PEJLINGER, september 2026 (2374 ord)

Ganske rigtigt. Suveræniteten består. Den nye aftale med USA viser samtidig, hvor lidt den konstatering i sig selv fortæller om Danmarks og Grønlands mulighed for at bestemme over Grønland.
Suveræniteten var den røde linje. Det gentog statsminister Mette Frederiksen, da Danmark, Grønland og USA tirsdag underskrev den nye aftale om det amerikanske militære engagement i Grønland. Aftalen genbekræfter Kongerigets suverænitet og territoriale integritet, sagde hun på pressemødet i New York. Det havde været udgangspunktet for forhandlingerne, og netop den formulering var ifølge statsministeren helt afgørende.
Ud fra en snæver folkeretlig vinkel har statsministeren ret. USA overtager ikke Grønland. Kongeriget Danmark beholder den folkeretlige titel til territoriet, og aftalen anerkender samtidig grønlænderne som et folk med ret til selvbestemmelse. Det står i indledningen til aftalen. Udgangspunktet for slaget om Grønland var en amerikansk præsident, der krævede amerikansk ejerskab og ikke ville udelukke militær magt for at opnå det. Set på den baggrund er aftalen et klart fremskridt. Det er heller ikke uden betydning, at investorer fra EU-landene udtrykkeligt falder uden for den gruppe, som aftalens investeringsbestemmelser som udgangspunkt begrænser.
Men suverænitet handler ikke kun om den formelle folkeret.
Den amerikanske politolog Stephen Krasner skelner i sin indflydelsesrige bog Sovereignty: Organized Hypocrisy mellem fire forskellige former for suverænitet. Der er den folkeretlige suverænitet, der handler om anerkendelsen af staten som selvstændigt retssubjekt. Der er den westfalske suverænitet, som handler om, hvorvidt staten selv organiserer sin politiske myndighed uden andre staters deltagelse. Der er den indre suverænitet, som drejer sig om den faktiske myndighed over territoriet. Og endelig er der interdependens-suvereniteten, det vil sige evnen til at kontrollere, hvem eller hvad der passerer grænsen, det være sig mennesker, varer, information eller kapital.
De fire former for suverænitet følges ikke nødvendigvis ad. En stat kan have den ene og mangle store dele af en anden.
Danmark oplevede en ekstrem version af dette mellem 1940 og 1943. Den danske stat forblev suveræn i folkeretlig forstand. Regeringen sad, Rigsdagen, domstolene og politiet fungerede, både Hæren og Søværnet fortsatte under dansk kommando, og forholdet til Tyskland blev fortsat administreret gennem udenrigsministerierne. Ifølge den folkeretlige suverænitet var Danmark stadig en uafhængig stat.
Folkeretlig suverænitet kan altså bestå, samtidig med at andre væsentlige sider af suveræniteten er drastisk beskåret eller helt forsvundet.
Den høje juridiske tærskel
I dansk statsret er forskellen mellem adgangsrettigheder og egentlig myndighedsoverladelse afgørende.
Udgangspunktet er, at danske myndigheder er enekompetente til at udøve offentlig myndighed på dansk territorium. Justitsministeriet betegner dette som det uskrevne grundlovsforbud. Der kan indgås traktater, som giver udenlandske myndigheder bestemte beføjelser, blandt andet over for personer med særlig tilknytning til den fremmede stat, men karakteren og omfanget af beføjelserne er afgørende.
Grundlovens § 20 gør det muligt at overlade beføjelser til mellemfolkelige myndigheder som led i internationalt samarbejde, men ikke til en anden stats nationale myndigheder. Justitsministeriet fastslog i et notat fra 2019, at en egentlig overladelse af beføjelser, der efter Grundloven tilkommer rigets myndigheder, til et andet lands nationale myndigheder ville kræve en grundlovsændring.
