PEJLINGER, juli 2026 (2135 ord)
Da ilden brød ud nær landsbyen Trévillach i de østlige Pyrenæer den 4. juli, skete det i et landskab, der efter de sædvanlige forestillinger ikke burde brænde på den måde. Aspres-området er en højt beliggende egn med krat, skov og brudt terræn, og en geograf ville forvente, at netop den slags landskab ville lægge en naturlig dæmper på brandens fremdrift. Det var ikke et monotont, åbent landskab, hvor en brand uhindret kunne løbe hen over fladen. Alligevel gjorde vind, tørke og brændbart materiale terrænet tilstrækkeligt sammenhængende til, at ilden fik fart. Flammerne bredte sig med en hast, der tvang omkring 10.000 mennesker på flugt, og da ugen begyndte, havde branden hærget mere end 4.600 hektar uden at være bragt under kontrol. Den 6. juli var omkring 11.000 hektar hærget af brande rundt om i Frankrig, mere end det dobbelte af arealet på samme dato året før, og sommeren var endnu kun lige begyndt.
Disse voldsomme og omfattende brande rejser med stigende styrke det samme spørgsmål, hver gang Sydeuropa går ind i en ny brandsæson. Er brandene naturlige, forstået som en uafvendelig følge af et varmere klima, som samfundet alene kan forsøge at beskytte sig imod? Eller er brandene resultatet af en bestemt kultur, forstået som den måde, landskaber er blevet forvaltet på, udnyttet og siden forladt?
Stillet på denne måde er spørgsmålet trukket for hårdt op – men det er en skarphed, der er værd at følge, fordi forklaringen på, hvorfor den er uholdbar, ender et andet sted, end man måske skulle tro. Lad os derfor tage det skarpt stillede enten/eller-spørgsmål alvorligt et stykke tid og se, hvor det fører hen.
To perspektiver på ilden
To franske stemmer har i disse dage forsøgt at give kvalificerede og nuancerede svar, og de taler fra hver sin tradition. Julien Ruffault, brandforsker ved det franske landbrugsforskningsinstitut Inrae, repræsenterer den naturvidenskabelige position. Hos ham handler det om, at brandsæsonen bliver længere på grund af de stigende temperaturer, om en risiko, der breder sig mod nord og op i højden, og om at arealplanlægning på længere sigt betyder mere i kampen mod brandene end spørgsmålet om, hvorvidt beredskabet råder over femten eller tyve brandslukningsfly. Pauline Vilain-Carlotti, geograf og forfatter til essayet L’Épreuve du Feu, taler fra en position som politisk engageret økolog. Hun vender sig mod den sikkerhedslogik, der gør ilden til en fjende, som først og fremmest skal bekæmpes, og hun vil i stedet se ilden som et redskab, i nogle tilfælde endda som en allieret. Hun vil genåbne spørgsmålet om lokal viden, kontrolleret afbrænding og de former for landskabspleje, der fandtes, før staten og den moderne skovforvaltning gjorde al ild mistænkelig.
Det ligner en uenighed. Den ene peger opad mod klimaet og vejret, den anden nedad mod jorden, driften og de forladte arealer. Men det er ikke kun en uenighed. Det er i høj grad også en arbejdsdeling. De to beskriver hvert sit led i den samme kæde, og dermed forsvinder modsætningen.
Regimeskiftet i landskabet
Kæden er velbeskrevet. Det afgørende er en overgang fra et brandregime, hvor mængden af brændsel var den begrænsende faktor, til et regime, hvor tørke og brandvejr i stigende grad bestemmer, hvor voldsomme brandene bliver. Juli Pausas og Santiago Fernández-Muñoz beskrev allerede i 2012 dette skifte på grundlag af mere end hundrede års brandhistorik fra Valencia. De viste et markant regimeskifte omkring begyndelsen af 1970’erne, hvor brandhyppigheden blev fordoblet, og det brændte areal steg med omtrent en faktor 10. Årsagen var ikke blot varmere vejr, men den ophobning af brændbart materiale, der fulgte af affolkningen af landdistrikterne. Før skiftet var brandene kun svagt koblet til vejret, for der var ganske enkelt ikke brændsel nok til, at enhver tør og varm periode kunne udvikle sig til en storbrand. Efter skiftet blev koblingen stærk, for når landskabet først var vokset til, var det ikke længere manglen på brændsel, der bremsede ilden.
