Regulering: Hvem ejer internettet?

Internettet har med sin grænseoverskridende og anarkistiske natur vist sig at være vanskeligt at regulere, fordi politikere og myndigheder er bundet af nationale rammer, og fordi hele spørgsmålet om ejerskab har været flydende.

Hvem ejer internettet?

Svaret kommer an på, hvad vi mener med internettet, der kan forstås som to vidt forskellige ting.

Internettet kan opfattes som en fysisk infrastruktur, der består af kabler, teknisk udstyr og software.

Men i en bredere forstand kan internettet forstås som en platform for udveksling af alle tænkelige former for information mellem mennesker over det meste af verden.

Som fysisk infrastruktur er internettet blevet big business, der tiltrækker nogle af verdens største virksomheder.

Som informationsplatform har internettet medført en omvæltning af den økonomiske, kulturelle og politiske udvikling i de fleste lande i verden.

Når det gælder den tekniske infrastruktur er svaret på, hvem der ejer internettet, ret enkelt.
Kablerne og det tekniske udstyr ejes af private virksomheder, der tjener penge på at levere adgang til informationsplatformen via ADSL, fiber eller mobil.

Det er vanskeligere at sige, hvem der ejer informationsplatformen.

I de forskellige markeder rundt om i verden er der nogle få, meget store virksomheder, der ejer nogle af de mest kendte hjørner af informationsplatformen, herunder Google, Apple, Facebook og Amazon, eller GAFA.

I Kina, Mellemøsten og Rusland er der tilsvarende store virksomheder, med tilsvarende produkter.

Men selvom denne verdens GAFA’er er store, så udgør de tilsammen kun en dråbe i havet.

Internettet som informationsplatform er blevet en kritisk infrastruktur i samfundet, der benyttes til alt fra styringen af energiforsyningen til fordeling af børnehavepladser. Banker, forsikringsselskaber, aviser, TV og radio benytter informationsplatformen til distributionen af deres ydelser. Flere milliarder mennesker anvender informationsplatformen til at udveksle mails, blogs, billeder og video af alt mellem himmel og jord, eller til at høre musik, finde vej, spille spil, købe ind, se film eller tage en uddannelse.

Man kan sige, at internettet som informationsplatform ejes af alle dem, der leverer en eller anden form for indhold til platformen, eller man kan vælge at fokusere på brugerne, og sige, at internettet ejes af dem, der bruger det, fordi det i sidste ende er brugernes anvendelse af internettet som informationsplatform, der er afgørende for, hvad der sker på nettet.

Hvis brugerne ikke længere ville benytte nettet til at gå i banken eller til at købe musik, ville disse typer af indhold hurtigt forsvinde fra nettet.

Så hvis ejerskab forstås som evnen til at kontrollere udviklingen af nettet, så er brugerne nok det tætteste, man kommer på et ejerskab.

Men det er ikke brugerne som individer, der ejer nettet.

“Hvem vil tale forbrugernes sag? Hvem vil forsvare retten til at udvikle noget nyt? Hvem vil beskytte dette netværk, der er afgørende for vores fremtid i det 21. århundrede?”
Tom Wheeler, Tidligere formand for FCC, der regulerer internettet i USA i en kommentar til ophævelsen af kravet om netneutralitet.

Brugerne er i denne sammenhæng en abstrakt størrelse, der ikke kan henføres til noget bestemt land eller nogen bestemt befolkningsgruppe.

Ud fra denne synsvinkel er ejerskabet til internettet som informationsplatform noget så besynderligt som et upersonligt universelt fælleseje.

Det er denne usædvanlige og enestående konstruktion, der siden etableringen af internettet i 1990-erne har udgjort den fremherskende opfattelse af, hvem der ejer internettet.

Det er en ideologisk eller filosofisk fortolkning af ejerskabet, der går på tværs af alle gældende normer for ejerskab i et kapitalistisk samfund, men som ikke desto mindre har været bærende for udviklingen af internettet som informationsplatform, i hvert fald i Vesten.