Derefter ville vejen gå via Grundlovens § 88: først vedtagelse i Folketinget, dernæst folketingsvalg, så en ny vedtagelse af den uændrede grundlovstekst i det nyvalgte Folketing og til sidst folkeafstemning, hvor ja-siden samtidig skal udgøre mindst 40 procent af samtlige stemmeberettigede. Det er tilsammen en meget høj bar.
Derfor er sondringen mellem de forskellige former for suverænitet ikke kun statsretlig teknik. Hvis Grønlandsaftalen var gået over tærskelen, ville regeringen have stået overfor en grundlovsproces. Grønlandsaftalen ville dermed være faldet ud af den udenrigspolitiske ramme og ind i en landsdækkende politisk proces med folketingsvalg, regeringsdannelse og folkeafstemning. Det ville næppe være nogen lille begivenhed.
Spørgsmålet er langt fra teoretisk. Da Folketinget sidste år behandlede forsvarssamarbejdsaftalen om amerikanske styrker i Danmark, advarede Institut for Menneskerettigheder om, at man ikke efter § 20 kan overlade beføjelser, der tilkommer danske myndigheder, til amerikanske myndigheder, og instituttet fremhævede især de vidtgående beføjelser omkring de amerikanske styrkers kontrol med de aftalte områder. Også under Folketingets behandling blev forholdet til Grundloven intensivt diskuteret. Justitsministeriet blev sat til at udarbejde en analyse, som regeringen afviste at videregive til Folketinget.
Grønlandsaftalen ligger et andet sted. Den giver først og fremmest USA adgangsrettigheder og begrænser tredjelandes adgang til militær tilstedeværelse og til investeringer i følsomme sektorer. Aftalen giver ikke amerikanske myndigheder almindelig myndighed over den grønlandske befolkning.
Men denne skelnen siger ikke meget om, hvor stor en del af den faktiske fremtidige handlefrihed Danmark og Grønland har bundet. Det kræver en anden prøve.
Hvem kan sige nej?
Prøven kan gøres ganske konkret.
- Kan Danmark eller Grønland fremover frit bestemme, hvilke militærmagter uden for NATO der må etablere sig i Grønland? Nej. Ingen stat uden for NATO må etablere bemandede eller ubemandede militære installationer eller have en vedvarende militær tilstedeværelse, medmindre USA sammen med Danmark og Grønland accepterer det. Det giver USA veto.
- Kan Grønland frit vælge udenlandske investorer til strategisk råstofudvinding? Heller ikke. Investorer fra lande uden for NATO, NATO’s partnerkreds og EU må ikke få kontrol eller betydelig indflydelse i særligt følsomme aktiviteter, herunder udvinding af ressourcer, hvis det kan udgøre en trussel mod national sikkerhed eller offentlig orden, medmindre parterne bliver enige om det modsatte. Det giver USA veto over en undtagelse. Grønland har endnu ingen generel lov om screening af udenlandske investeringer. Et lovforslag om emnet blev trukket tilbage i foråret, og et nyt forslag står nu på Inatsisartuts efterårssamling. Den kommende lov skal fungere inden for rammerne af den aftale, der netop er underskrevet.
- Kan danske myndigheder regulere den amerikanske militære færdsel? Kun i begrænset omfang. Amerikanske fly kan overflyve og lande overalt i Grønland uden andre begrænsninger end dem, parterne bliver enige om, og amerikanske skibe og styrker kan færdes mellem forsvarsområderne gennem Grønland og territorialfarvandet. Omfattende adgangsrettigheder fandtes allerede i 1951. Men 1951-aftalen sagde samtidig, at færdslen mellem forsvarsområderne skulle ske efter almindelige regler, som Danmark og USA blev enige om, og som derefter blev udstedt af den danske myndighed i Grønland. Den henvisning findes ikke i den nye artikel VI, og det fremgår ikke klart, om og i givet fald hvilken selvstændig betydning den gamle bestemmelse fortsat har.
