Arbejdskamp: Apps fra Skyen tager brodden af strejker

Strejkevåbnet er ikke, hvad det har været.

På nogle områder af arbejdsmarkedet har nye løsninger fra Skyen forrykket magtbalancen, og har skabt disruption i den drejebog, der i årtier har sat rammerne for konfrontationer mellem fagforeninger og arbejdsgivere.

Konsekvenserne kan for tiden iagttages i Frankrig, hvor jernbanearbejderne i sidste uge indledte en tre måneders strejke, der vil gøre dagligdagen besværlig for millioner af franske lønmodtagere.

Formålet med de punktstrejker, der i de kommende måneder vil lamme togtrafikken på udvalgte strækninger, er at presse regeringen til at tage et reformprogram for de franske statsbaners løn- og ansættelseforhold af bordet.

Midlet er at tage millioner af franske lønmodtagere som gidsler.

Når jernbanearbejderne strejker, kan millioner af mennesker ikke komme på arbejde.

Det betyder et omgående tab af indkomst, og mange vil kunne miste deres job.

Derfor er alle tidligere styrkeprøver med jernbanearbejderne endt med en sejr til jernbanearbejderne.

Ingen fransk regering har hidtil kunnet modstå presset fra millioner af desperate lønmodtagere, der ikke kan komme til eller fra deres arbejdsplads.

Jernbanearbejderne har på den måde gennem årtiers fagligt arbejde opnået en god løn, livstidsansættelse, frirejser for familiemedlemmer og attraktive pensionsforhold. Lokomotivførere går på pension, når de er 52 år.

Nu gør den reformivrige franske regering et nyt forsøg på at få ændret løn- og ansættelsesvilkårene for jernbanearbejderne, så de kommer på linje med andre offentligt ansatte. Reformerne skal kun gælde for nyansættelser, og formålet er blandt andet at forberede de underskudsgivende franske statsbaner på den konkurrence, der som led i en EU-aftale bliver gældende på det franske jernbanemarked fra 2022.

Opgøret mellem regeringen og jernbanearbejderne bliver set som en afgørende styrkeprøve for den franske præsident, Emmanuel Macron, der under præsidentvalget sidste år gjorde en reform af arbejdsforholdene i de franske jernbaner til et vigtigt tema  i valgkrampen.

Hvis det denne gang lykkes for en fransk regering at komme igennem med reformerne, vil det til dels kunne skyldes, at jernbanearbejdernes gidseltagning af lønmodtagerne ikke længere er så slagkraftigt et våben, som det tidligere har været.

Løsninger fra Skyen har i de seneste år givet lønmodtagerne mulighed for at arrangere alternativ transport til og fra arbejdet helt uden om de traditionelle offentlige trafikselskaber.

Efter at strejken brød ud i sidste uge organiserer “venner” på Facebook nu fællestransport i stor stil. Den franske samkørings-tjeneste, BlaBlaCar, har oplevet en massiv vækst i antallet af nye brugere, og tjenester som Uber og den franske startup, Chauffeur Privé, der udbyder en Uber-lignende service i flere franske byer, tilbyder 20-30 procent rabat på alle dage, hvor togene er ramt af strejke.

Den franske startup, Waze, der udbyder en app med detaljeret trafikinformation, har på få dage fået titusinder af nye brugere, der bruger app’en til at finde forskellige alternative former for transport i de områder, hvor togene midt i myldretiden pludselig bliver ramt af punktstrejker.

Wase har også stået i spidsen for et fælles initiativ mellem Waze, bystyret i Paris, Facebook og de franske jernbaner, SNCF, om at organisere samkørsel i de områder, der bliver ramt af strejker.

Alle disse forskellige initiativer har som fællesnævner, at de udnytter en del af de mange ledige passagerpladser i frankrigs store bilpark.

67 procent af de franske lønmodtagere benytter privatbil til at komme til og fra arbejde, og langt de fleste kører alene i bilen.

Selvorganisering gennem forskellige apps som BlaBlaCar og private taxitjenester som Uber og Chauffeur Privé gør det muligt at gennemføre den uhyre komplicerede koordinering af millioner af menneskers transportbehov, der er nødvendig for at skabe et reelt transportalternativ for de lønmodtagere, der bliver ramt af jernbanearbejdernes strejke.

Der er nok af ledige pladser i private personbiler, og i de seneste dage har der været en tredobling i antallet af bilister, der tilbyder samkøring på BlaBlaCar.

En meningsmåling viser, at 75 procent af de franske vælgere bakker op om regeringens reformforslag for de franske jernbaner, og millioner af franskmænd synes nu at være parate til at åbne deres biler for samkørsel med vildt fremmede mennesker for på den måde at tage luften ud af jernbanearbejdernes punktstrejker.

10040218-02
BlaBla Lines app, der anvendes til at organisere samkørsel i storbyer som supplement til metro og bus – og taxi.

Henvisninger og baggrund: 10.04.2018