Omstilling: SAP for enden af tunnelen?

Efter flere års målrettet omstilling og opkøb i milliardklassen ligner SAP’s omstilling til Skyen en økonomisk succes.

SAPer uden sammenligning Europas førende softwarehus.

Med base i Tyskland har SAP siden starten i 1972 målrettet, gradvist og effektivt etableret sig som verdens førende leverandør af software til styring af store, komplekse virksomheder.

Men lige så snart SAP havde opnået det globale førerskab inden for den traditionelle form for software til virksomhedsstyring, blev SAP udfordret af den grundlæggende omstilling til Skyen.

I den gamle verden købte kunderne en softwarepakke, som kunderne selv tog ansvar for at tilpasse til deres konkrete behov, og som kunderne derefter selv satte i drift fra deres eget datacenter hjemme i kælderen. SAP fik en stor pose penge ved salg af deres software, og kunne derefter høste en årlig licensafgift og betaling for nye versioner af softwaren.

Fremvæksten af de globale datacentre i Skyen satte hele denne operationelle og forretningsmæssige model under pres.

Nye kunder kunne nu købe færdige standardløsninger i Skyen, klar til brug, og med en prissætning, der betød en fuldstændig omlægning af en softwareforretnings cashflow, fra en model med store beløb up front plus en løbende licensafgift til en model, der er baseret på pris pr. måned pr. bruger og som inkluderer hele driften.

De to modeller repræsenterer to vidt forskellige måder at drive forretning på, både teknisk, driftsmæssigt og økonomisk, og efterhånden som løsningerne fra Skyen kom til at dominere markedet, har det ført til overvejelser om, hvorvidt de store traditionelle softwarehuse som Microsoft, Oracle og SAP ville formå at gennemføre en grundlæggende genopfindelse af sig selv som virksomheder i Skyen.

Hos Microsoft har Satya Nadella siden 2013 stået i spidsen for Microsoft, hvor han har stået i spidsen for en dybtgående omstilling til Skyen, der indtil videre har været en succes. Microsofts aktiekurs er steget med to tredjedele, og den økonomiske fremgang er i stigende grad drevet af Microsofts forretninger i Skyen.

Hos SAP har forløbet været mere problematisk, blandt andet fordi SAP’s produkter er meget komplicerede og dybt indlejret i kundernes virksomhedsdrift. SAP er i den sammenhæng en supertanker, som det vil tage mange år at omstille til Skyen.

Men er der noget virksomheder i teknologisektoren ikke har, så er det masser af tid til at omstille sig.

Selv de største virksomheder kan hurtigt miste fodfæste og blive udfordret af konkurrenter, der kommer på markedet med nye visioner og lavere priser, og som fra starten er tilpasset et liv i Skyen.

Med regnskabsaflæggelsen for nylig er markedet tilsyneladende blevet overbevist om, at omstillingen til Skyen er forløbet så langt, at SAP nu står godt rustet til fremtiden.

SAP’s topchef, Bill McDermott, har taget mange chancer undervejs med opkøb af virksomheder, der havde ekspertise i at udvikle løsninger fra Skyen.

Det har ført til kritik og anklager om, at han spenderede aktionærernes penge på moderne men forretningsmæssigt problematiske prestigeprojekter.

Efter at SAP’s forretninger i Skyen nu buldrer derudaf og aktiekursen er blevet fordoblet siden 2009, er denne kritik forstummet.

SAP ser ud til at være kommet levende over på den anden side.

Bill McDermott, CEO of SAP, comments on Full Year Earnings 2016 and talks about SAP’s ambitions for 2017 and beyond.

Henvisninger og baggrund: 30.01.2017