Her er den sammenhæng, der binder de to stemmer sammen. Kulturen, altså menneskenes tilbagetrækning fra landskabet, leverede brændslet. Naturen, forstået som det varmere klima, giver ilden vejret til at løbe løbsk. Francisco Moreira og hans kolleger har beskrevet, hvordan den mosaik af marker, dyr, stier og drift, der tidligere brød landskabet op, nu mange steder er vokset sammen til store ubrudte flader af krat og opgivet skov.
Et enkelt tal viser, hvorfor denne forbindelse mellem brandfare og ændringer i landskabet i mange år blev overset. Marco Turco påviste i 2016, at det brændte areal i Sydeuropa faldt med omkring to tredjedele i årene mellem 1985 og 2011, og det på trods af, at brandvejret i samme periode blev værre. Forklaringen var, at beredskaberne blev bedre til at opdage og bekæmpe ilden, før den voksede sig stor. Men den succes havde en bagside. Den maskerede i årtier konsekvenserne af den ophobning af brændsel i landskabet, som affolkningen havde skabt. Det, der nu sker, er, at maskeringen falder. De værste år i EU’s nyere brandhistorie klumper sig sammen efter 2016, med 2025 og 2026 på vej mod at blive de værste, siden den fælles registrering begyndte. Derfor er det utilstrækkeligt alene at pege på klimaet, og lige så utilstrækkeligt alene at pege på de forladte landskaber. Fjerner man det ene led, falder forklaringen på de voksende brande fra hinanden.
Det mest overbevisende argument mod en ren kulturlæsning leverer Vilain-Carlotti selv. Hun fremhæver, at Pyrénées-Orientales i Sydfrankrig er en af de egne, hvor kontrolleret afbrænding stadig praktiseres som landbrugsteknik. Det er netop en af de traditioner, hun ønsker at rehabilitere, den styrede ild, der skal bryde vegetationen op og skabe naturlige brandbælter, så landskabet ikke bliver til én sammenhængende brændbar flade. Og alligevel er det dér, den store brand nu raser. Hendes egen forklaring på paradokset er klimatisk. Hun peger på de to store østenvinde, Tramontane og Mistral, på den tørre luft og den udtørrede jord efter gentagne hedebølger. Med andre ord viser hendes eksempel, at selv et forholdsvis velholdt landskab med en intakt ildkultur ikke immuniserer et territorium, når brandvejret bliver ekstremt nok.
Ansvarets semantik
Det paradoks tvinger os til at se nøjere på de ord, vi bruger. Hverken »natur« eller »kultur« er nemlig entydige størrelser; de rummer hver især to underbetydninger, der trækker i stik modsat retning.
Ordet natur dækker for det første over en økologisk proces – en cyklisk bevægelse, som middelhavslandskabet er formet af, og som gør ilden til en naturlig del af stedet. For det andet dækker det over en naturkatastrofe – en udefrakommende, uafvendelig magt, der gør ilden til en fremmed fjende.
Tilsvarende dækker kultur for det første over en kulturteknik – menneskets aktive, kontrollerede brug af ild til landskabspleje, hvor vi optræder som forvaltere. For det andet betegner det konsekvensen af en kulturel forandring – det vil sige branden, der opstår, fordi mennesket har trukket sig ud af landskabet, og ophørt drift har efterladt store mængder brændsel.
Dermed står vi ikke med to, men med fire kategorier. Mens den økologiske proces og kulturteknikken er deskriptive iagttagelser, forholder det sig anderledes med de to øvrige: Naturkatastrofen og det forladte landskab er debattens egentlige kerne, fordi de fordeler skyld. Kalder vi branden en naturkatastrofe, skubbes ansvaret ud af vores hænder. Ser vi den som en konsekvens af det forladte kulturlandskab, placeres ansvaret direkte i dem.
Når den offentlige strid låser sig fast i spørgsmålet om, hvorvidt en brand er naturlig eller kulturel, er det i virkeligheden denne underliggende konflikt, der udspiller sig: Er branden en katastrofe, vi lider under, eller en konsekvens, vi selv har frembragt?
En politisk fordelingskamp
Det er her, spørgsmålet holder op med at være økologisk og bliver fordelingspolitisk. Den franske doktrin lægger næsten hele indsatsen i det, der kaldes attaque des feux naissants, det vil sige, angrebet på nyopståede brande. Princippet er, at enhver ild skal opdages og slukkes så tidligt som muligt, uanset hvor farlig den umiddelbart ser ud. Det har haft betydelige resultater, men det rummer også en uudtalt logik. Doktrinen behandler i praksis branden som en naturkatastrofe, som noget samfundet forsvarer sig imod, snarere end som noget, der også udspringer af den måde, samfundet har indrettet landskabet på. Dermed fjerner den opmærksomheden fra landskabet og den politik, der har formet det, og gør beredskabet til hovedsagen.
