3D-print: Førerløse busser og hjernevæv

I kombination med intelligente løsninger fra Skyen optræder 3D-print i flere praktiske projekter inden for et bredt felt af anvendelsesområder.

Forskere fra Aston University i UK står i spidsen for et projekt, der anvender 3D-printede kopier af hjernens neurale netværk til at undersøge årsagerne til demens, Parkinson og andre sygdomme i hjernen.

MESO-BRAIN projektet har netop modtaget 3.3 millioner € fra det europæiske hjerneforskningsprogram.

Projektet er et eksempel på, hvordan 3D-print i nanoskala indgår som et væsentligt element i noget af verdens mest avancerede hjerneforskning.

Sidste år viste forskere fra Wollongong University i Australien, hvordan de kunne 3D-printe en kopi af hjernevæv.

Det 3D-printede materiale kan være biologisk aktivt, og det kan derfor danne grundlag for undersøgelser af cellernes interne funktioner.

I MESO-BRAIN projektet anvendes 3D-print til at koble mikroskopiske sendere på cellemateriale, og det bliver på den måde muligt at aflæse, hvad der sker i cellen.

Lederen af projektet, Edik Rafailov, siger, at 3D-print har åbnet for undersøgelser, der hidtil kun har fundet sted i science-fiction litteraturen.

3D-print indgår som et banebrydende redskab til at opnå adgang til informationer og til at indsamle store datamængder om hjernens funktion.

Teknologien bidrager på den måde til at levere data til verdens største og kraftigste supercomputer i Skyen, der i disse år etableres i et samarbejde mellem europæiske forskningscentre inden for rammerne af det europæiske hjerneforskningsprogram.

Forskere fra Wollongong University i Australien med 3D-printet kopi af hjernevæv.

3D-print indgår også som en vigtig teknologi i et aktuelt projekt, der skal bringe smarte, førerløse bybusser i drift rundt om i USA.

Bybusserne, der bærer navnet “Olli”, er printet af genbrugsmateriale, og er beregnet til fleksibel transport i et lokalområde.

Busserne rummer op til 12 personer, og er forsynet med det mest avancerede kunstige intelligens fra IBM’s Watson-program.

Løsningerne fra IBM leveres direkte fra Skyen, og åbner mulighed for at passagererne kan tale med bussen om, hvor de skal hen, hvor lang tid det vil tage, etc.

Busserne er førerløse, men er konstant overvåget af en person i et kontrolcenter, på samme måde som det kendes fra droner.

“Olli” kører i test i Washington fra september, og herefter er det planen, at systemet skal udbredes til flere byer i USA.

Bussen produceres af firmaet “Local Motors”, og i forbindelse med testkørslerne i Washington i efteråret, vil besøgende kunne se, hvordan busserne printes og samles.

3D-print har igennem mange år været fremhævet som en teknologi, der var lige ved at bryde igennem, men i praksis har det store gennembrud ladet vente på sig.

Det er ikke et udtryk for, at teknologien har ligget stille.

Tværtimod er der gjort store teknologiske fremskridt inden for området.

3D-print har vist sig at være en teknologi, der åbner for nye, banebrydende muligheder inden for mange forskellige anvendelsesområder, men uden at komme i rampelyset.


Foto: Edgar Sarmiento, iværksætteren bag Olli-projektet.

Henvisninger og baggrund: 20.06.2016