Konstruktionen har vist sig at være samfundsforandrende i ekstremt omfang, og den traditionelle metode for politisk reguleringen baseret på detaljeret lovgivning inden for rammerne af nationalstater, har stadig ikke tilnærmelsesvis opnået at få kontrol over dette besynderlige fællesejede, upersonlige og transnationale fænomen.

Internettet bliver lig med det, som brugerne efterspørger eller, som de selv vælger at bidrage med uden at spørge nogen om lov – på godt og ondt.

Dynamikken i udviklingen af tjenester på nettet har derfor fra starten været baseret på, hvad brugere var interesserede i at anvende og bidrage med, og har ikke været styret af de virksomheder, der ejer infrastrukturen.

Ejerne af infrastrukturen har leveret adgang til informationsplatformen, men den ideologiske eller filosofiske forståelse af nettet som en form for universelt fælleseje har betydet, at ejerne af infrastrukturen ikke har fået mulighed for at kontrollere hvad, der cirkulerede i deres netværk.

Brugerne har frit kunne bestemme, hvad de ville klikke på, og ejerne af infrastrukturen har været forpligtet til at levere det, som brugerne efterspørger.

Dette princip går under betegnelsen, net-neutralitet, der betyder, at ejerne af netværket er forpligtede til at behandle al trafik ens, og skal være “neutrale” i forhold til, hvilken trafik, de distribuerer på deres net.

I USA benytter Republikanerne nu deres flertal i Kongressen til at få fjernet kravet om neutralitet.

Fremover vil ejerne af den tekniske infrastruktur få ret til at bestemme, hvad, der kan distribueres i deres netværk.

På den måde får de store teleselskaber leveret en ny, enorm indtægtskilde, fordi de fremover vil kunne opkræve betaling hos kunderne alt efter, hvor meget og hvilken form for internet, kunderne ønsker og er villige til at betale for. På samme måde som det kendes fra kabel TV-pakkerne.

21082017-02
Sådan kan et internetabonnement komme til at se ud uden net neutralitet, fra “Why you should care about Net Neutrality”, Rohan Rajiv, LinkedIn, 10-07-2017

Efter præsidentskiftet i USA har repræsentanter for de store investeringsbanker og de store teleselskaber sat sig tungt på de regeringsposter, der regulerer markedet, og de benytter nu deres indflydelse til at fjerne det element af internettet, der ikke er i overensstemmelse med de almindelige kapitalistiske principper for styringen af markedet.

Dermed bliver ejerskabet til internettet entydigt lagt i hænderne på ejerne af infrastrukturen, det vil sige de store teleselskaber.

Dette radikale politiske træk skal ses i sammenhæng med, at de fleste borgere i USA kun har adgang til internetforbindelser fra én leverandør.

Når kravet om neutralitet i nettet bliver ophævet, vil leverandørerne af internetforbindelser i store dele af USA derfor  kunne diktere, hvilke sider på nettet, som befolkningen vil kunne få adgang til.

Modellen vil åbne for vidtstrakt overvågning og politisk kontrol med indholdet på nettet, fordi de politiske myndigheder fremover kun skal kontrollere adfærden hos en håndfuld store leverandører af internetforbindelser for igennem disse virksomheder at kunne kontrollere internetadgangen for den overvejende del af befolkningen.

Samarbejdet mellem den amerikanske sikkerhedstjeneste og de store teleselskaber om overvågning af borgerne er allerede veldokumenteret, og historien viser, at de politiske myndigheder næppe vil kunne modstå fristelsen til politisk regulering, hvis først muligheden eksisterer.

Ophævelsen af den eksisterende neutralitet i forvaltningen af internettets infrastruktur har derfor uoverskuelige konsekvenser for den fortsatte udvikling af internettet som en åben informationsplatform.

Henvisninger og baggrund: 21.08.2017