Logistik: Amazon trænger ind på B2B-markedet

Med lanceringen af Amazon Business og en ny logistiktjeneste er der lagt op til omvæltninger på det globale marked for handel mellem virksomheder inden for tusinder af varegrupper.

“Internettet forandrer alt”. Sådan lød et udbredt slogan blandt internet-entusiaster i midten af 1990’erne da Netscape’s nye browser åbnede internettet for den almindelige offentlighed.

I dag er næsten alle hjørner af samfundet blevet dybtgående forandret af internettet, og der er næppe nogen virksomhed, der bedre repræsenterer internetrevolutionen, end Amazon.

Fra starten i 1994 omkring et køkkenbord i et lille hus i Seattle er Amazon vokset til en global gigant inden for brancher, der omfatter detailhandel, musik- og TV-streaming, filmproduktion, rumfart, robotter, forbrugerelektronik, en online markedsplads for løsarbejdere og utallige andre aktiviteter. Amazon er i dag verdens største udbyder af professionelle it-løsninger fra Skyen, og er en af de førende virksomheder inden for udvikling af kunstig intelligens og automatisering.

Amazon har gennem årene vist sig i stand til at trænge ind på nye markeder og hurtigt etablere sig som en frygtindgydende konkurrent.

I de fleste tilfælde har Amazon i løbet af få år erobret store markedsandele i de markeder, som virksomheden er rykket ind på, og Amazon har med en aggressiv prispolitik fremprovokeret dybtgående forandringer i markedsforholdene i branche efter branche.

I de seneste måneder er det virksomhederne inden for den professionelle samhandel mellem virksomheder – den såkaldte business-to-business, eller B2B-samhandel – der har fået konkurrence fra Amazon.

Med åbningen af Amazon Business, først i USA og kort efter i Tyskland og Storbritannien, er Amazon i vanlig stil stormet ind på markedet med overbevisende slagkraft og skarpe priser,  og har på kort tid etableret sig som en spiller i B2B-markedet med et katalog, der omfatter titusinder af varelinjer, der dækker alt fra blyanter, kontormøbler og VVS-artikler til entreprenørmaskiner og byggematerialer.

Amazon Business understøtter alle de førende indkøbssystemer, og det betyder, at virksomhedernes indkøb hos Amazon i de fleste tilfælde kan ske direkte fra kundernes eksisterende indkøbssystemer uden nogen videre tilpasning.

Kunder, der spænder fra selvstændige håndværkere til store internationale virksomheder, kan derfor forholdsvis let skifte deres indkøb til Amazon og dermed spare omkring 10 % eller mere på et årligt indkøb, der ofte løber op i flercifrede millionbeløb.

Som et yderligere træk ind i B2B-markedet har Amazon nu også lanceret et globalt speditionsfirma, der tilbyder billige fragtrater på varer, der eksporteres fra for eksempel Kina til USA. Hvis varerne efterfølgende sælges gennem Amazon kan der være en særlig rabat på varmetransporten med skib, fly og lastbil, hvoraf en stigende andel ejes af Amazon selv.

En af de vigtigste grunde til, at Amazon kan gennemføre disse storstilede projekter er, at virksomheden råder over verdens mest avancerede computersystem.

Amazons globale it-platform i Skyen danner grundlag for alle processer i forbindelse med behandlingen af millioner af daglige ordrer, den styrer logistikken på Amazons gigantiske lagre rundt omkring i verden, og den danner grundlag for udviklingen af robotteknologi og kunstig intelligens.

It-platformen gør det på den måde muligt for Amazon at operere med væsentlig lavere omkostninger end konkurrenterne.

På videoen nedenfor kan man se, hvordan en af Amazons konkurrenter i Storbritannien forsøger at udfordre Amazon på deres egen bane ved hjælp af vidtstrakt automatisering med robotter og kunstig intelligens.

Ocado, der sælger dagligvarer online, har etableret et af verdens mest automatiserede leverancesystemer, og videoen giver et indblik i den revolution, som dagligvarehandlen står overfor, og som i høj er grad fremprovokeret af Amazons hastigt voksende dagligvareforretning på nettet.

Ocado er pioner inden for dagligvarehandel på nettet. Virksomheden er baseret i Storbritannien, og ekspederer over 200.000 ordrer om ugen til kunder over hele landet. 


Foto: Robotter på et Amazon-varelager, 2017

Henvisninger og baggrund: 02.05.2017