- Kan Danmark begrænse amerikanske ubådes neddykkede færdsel i grønlandsk territorialfarvand? Nej. Den nye aftale siger udtrykkeligt, at amerikanske statslige fartøjer kan få undersøisk adgang til og bevægelse i territorialfarvandet “uden andre indskrænkninger end sådanne, hvorom der måtte blive opnået enighed”. Endnu et USA veto.
Det rejser blandt andet spørgsmålet om den danske atomvåbenpolitik. Efter Thule-ulykken i 1968 sikrede Danmark sig amerikansk accept af, at atomvåben ikke kunne oplagres i Grønland, og at fly med atomvåben ikke kunne overflyve området uden dansk samtykke. Men Danmark havde oprindeligt krævet et bredere forbud mod overhovedet at “indføre” atomvåben i Grønland. Den formulering kom ikke med i den endelige aftale. Skibe og ubåde blev dermed ikke dækket af den samme udtrykkelige garanti.
USA fastholder samtidig den gamle neither confirm nor deny-politik og oplyser principielt ikke, om et bestemt fartøj medfører atomvåben. Den konflikt kendes fra de amerikanske flådebesøg i Danmark under den kolde krig og fra atomskibsvalget i 1988. Den får en ny praktisk betydning, når amerikanske fartøjer får en udtrykkelig traktatfæstet ret til neddykket færdsel i grønlandsk territorialfarvand.
Amerikanske angrebsubåde har ganske vist ikke haft atomvåben om bord siden begyndelsen af 1990’erne. Men USA er ved at udvikle et nyt atombevæbnet krydsermissil, SLCM-N, til ubåde. Missilet forventes klar i 2032.
Det er vanskeligt at se, hvordan danske eller grønlandske myndigheder skal kunne verificere, at den den danske atomvåbenpolitik overholdes.
- Kan Danmark sige nej til en konkret amerikansk operation fra Grønland? Ikke på samme måde som Spanien, der i marts i år kunne nægte at lade USA anvende Rota og Morón flyvebaserne til operationerne mod Iran. Den spanske ministerpræsident Pedro Sánchez henviste udtrykkeligt til den bilaterale aftale, der ligger til grund for baserne, og som giver Spanien ret til at at sige nej. En tilsvarende mission-for-mission-vetoret findes ikke i den offentliggjorte forsvarsaftale for Grønland. Danmark kan bestride en operation, hvis den falder uden for aftalens formål. Men aftalen giver ikke Danmark et traktatfæstet veto svarende til det spanske, og en dansk regering kan derfor ikke forhindre USA i at bruge baserne til bestemte formål.
De spørgsmål, der er trukket op her, handler ikke om, hvem der “ejer Grønland”, men om, hvem der kan bestemme, hvad der sker i Grønland.
Det er Krasners westfalske suverænitet i praksis.
Aftalen med de ufødte regeringer
Det tydeligste eksempel på, hvor langt bindingen rækker, står i Grønlandsaftalens artikel XI.
Den nye aftale har ingen slutdato. Det er nyt. 1951-aftalens artikel XIV siger udtrykkeligt, at aftalen skulle forblive i kraft i samme tidsrum som NATO-traktaten. 2026-aftalen siger derimod, at den ikke har nogen slutdato. Samtidig nævner den forsvaret af det amerikanske kontinent og etableringen af det amerikanske Golden Dome-system som formål ved siden af forsvaret af Grønland og NATO-området.
Aftalen kan kun ændres ved fælles samtykke, og det giver USA endnu et veto.
Hvis Grønland engang bliver selvstændigt, er Danmark og Naalakkersuisut desuden forpligtet til at sørge for, at den nye grønlandske stat giver tilsagn om at forblive i NATO, om nødvendigt ved at søge medlemskab. De skal også sikre, at staten fra selvstændighedsdagen udtrykkeligt påtager sig hele forsvarsaftalen.
Det er en bemærkelsesværdig bestemmelse, og den har en konkret mekanik. Efter selvstyrelovens § 21 kræver selvstændighed en aftale mellem regeringen og Naalakkersuisut. Den skal godkendes af Inatsisartut, bekræftes ved folkeafstemning i Grønland og have Folketingets samtykke. Artikel XI i Grønlandsaftalen forpligter nu begge regeringer til at indrette denne proces sådan, at NATO-medlemskab og overtagelsen af den amerikanske forsvarsaftale følger med.
