmydsler i, hvad der tegner til at blive et langvarigt opgør om reklamepengene på mobilnettet.

Med en hastigt voksende honningkrukke, der allerede er på over 70 milliarder $ til fordeling om året, kan vi forvente at se mange kreative forsøg på at få fat i en del af pengene.

Dermed vil flere spillere blande sig i et opgør, hvor kriminelle organisationer allerede har udvist betydelig kreativitet og teknisk kompetence.

I reklamebranchen skønnes det, at der årligt bliver stjålet for over en milliard $ i form af betalinger for mobilreklamer, der reelt aldrig er blevet vist.

Det sker ved hjælp af skjulte programmer, der i hemmelighed er blevet installeret på millioner af smartphones for eksempel i ly af et nyt spil, og som herefter i døgndrift klikker reklamekroner hjem til bagmændene, uden at man kan se det på telefonen.

Henvisninger og baggrund: 16.11.2015