Flere hænder

Siden 1960 er Jordens befolkning blevet mere end fordoblet, og stigningen fortsætter. Der er nu omkring 7,7 milliarder mennesker, der hver dag arbejder for at skaffe mad på bordet, og allerede i 2050 forventes befolkningstallet at runde 10 milliarder. [1]

Mange af disse mennesker arbejder i dag på samme måde, som mennesker har gjort i årtusinder: de afsøger lokalområdet for alt, der kan spises; de holder måske lidt husdyr og dyrker simple afgrøder til eget forbrug med forhåndenværende redskaber.

I Afrika, Østen og Latinamerika lever over en milliard mennesker inden for rammerne af primitive landbrugssamfund, der ikke producerer noget økonomisk overskud, men som i bedste fald kan holde sulten fra døren.

I disse verdensdele findes der endnu flere mennesker, der hutler sig igennem i de fremvoksende megabyer, ofte uden fast bolig og uden adgang til rent vand eller sanitære installationer.

Over to milliarder mennesker lever og arbejder indenfor disse kaotiske rammer som småhandlende, løsarbejdere og løsgængere.

Deres økonomiske udbytte rækker i bedste fald til at holde sulten fra døren.

Ses primitive jordbrugere og de fremvoksende millionbyers underklasse undet ét, så lever næsten fire milliarder mennesker, svarende til omkring halvdelen af verdens befolkning, i fattigdom. [2]

For disse mennesker betyder arbejde det samme, som det altid har gjort for verdens fattige, at når solen står op, begynder en ny dags kamp for skaffe husly og tilstrækkeligt med føde til at sikre overlevelse for sig selv og sine nærmeste.

I skarp kontrast til denne fattigdom har omkring to milliarder mennesker, der lever i de rige, industrialiserede lande rundt om på Jorden, opnået en velstand og en livsstil, der set med flertallet af verdens befolknings øjne lige så godt kunne være noget, der udspillede sig på en fremmed planet. Fjernt, ubegribeligt og uopnåeligt.

Set indefra er livsvilkårene i de rige, industrialiserede lande mindre glamourøse, og vejen til den nuværende velstand har været brutal og blodig i et ubegribeligt omfang.

Men for mennesker i den rige verden er arbejde gradvist blevet løsrevet fra det håndgribelige samspil med naturgrundlaget og fra den daglige kamp for fysisk overlevelse, og denne løsrivelse har rejst spørgsmålet om arbejdets rolle i tilværelsen.

Så længe arbejde er direkte knyttet til naturgrundlaget og den daglige overlevelse, er indholdet og formålet med at arbejde indlysende både for den enkelte og for det samfund, man lever i.

Men med specialisering og arbejdsdeling, udvikling af markedsøkonomien og omdannelse af det meste arbejde til lønarbejde er formålet med arbejde blevet abstrakt.

Industrialiseringen har gjort arbejde til en vare, der købes og sælges på et marked, og for den enkelte bliver det efterhånden uigennemskueligt og måske ligefrem uinteressant, hvad arbejdet består i, og til hvilket formål det udføres. Det afgørende er, om lønnen kan dække omkostningerne til at købe de varer, der er nødvendige for at kunne opretholde en bestemt livsstil.

Når husly og føde for sig selv og sine nærmeste er sikret, bliver der tid til at tænke over formålet med det hele. Hvad går alt dette arbejde egentlig ud på? Er livet ikke andet og mere end at arbejde? Findes der en større fortælling om, hvordan arbejde giver livet mening?

Religiøse, politiske, sociale og kulturelle bevægelser har gennem tiden bidraget med forskellige svar på spørgsmålet om arbejdets rolle i tilværelsen, og som vi skal se i det følgende, så er det gået som et fællestræk igennem disse svar, at arbejde skal forstås som et af livets centrale omdrejningspunkter, tæt knyttet til familielivet.

Arbejde er også den vigtigste kilde til indkomst eller ligefrem rigdom, men de fleste ideer om arbejde ser ikke nogen direkte forbindelse mellem velstand og social anseelse. Mange præster har igennem tiden været fattige men ansete medlemmer af lokalsamfundet. Det samme gælder skolelærere og mange embedsmænd, der kunne have beskedne indkomster, men for hvem aflønningen også bestod i den anseelse og indflydelse i lokalsamfundet, der var knyttet til deres arbejde.

Et af resultaterne af hele denne udvikling er, at mennesker i de rige lande i dag har meget mere end forsørgelse af sig selv og deres nærmeste på spil, når det gælder arbejde.

Selvforståelse, selvrespekt, sociale og kulturelle relationer, status og indflydelse er alt sammen blevet hægtet op på det arbejde, som man udfører, og den fortælling, der knytter sig til det.

Den sammenfiltrede religiøse, politiske, sociale og kulturelle ideologi, der gennemsyrer begreberne om arbejde i de rige lande, og som danner grundlaget for mange lønmodtageres identitet, er nu kommet under pres, fordi det samfundsmæssige behov for arbejde i de rige lande er faldende.

Perspektivet er, at der simpelthen ikke vil være arbejde nok til alle.

Det stigende pres mod arbejdsmarkedet i de rige lande skyldes især fire forhold.