En grønlandsk folkeafstemning om selvstændighed bliver dermed en afstemning om en pakke. Inden for den ordning, der nu er aftalt, kan grønlænderne godt vælge selvstændighed, men de kan ikke selv bestemme Grønlands allianceforhold.
Et fremtidigt grønlandsk folk kan altså beslutte at forlade Kongeriget Danmark. Men den nye stat skal ved sin fødsel overtage en forsvarspolitisk orientering og en amerikansk baseordning, som den ikke selv har forhandlet. Aftalen indeholder ingen almindelig ensidig opsigelsesadgang. Formelt binder låsen også USA, men det er ikke USA, der forventes at få behov for at komme ud. Ønsker den nye stat andre vilkår, er udgangspunktet, at det kræver amerikansk medvirken.
Det er vanskeligt at forene med forestillingen om suverænitet som den politiske mulighed for at vælge anderledes i morgen.
Og konstruktionen er særlig påfaldende netop nu. I en helt anden politisk sammenhæng har den danske regering gjort det til et hovedargument, at internationale konventioner ikke kan behandles som politisk urørlige. I debatten om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har Mette Frederiksen argumenteret for, at de europæiske stater må kunne arbejde for at ændre konventionens fortolkning og den balance, som følger af den.
Men den konvention, som regeringen i denne sammenhæng finder for stiv, indeholder en udtrykkelig opsigelsesbestemmelse. Et land kan efter artikel 58 forlade konventionen med seks måneders varsel. Grønlandsaftalen indeholder ingen tilsvarende almindelig ensidig udgang. Menneskerettighedskonventionen har desuden en bred kreds af deltagende stater, blandt hvilke Danmark kan søge støtte til ændringer. Grønlandsaftalen har tre parter, og enhver ændring af selve aftalen kræver samtykke fra netop den part, hvis rettigheder først og fremmest beskyttes af konstruktionen.
Med aftalen træffer de nuværende regeringer i Danmark og Grønland en beslutning med det udtrykkelige formål, at den skal række ud over dem selv. Den skal gælde uden slutdato. Et senere flertal i Folketinget eller Inatsisartut kan diskutere den, kritisere den og kræve genforhandling. Men det kan ikke efter aftalens egne regler selv ændre den. Og selv den grønlandske stat, som endnu ikke eksisterer, er skrevet ind i konstruktionen som efterfølger til de forpligtelser, der indgås i dag.
Det er måske aftalens mest vidtgående politiske bestemmelse.
Regeringen har ret i, at suveræniteten består. Den folkeretlige suverænitet er ikke overført til USA.
Men suverænitet er også spørgsmålet om, hvem der kan sige nej. Hvem der kan vælge en anden investor. Hvem der kan bestemme, hvilke fremmede militærmagter der må være på territoriet. Hvem der kan afgøre, hvilke våben der må passere grænsen. Og hvem der om tyve eller halvtreds år kan sige, at den sikkerhedspolitiske orden, som blev aftalt i 2026, ikke længere er den rigtige.
På flere af disse spørgsmål er svaret efter den nye aftale ikke længere noget, Danmark eller Grønland kan beslutte alene. USA har fået veto.
Det er ikke det samme, som at Kongeriget Danmark har mistet suveræniteten over Grønland.
Men det er en ganske væsentlig del af historien om, hvad der er blevet tilbage af den.
Endnu er aftalen ikke trådt i kraft. Den skal gennem de nødvendige parlamentariske procedurer i Danmark og Grønland. Det er dér, spørgsmålene stadig kan stilles, og dér, der stadig kan siges nej.
Forside: Operations Room, Ohio-class ballistic missile submarine USS Louisiana (SSBN 743), United States Navy, 2024 (An official website of the United States government)