Telefoni: Samme vej som brevposten

Telefoni bliver nu en integreret del af funktionerne i en almindelig browser. Alle kan ”ringe” til hele verden uden omkostninger. Teleselskaberne står overfor deres Hotmail-øjeblik.

Microsoft Skype kan nu anvendes direkte fra en browser, uden plugin eller andre former for tilføjelser. Dermed følger Microsoft op på den udviklingsplan for Skype, der blev offentliggjort sidste år, og som indeholdt et punkt om browserbaseret kommunikation med anvendelse af den nye WebRTC-teknologi.

Når dette er interessant for andre end en snæver kreds af teknikere, er det fordi browserbaseret Real Time Communication, RTC, med den nye Skype-løsning nu er flyttet fra laboratorierne og ud i den virkelige verden med millioner af almindelige brugere.

Muligheden for at kunne gennemføre Real Time Communication direkte fra en browser indebærer i praksis, at samtaler, videomøder og deling af indhold kan ske direkte fra en vilkårlig browser, baseret på de generelle tekniske standarder, der er gældende på internettet og uden brug af apps.

Det åbner et perspektiv om, at telefoni og videomøder, m.v. fremover vil kunne blive en gratisydelse, der blot kræver en internetforbindelse.

Introduktionen af RTC kan derfor få samme betydning for telefoni som introduktionen af webbaseret e-mail har fået for brevpost.

I dag er webbaseret e-mail en så integreret del af dagligdagen for både private og erhverv, at det let kan overses, at teknologien faktisk er ret ny.

Web-baseret e-mail blev i praksis først introduceret i 1996, da en lille amerikansk startup kom på markedet med HoTMaiL. Allerede året efter blev virksomheden købt af Microsoft for 400 millioner $, og samme år kom Yahoo på markedet med sit bud på webbaseret e-mail.

Derfra er det gået slag i slag, og i 2015 blev der på en almindelig dag sendt over 215 milliarder e-mail på internettet, og antallet af e-mails fortsætter med at stige.

Inden for dette forholdsvis korte tidsforløb fra 1996 til i dag er almindelig brevpost i det store og hele ophørt med at spille en rolle i den samfundsmæssige kommunikation.

Nøglen til denne revolution ligger i, at muligheden for at sende e-mail blev frigjort fra forskellige ”programmer”, og i stedet blev integreret som en del af den åbne standard, som alle browsere benytter sig af.

Det samme sker nu med tale.

Med RTC-standarden, som Microsoft nu åbner for i Skype, kan enhver etablere en ”telefonsamtale” med enhver anden hvor som helst i verden, blot der findes en internetforbindelse og en browser. Man kan også holde telefonmøder eller videomøder uden nogen form for særligt udstyr.

Teknologien kan bruges fra enhver computer eller mobil, og der kræves ikke noget ”telefonnummer” men blot en e-mail-adresse.

Teleselskaberne er opmærksomme på, at de står over for en udfordring, der ligner den, der for ikke så længe siden ramte posten.

Teleselskabernes reaktion afspejles i sammensætningen af mobilabonnementer, hvor traditionel telefoni nu i praksis leveres med som en gratisydelse, når man køber et dataabonnement.

Det fjerner tilskyndelsen til at vænne sig af med at have et telefonnummer, og er på den måde med til at fastholde kunder hos de traditionelle teleselskaber.

Men det ændrer ikke ved, at den grundlæggende nødvendighed af at have et telefonnummer er på vej til at gå samme vej som brevposten, og at teleselskaberne derfor er på vej til at gå samme vej som postvæsnet.

 


Foto: Semaphore alfabetet – Illustration,  Kellie Strøm

Henvisninger og baggrund: 02.05.2016