Digitale Assistenter: Amazon i front med Alexa

Store fremskridt inden for talegenkendelse har banet vejen for stemmestyring af computere. Det har åbnet ballet for brugbare digitale assistenter.

Det er snart tyve år siden at de første mobiltelefoner kom på gaden med stemmestyrede funktioner. Ved at sige navnet på en person, kunne mobilen ringe op.

Det fungerede fint nok, men det fik aldrig den store udbredelse.

Her tyve år senere er stemmestyring blevet udviklet til et helt andet niveau.

Ved hjælp af kunstig intelligens er det blevet muligt at udvikle en stemmestyret brugergrænseflade til en computer, der får det til at virke, som om computeren forstår, hvad man siger til den.

I dag kan en computer opfatte en henvendelse som “Skru ned for lyset” eller “Dæmp lyset”, og derefter med en høj grad af sikkerhed eksekvere en kommando til et softwareprogram om at skabe forbindelse til en fjernstyret dæmperkontakt og skrue ned for lysstyrken i en lampe.

Apples “Siri” og Microsofts “Cortana” er de mest udbredte af den type løsninger, og de er især beregnet til at betjene eksisterende apps på en ny måde, nemlig med stemmen.

Amazon har med deres “Alexa” skilt sig ud fra de øvrige ved at udvikle en løsning, der er opbygget med udgangspunkt i stemmestyring.

“Alexa” er den digitale assistent, der er udviklet til Amazons “Echo”, der er en stemmestyret computer, der er beregnet til at stå på køkkenbordet eller i andet af husets rum.

Den er lidt større end en almindelig dåse tomater, og er forbundet til boligens wifi.

03102016-02“Echo” har ingen anden grænseflade end stemmestyring, og kan kun betjenes ved at man taler til den gennem “Alexa”.

Amazons løsning er teknologisk flot, og er for en stor dels vedkommende baseret på kunstig intelligens, der er udviklet i Europa.

Men det virkeligt banebrydende er, at løsningen er den første, hvor grænsefladen til brugeren er opbygget omkring stemmestyring.

Dermed repræsenterer løsningen en fundamental ny tilgang til, hvordan mennesker kan agere i samspil med en computer.

Det bringer løsningen et væsentligt skridt videre, end til at kunne stemmestyre en app på en mobiltelefon, hvor appen oprindeligt er udviklet til en touchscreen, og hvor stemmestyring blot erstatter nogle tryk på skærmen.

Alexa blev introduceret i USA i 2014, og er blevet et stort hit.

Det skønnes at der er solgt over 3 millioner eksemplarer.

Efterhånden er der udviklet over 3.000 Alexa-apps i samarbejde med en lang række indholdsleverandører, som for eksempel Spotify.

Løsningen er netop blevet lanceret i Europa, men indtil videre kun i Storbritannien og Tyskland.

Perspektiverne for den fortsatte udvikling er storstilede.

Man kan tænke sig at Alexa snart vil kunne varetage indkøb fra Amazons store dagligvarebutikker. Enten ved at man selv fortæller Alexa, hvad man skal bruge, og hvornår man vil have det leveret. Eller ved at Alexa overvåger køleskabet og bestiller varer, når der er brug for det, og får dem leveret, når det passer ind i husstandens forskellige online kalendere.

På den måde kan Alexa komme til at indgå som en vigtig komponent i Amazons bestræbelse på at revolutionere dagligvarehandlen.

03102016-03Amazon har i de seneste år udbygget sine lagerfaciliteter og sin egen logistikforretning, og næsten 45 procent af den amerikanske befolkning bor nu inden for 35 km fra et Amazon-center.

I Europa er tilsvarende løsninger ved at blive indført i Storbritannien og i Tyskland.

I Berlin og München kan man bestille sine varer og få dem leveret af et Amazon-cykelbud inden for en times tid.

Samme-dag-levering fra Amazon findes i over 40 store byer Tyskland.

Henvisninger og baggrund: 03.10.2016