Udflytning af arbejdspladser

Fortsat udflytning af produktion til vækstlande som Mexico, Kina og Indien har fjernet grundlaget for mange arbejdspladser i Europa.

Selvom nettoresultatet af globaliseringen fortsat er i de rige landes favør, så har mange af de arbejdere, der har mistet deres relativt velbetalte og identitetsgivende middelklassejob, haft vanskeligt ved at finde sig et nyt ståsted. Samtidig er store, nye vækstområder i produktionen gået helt udenom de rige lande, og væksten i produktion og forbrug bidrager derfor ikke længere automatisk til jobvækst.

Indvandring

Konkurrencen om de eksisterende arbejdspladser skærpes yderligere fordi de rige lande tiltrækker arbejdskraft fra fattige lande, hvor de økonomiske fremtidsudsigter er dystre. En del af de tilkomne arbejdere er veluddannede og kan bidrage til at opfylde et udækket behov for arbejdskraft. Men mange indvandrere er unge kvinder og mænd med en begrænset uddannelse, og de medvirker til at skærpe konkurrencen i den nederste del af arbejdsmarkedet, der er i forvejen er presset af global konkurrence. Inden for EU er der opstået en ny underklasse af unge indvandrere, der ikke har fået opholdstilladelse, og som nu lever i udkanten af det europæiske arbejdsmarked uden papirer. I 2020 udgør denne gruppe af unge indvandrere i EU allerede over det dobbelte af den samlede danske arbejdsstyrke.

Faldende investeringer

Siden 1950’erne er antallet af arbejdspladser rettet mod middelklassen i de rige lande generelt vokset i takt med udbuddet af arbejdskraft. Den vedvarende vækst i antallet af relativt velordnede og velaflønnede arbejdspladser afspejlede en fortsat vækst i investeringerne i produktionsapparatet og i udbygningen af den offentlige sektor. Men i de sidste ti år er væksten stagneret både i udbygningen af produktionsapparatet og af den offentlige sektor, og dermed er væksten i antallet af nye arbejdspladser bremset op. Det giver sig blandt andet udtryk i en udbredt mangel på arbejdspladser til de unge, der melder sig på arbejdsmarkedet. Samtidig bliver der langt flere ældre over 65, hvoraf mange vil have økonomisk behov for eller ligefrem et ønske om, at forblive mindst 10 år mere på arbejdsmarkedet.

Automatisering

Teknologisk omstilling har indtil nu været en vigtig drivkraft for vækst i antallet af arbejdspladser i de rige lande. Men med udsigten til udbredelsen af kunstig intelligens og øget automatisering kommer mange arbejdspladser under pres. I en analyse fra 2019 vurderer McKinsey Global Institute at over 20 pct. af kvinderne på arbejdsmarkedet i de store EU-lande kan komme til at se deres nuværende arbejdsplads forsvinde som følge af automatisering inden 2030. Omsat til EU-markedet som helhed svarer det til over 30 millioner jobs. [3]

Diskussionen om de samfundsmæssige konsekvenser af automatisering bølger frem og tilbage mellem job-optimister, der forventer at automatiseringen vil give en nettogevinst på arbejdsmarkedet og job-pessimister, der er skeptiske overfor automatiseringens jobskabende effekter.

Men uanset bundlinjen i det store arbejdsmarkedsregnskab vil millioner af almindelige lønmodtagere på det personlige plan kunne blive hårdt ramt af den igangværende teknologiske omstilling.

I dette essay om arbejde vil vi se på hver af disse fire pres mod arbejdsmarkedet i de rige lande: udflytning af arbejdspladser, folkevandringer, faldende investeringer og automatisering.

Blikket vil især blive rettet mod virkningerne for arbejdsmarkedet i Europa og på, hvordan de ideologiske begreber om arbejde bliver udfordret.

Vi indleder med at se på, hvordan religiøse, politiske og sociale bevægelser gennem tiden har bidraget med forskellige svar på spørgsmålet om arbejdets rolle i menneskers tilværelse.

Essay forside  /  Næste afsnit


[1] World Population Prospects 2019, Department of Economic and Social Affairs, Population Division, United Nations, New York, 2019, https://population.un.org/wpp/Publications/Files/WPP2019_Highlights.pdf

[2] Poverty: The World Bank Group, Oct 07, 2020, https://www.worldbank.org/en/topic/poverty/overview

Global issue: The legacy of the global commodity price shock, World Economic Situation And Prospects: October 2019 Briefing, No. 131, United Nations, New York, 2019, https://www.un.org/development/desa/dpad/publication/world-economic-situation-and-prospects-october-2019-briefing-no-131/#footnote-002

The four levels of global income, Jeremy Williams, The Earthbound Report, November 14, 2018, https://earthbound.report/2018/11/14/the-four-levels-of-global-income/

[3] “The future of women at work: Transitions in the age of automation”, McKinsey Global Institute, 2019 og Eurostat, Gender statistics, February 2019. Se også “Arbejde: Nice if you can get it”, Pejlinger, 30-12-2019, https://pejlinger.dk/2019/12/30/arbejde-nice-if-you-can-get-it/