Overvågning: En sag for demokratiet

KOMMENTAR – Reguleringen af internettet skal fastlægges af folkevalgte parlamenter. Ikke af privatejede virksomheder.

Edward Snowden udløste en politisk lavine, da han i juni 2013 lækkede dokumenter, der viste omfanget af den amerikanske sikkerhedstjenestes overvågning.

Snowden-afsløringerne dokumenterede blandt andet en omfattede overvågning af borgernes kommunikation på løsninger fra de store tech-firmaer som Google, Apple, Facebook, Microsoft, Yahoo, og flere andre.

Overvågningen var en del af den amerikanske sikkerhedstjenestes forebyggende indsats mod terrorangreb.

Terrorangreb rettet imod amerikanske borgere på amerikansk jord er ikke blot en hypotetisk risiko, men er en helt konkret trussel.

En vigtig del af hele debatten i kølvandet på Edward Snowdens afsløringer har derfor handlet om nødvendigheden af overvågning.

Er overvågningen nødvendig for at beskytte borgerne?

Eller må vi acceptere en større risiko som prisen for ikke at blive overvåget?

Synspunktet om at sige definitivt nej til overvågning bygger ofte på et argument om, at overvågning altid er en glidebane, der ender i helvede.

Der kan lægges en solid historisk dokumentation bag dette argument.

Tech-firmaernes ledere er borgere som os andre, og de har derfor en naturlig interesse i at deltage i den demokratiske debat om overvågning.

I den aktuelle debat har de fleste af dem talt for et definitivt nej til overvågning, utvivlsomt ud fra dybtfølte politiske holdninger.

Flere af lederne nyder stor respekt i offentligheden, og deres bidrag til debatten er både væsentlige og vigtige.

Men foruden at være borgere, så står tech-firmaernes ledere i spidsen for nogle store, børsnoterede selskaber, og i denne rolle som virksomhedsledere er deres mandat ret firkantet: de skal tjene penge.

Som virksomhedsledere har de omgående forstået, at afsløringerne om overvågning ville kunne udvikle sig til en økonomisk katastrofe for deres virksomheder – og dermed for virksomhedernes ejere – fordi kunderne ville kunne finde på at vende dem ryggen.

Hvis først millioner af brugere på de sociale medier blev enige med sig selv og hinanden om, at det er bedst ikke at blive overvåget, så ville det kunne starte en lavine af kundeflugt, der ikke ville være til at stoppe.

På baggrund af denne helt rationelle forståelse af situationen traf lederne i de store tech-firmaer beslutning om at sætte en effektiv stopper for myndighedernes overvågning.

Beslutningen er efterfølgende blevet ført ud i livet ved, at tech-firmaerne etablerede en uigennemtrængelig teknisk beskyttelse af deres værdier, der ud over nogle patenter og varemærker i det store og hele består af én enkelt ting – kundernes data.

Dermed gjorde lederne i de store tech-firmaer det eneste fornuftige, set ud fra deres rolle som virksomhedsledere, og som forvaltere af ejernes formuer.

Men samtidig kortsluttede de den demokratiske beslutningsproces om vilkårene for overvågning på nettet.

Tech-firmaerne leverer – og ejer – hele den infrastruktur, som en stor del af verdens kommunikation forløber over – det være sig opdateringer på sociale netværk, chat, e-mail, tale, video, dokumentdeling, websider, plus det meste af den anvendte hardware – og så snart tech-firmaerne ved hjælp af kryptering havde gennemført en total afskærmning af deres virksomheder, ja, så var der jo egentlig ikke så meget mere at diskutere.

Fremadrettet vil det være teknisk umuligt for myndighederne at trænge ind i virksomhedernes kommunikationsløsninger, med eller uden en dommerkendelse.

Spørgsmålet er så, om det er sådan vi gerne vil styre vores demokratiske beslutninger?

Er det er OK, at et væsentligt samfundsmæssigt anliggende simpelthen uden videre kan blive eksproprieret og lagt død af en håndfuld af verdens største, børsnoterede selskaber?

Den britiske regering har i disse uger et lovforslag til behandling i parlamentet, der stiller krav om, at tech-firmaerne skal åbne for krypteringen og give politiet adgang til at læse med, når en domstol giver grønt lys for det.

Man kan være enig eller uenig med den britiske regering i, hvor langt man skal gå med overvågning.

Men hele debatten om den britiske lovgivning viser netop, at reguleringen af internettet er en sag, hvor samfundet har vitale interesser på spil.

Reguleringen skal derfor bestemmes af folkevalgte parlamenter, og ikke af en lille håndfuld privatejede, globale virksomheder.


Foto: National Security Agency, Maryland, USA