Vilain-Carlottis anke er, at forebyggelsen er blevet forsømt i samme grad, som bekæmpelsen er blevet dyrket. Hun anfører, at kun omkring 250 franske kommuner har en egentlig forebyggelsesplan for skovbrand, mens flere tusinde har tilsvarende planer for oversvømmelse, og at de lovpligtige rydningskrav, der skal skabe brandfri zoner omkring bebyggelse, kun efterleves omkring 30 procent af de steder, hvor de gælder. Landbrugets tilbagetrækning har efterladt braklagte arealer, der gror til og på den måde leverer enorme mængder af letantændelig brændsel, og den nyligt vedtagne landbrugslov angriber efter hendes vurdering ikke problemet. Samtidig er ansvaret for rydning i vidt omfang lagt på den enkelte grundejer, som kan være en ældre person uden kræfter til det, en fraflyttet ejer, eller en ejer af et af de mange sommerhuse, der står tomme en stor del af året. En kollektiv risiko forvaltes altså med individuelle midler, og det er dér, striden om natur og kultur bliver til en strid om byrder. Hvem skal betale for landskabets vedligeholdelse, den enkelte grundejer, kommunen, staten, eller det fællesskab, der gennem årtier har været med til at omforme landskabet og dermed skabe risikoen.
Spørgsmålet, om brandene er naturlige eller kulturelle, er strengt taget forkert stillet. Kulturen byggede brændslet op, og naturen, forstået som klimaet, gjorde det eksplosivt. At vælge det ene fra er at miste halvdelen af forklaringen. Alligevel er enten/eller-spørgsmålet værd at stille, fordi det svar man giver trækker en forskel frem, der ellers kunne blive liggende skjult. De to svar er nemlig ikke bare to forskellige årsagsforklaringer. Svarene udtrykker to måder at fordele ansvaret på. Siger vi at branden er naturlig, gør vi den til skæbne, til noget der overgår os, og som vi kun kan møde med fly, sirener og udmattede brandmænd. Kalder vi den kulturel, gør vi den til politik, til en følge af beslutninger om jord, bebyggelse og vedligehold, og dermed til noget, der kunne have været og stadig kan besluttes anderledes.
Når den forskel først ligger åben, er asymmetrien mellem de to svar ikke til at overse. Kun det ene efterlader noget at handle på. Natur-forklaringen er utilstrækkelig som politisk handlingsprogram, hvis den står alene. Kultur-forklaringen peger på ting, der kan gøres, på landskaber, der kan holdes åbne, på byrder, der kan fordeles anderledes. Derfor trækker erkendelsen os mod kulturen, ikke fordi den er hele sandheden, men fordi den er den halvdel af sandheden, vi kan gøre noget ved.
Beboerne i de kommuner, der blev evakueret i Sydfrankrig den lørdag aften, var ikke ramt af en vrede uden ophav. De var ramt af et landskab, ingen længere passede, under et vejr, ingen længere kan regne med. Det første kan vi ændre. Det andet må vi lære at leve med, for uanset klimaindsats eller ej, så holder brandvejret ikke op. Det eneste, vi måske kan opnå, er at det ikke bliver meget værre. Et spørgsmål, der gør den forskel tydelig, er værd at stille, hvor upræcist det end er.
Kilder
Interview med Julien Ruffault, Le Monde, 6. juli 2026. Interview med Pauline Vilain-Carlotti, Mediapart, 6. juli 2026, samt hendes essay, L’Épreuve du feu. Habiter autrement la Terre, Flammarion 2026. Juli Pausas og Santiago Fernández-Muñoz, Fire regime changes in the Western Mediterranean Basin, Climatic Change 2012. Francisco Moreira m.fl. om landskab og brand i Sydeuropa, 2011. Marco Turco m.fl., Decreasing Fires in Mediterranean Europe, PLoS ONE 2016. Paulo Fernandes m.fl., Prescribed burning in southern Europe, Frontiers in Ecology and the Environment 2013. Brændt areal og de værste år opgjort af EFFIS under Copernicus og JRC. Tallene for franske forebyggelsesplaner og rydningskrav er som anført af Vilain-Carlotti.
Forside: Photo by Jametlene Reskp on Unsplash