Konkurrence: Praktisk samarbejde over Atlanten kører fint

Der er fortsatte politiske spændinger mellem EU og USA om markedsvilkårene for digitale løsninger i Skyen. Men innovative virksomheders praktiske samarbejde hen over Atlanten fungerer fint. Tesla er et godt eksempel.

De elegante el-drevne biler fra Tesla er blevet et ikon for kreativiteten og dynamikken i Silicon Valley, Californien, USA.

Tesla er samtidig eksponent for, hvordan digitale løsninger fra Skyen kan smeltes sammen med ny teknologi i den fysiske verden, som batterier,  og derigennem frembringe helt nye typer af produkter. I dette tilfælde en bil, der ikke er bygget op omkring en forbrændingsmotor.

Tesla bygger og sælger ikke mange biler – endnu – men har alligevel været i stand til at få cheferne i den etablerede bilindustri til at rykke frem i sædet.

Forklaringen er enkel: Rigtig mange forbrugere synes, at Teslas biler er super lækre, og så er de desuden ”smarte” og grønne og digitale og på nettet og det hele.

Tesla-biler er kort sagt en god historie.

De er også i høj grad europæiske, eller mere præcist, tyske.

En hel række tyske virksomheder – fra sværvægtere som Thyssen-Krupp til fokuserede robotspecialister fra Tysklands sagnomspundne Mittelstand – leverer både tungt produktionsudstyr til Tesla-fabrikken og står desuden bag mange af de højteknologiske komponenter i form af computer-chips, avancerede sensorer og stemmestyrede systemer, der alt sammen er med til at give Tesla’en sit umiskendelige præg af “smart”.

Men Tesla har ikke bare været på en shopping-tur til Forbundsrepublikken for at købe færdige stumper til sin nye fabrik.

Tværtimod har Tesla haft noget med til bordet, som de tyske virksomheder har været meget interesserede i, nemlig et ekstraordinært kreativt talent inden for digital innovation kombineret med en aggressiv innovationsvilje.

01022016-02
Tyske HARMAN har leveret audiosystemet til Tesla S . HARMAN viste for nylig et system, der aflæser førerens stressniveau ved konstant at følge pupillernes bevægelser. Ved stigende stressniveau tilpasses nogle af bilens funktioner for at øge sikkerheden.

Den tyske avis, Handelsblatt, har gennemført en større analyse af Teslas samarbejde med tyske virksomheder, og avisens reportage viser et samarbejde, der på begge sider af Atlanten har været karakteriseret ved engagement og villighed til at tænke ud af boksen.

Analysen i Handelsblatt afdækker, hvordan Tesla fra starten valgte ikke at møde de eksisterende bilfabrikanter på deres egne bane, men i stedet valgte at definere en helt ny bane.

På den eksisterende bane skal en bilproducent være en særdeles kapabel ingeniørvirksomhed, der kan og vil selv.

De traditionelle bilproducenter bruger mange underleverandører til levering af produktionsudstyr og af dele til bilerne. Men hele forståelsen af, hvordan produktionen af bilerne gennemføres, og hvordan der etableres et effektivt produktionsapparat, det er noget, som den enkelte bilfabrikant selv udvikler – og vogter nidkært over – fordi denne viden i stor udstrækning er afgørende for virksomhedernes større eller mindre succes på markedet.

Her valgte Tesla en radikalt anden fremgangsmåde.

Tesla fokuserede på sine unikke kompetencer inden for batteri-teknologi og på hele tankegangen om, hvordan en helt ny type “netværks-bil” kunne bringes på markedet med et innovativt forretningskoncept.

Med denne vision gik Tesla til nogle af de virksomheder, der hver på deres højt specialiserede område er blandt de bedste i verden til at bygge biler, og en stor del af disse virksomheder ligger i Tyskland.

Herefter blev der indledt et samarbejde, hvor Tesla og de tyske virksomheder er gået sammen om udvikling af nye produkter og løsninger inden for styretøj, støddæmpere, audioanlæg, computerchips, stemmekontrolsystemer samt hele opbygningen af et effektivt og automatiseret produktionsanlæg til fremstillingen af bilerne.

01022026-03

Den tyske forbindelse har givet Tesla mulighed for at fremstille biler i top-klasse, uden selv at have ekspertise i at bygge biler.

Men indtil videre har det tyske samarbejde ikke manifesteret sig i et gennembrud på det tyske bil-marked.

Tesla er stadig først og fremmest en bil, der bliver solgt og brugt i Silicon Valley, hvor den udstråler cloud, entreprenørånd, high tech, klimabevidsthed og meget andet godt – herunder ejerens betalingsdygtighed.

I første halvår 2015 solgte Tesla ca. 11.500 biler i USA og heraf halvdelen i Californien. Den lokale hjemegn aftog dermed lige så mange Tesla’er som det meste af Europa tilsammen.

Tesla-kunderne hjemme i Californien har nok i mange tilfælde skiftet fra en BMW eller en Mercedes, og i en ny Tesla nyder disse kunder stadig i fuldt omfang fordelene ved at køre på spitzenklasse tysk teknologi.

001022016-04
Tesla anvender automatiseret produktionsudstyr “Made In Germany”

Foto: Tesla produktionslinje i tysk kvalitet, 2016

Henvisninger og baggrund: 01.02.2016