Korruption

Den beskyttede linje

De ringer og siger, at de er fra banken, politiet eller en investeringsrådgiver og tømmer derefter ofrenes konti. De går efter almindelige mennesker i Ukraine og i resten af Europa. Svindelcentrene arbejder så åbent, at spørgsmålet længe har været, hvordan de kan fortsætte. Operation Carthage giver en del af svaret. Sagen rejser samtidig et nyt spørgsmål om forvaltningen af de antikorruptionsmyndigheder, der i sag efter sag bringer nogle af Ukraines mægtigste kvinder og mænd til fald.

PEJLINGER, september 2026 (1362 ord)

Arbejdet ligner på overfladen almindeligt kontorarbejde. De ansatte sidder ved computere i pæne kontorbygninger i Kyiv, Dnipro og andre ukrainske storbyer og ringer til mennesker i Ukraine, Europa og andre dele af verden.

Nogle præsenterer sig som medarbejdere i en bank eller hos politiet og fortæller personen i den anden ende af linjen, at deres bankkonto er blevet kompromitteret. Pengene skal derfor straks flyttes til en »sikker« konto. Andre forsøger at overtale personen til at installere fjernstyringssoftware eller indbetale penge på en investeringsplatform, hvor falske kurver viser et voksende afkast, indtil kontakten ophører, når kunden vil have sine penge tilbage.

Metoderne er velkendte. Det mindre kendte er den industrielle skala, som denne kriminelle aktivitet har fået i Ukraine.

Global Initiative Against Transnational Organized Crime, GI-TOC, beskrev i april Ukraine som et af Eurasiens vigtigste centre for denne form for kriminalitet. Organisationen anslår indtægterne til op mod en milliard dollar om måneden. Andre opgørelser baseret på GI-TOC’s materiale anslår beskæftigelsen til omkring 60.000 mennesker. Hele finanssektoren i Danmark har til sammenligning 45.000 ansatte. I millionbyen Dnipro i det centrale Ukraine vurderede organisationen sidste år, at omkring 30.000 arbejdede i svindelcentre.

Det er estimater, ikke officiel erhvervsstatistik. GI-TOC understreger selv vanskelighederne ved at kontrollere tallene i en illegal økonomi. Men størrelsesordenen understøttes af noget mere håndgribeligt: myndigheder i flere europæiske lande støder igen og igen på callcentre i Ukraine, når de følger pengene fra europæiske ofre.

I december sidste år blev 72 lokaliteter i byerne Dnipro, Ivano-Frankivsk og Kyiv ransaget i en fælles operation mellem ukrainske, tjekkiske, lettiske og litauiske myndigheder. Mere end 400 kendte ofre havde tilsammen mistet over ti millioner euro. Foruden hundrer af ukrainere var der 100 medarbejdere fra forskellige europæiske lande ansat i centrene. Politiet fandt forfalskede politi- og banklegitimationer, kontanter, våben, 21 biler og en løgnedetektor.

Det mest bemærkelsesværdige ved industrien er imidlertid ikke dens hemmelighedskræmmeri, men tværtimod dens synlighed.

Centrene findes i alle dele af Ukraine, og kan have 250 til 300 ansatte. De lejer almindelige erhvervslokaler, rekrutterer unge mennesker og fungerer på mange måder som almindelige virksomheder med sælgere, mellemledere, bonusordninger og interne karriereveje. GI-TOC bemærker, at den ydre lighed med almindelige jobs netop reducerer behovet for den hemmelighed, der normalt forbindes med organiseret kriminalitet.

Og dermed opstår det spørgsmål, der har fulgt industrien i årevis: Hvordan kan så store og synlige kriminelle virksomheder fortsætte med at fungere i byer, hvor politi, sikkerhedstjeneste og anklagemyndighed samtidig hævder at bekæmpe dem?

Et tag over forretningen

I den ukrainske kriminelle økonomi findes et gammelt ord for svaret: krysha, et tag.

Begrebet betegner den beskyttelse, som virksomheder eller kriminelle aktiviteter køber hos personer, der har magt til enten at gribe ind eller lade være. GI-TOC beskriver statslig beskyttelse som et af de vanskeligste forhold at dokumentere, netop fordi en velfungerende beskyttelsesordning normalt ikke efterlader hverken retssager eller officielle dokumenter.

I Ukraine er der imidlertid gennem længere tid kommet beretninger fra tidligere ansatte, journalister og embedsmænd om regelmæssige betalinger til politi og andre grene af håndhævelsesapparatet. Beløb på 10.000 til 15.000 dollar om måneden er blevet nævnt som prisen for beskyttelse. Til gengæld kan et center så blive ladt i fred eller få besked inden en forestående razzia.

Det er i denne sammenhæng interessant, at Ukraines myndigheder faktisk har gennemført mange razziaer. Under rigsadvokat Ruslan Kravtjenko blev hundredvis af callcentre lukket. Kravtjenko har selv fremhævet denne indsats som svar på de beskyldninger, der nu rammer hans myndighed.

Men antallet af razziaer er ikke så entydigt.

GI-TOC rejste allerede i sin rapport fra april muligheden for, at nogle tidligere aktioner havde været kosmetiske, og at centre, som blev lukket, netop kunne være dem, der manglede den nødvendige beskyttelse, mens centre med den rigtige krysha fortsatte. Det er ikke dokumentation for, at dette faktisk er sket. Men det viser, hvorfor en statistik over lukkede callcentre ikke i sig selv afkræfter eksistensen af en beskyttelsesøkonomi.

Den myndighed, der kan lukke et kontor, besidder også det, der gør beskyttelsen værdifuld.

Det er denne mekanisme, Ukraines Nationale Antikorruptionsbureau, NABU, og den specialiserede antikorruptionsanklagemyndighed SAPO nu hævder at have fundet inde i landets øverste anklagemyndighed.

I begyndelsen af september gennemførte de Operation Carthage. Ifølge NABU blev en kriminel organisation etableret i midten af 2025 af en ledende medarbejder i rigsadvokaturen. Gruppen omfattede både fungerende anklagere og personer uden for myndigheden. Deltagerne modtog ifølge efterforskningen løbende betalinger fra svindelcentre mod ikke at forstyrre deres virksomhed. Udbyttet blev derefter hvidvasket gennem blandt andet fast ejendom og aktiver registreret hos andre.

Blandt de anholdte er Serhij Kropyva, souschef i rigsadvokaturens afdeling for internationalt retligt samarbejde. Ukrainska Pravdas kilder i retshåndhævelsesapparatet hævder, at omkring 7.000 dollar om måneden kunne blive betalt fra hvert beskyttet callcenter til repræsentanter for rigsadvokaturen. På højdepunktet kan ordningen ifølge de samme kilder have omfattet op mod 500 centre. I så fald ville indtægten have været omkring 3,5 millioner dollar om måneden (ca. 22 millioner kr). Oplysningerne er endnu ikke prøvet ved en domstol.

Ransagningerne omfattede lokaler benyttet af rigsadvokat Kravtjenko og hans første stedfortræder Marija Vdovytjenko. Ukrainska Pravda har desuden rapporteret om ransagninger med forbindelse til Oleh Kiper, chef for den regionale militæradministration i Odesa og selv tidligere anklager.

Kravtjenko er ikke sigtet.

NABU har offentliggjort materiale, hvor der tales om en »chef«, og hvor oplysninger om tidligere beskæftigelse peger i hans retning, men myndigheden har ikke offentligt identificeret ham som medlem af organisationen. Han afviser enhver forbindelse til ordningen. Den 7. september meddelte han, at han havde indgivet sin afskedsbegæring. 

Hvem kontrollerer hvem

Operation Carthage ændrer dermed karakteren af diskussionen om Ukraines callcentre.

Tidligere var beskyttelsen vanskelig at skille fra rygter, journalistiske undersøgelser og beretninger fra folk inde i miljøet. Nu efterforsker statens særlige antikorruptionsorganer fungerende medlemmer af landets centrale anklagemyndighed for netop den mekanisme, som længe er blevet beskrevet udefra.

Men efterforskningen åbner samtidig et andet spørgsmål.

Ukrainska Pravda rapporterede efter ransagningerne, at der hos Kravtjenkos første stedfortræder blev fundet materiale, som ifølge avisens kilder viste, at anklagemyndigheden gennemførte overvågning af lederne af NABU og SAPO, deres familier og medarbejdere. Kilder i anklagemyndigheden oplyste samtidig, at medarbejdere var blevet bedt om at samle tilgængeligt materiale om de to antikorruptionsorganer.

Dermed står to dele af det ukrainske retshåndhævelsesapparat ikke blot over for hinanden i en konkret efterforskning. De undersøger tilsyneladende også hinanden.

Financial Times beskrev torsdag, hvordan NABU i løbet af de senere år er vokset fra en relativt lille institution etableret efter revolutionen i 2014 til en betydelig magtfaktor. Bureauet har efterforsket mere end 60 medlemmer af parlamentet og ramt ministre, embedsmænd og personer tæt på præsidentmagten. En analytiker beskrev over for avisen NABU som et »Damoklessværd« over den politiske klasse. 

Der er ikke belæg for at konkludere, at NABU dermed selv er blevet en del af det patronagesystem, institutionen blev oprettet for at bekæmpe. At en efterforskning har politiske konsekvenser gør ikke efterforskningen politisk motiveret.

Men problemet forsvinder ikke af den grund.

I et system med omfattende korruption kan selv en uafhængig antikorruptionsmyndighed ikke efterforske alt samtidig. Nogle sager fremmes, andre venter. Nogle personer bliver genstand for ransagninger og hemmelig overvågning, mens andre ikke gør. Valget kan være bestemt af beviser, ressourcer og juridiske muligheder og stadig få betydelige konsekvenser for fordelingen af politisk magt.

Operation Carthage efterlader derfor to forskellige spørgsmål.

Det første er konkret: hvor langt op gennem rigsadvokaturen når beskyttelsen af Ukraines svindelcentre? Var rigsadvokaturen selv et politisk instrument for andre politiske magtcentre?

Det andet er institutionelt og vanskeligere: hvorfor bliver netop denne del af et langt større system af korruption eksponeret netop nu, og efter hvilke kriterier bestemmer Ukraines nye antikorruptionsinstitutioner, hvor lyset skal rettes næste gang?


Matrosjka-dukker, Pejlinger AI, 2026