Valg i Europa

The Levee’s Gonna Break

Le Monde offentliggjorde i weekenden den første store måling frem mod det franske præsidentvalg i foråret 2027. Den peger mod et radikalt politisk skred. I Tyskland beskrev Die Zeit samme weekend, hvordan CDU-ledere i delstaterne nu forbereder et kanslerskifte. Forløbene er forskellige, men de peger samme vej: Den etablerede politiske midte, der har regeret siden alutningen af 1940-erne, har mistet befolkningens tillid.

PEJLINGER, september 2026 (1627 ord)

Le Monde offentliggjorde i weekenden den første store måling frem mod det franske præsidentvalg i foråret 2027. Den peger mod et radikalt politisk skred. I Tyskland beskrev Die Zeit samme weekend, hvordan CDU-ledere i delstaterne nu forbereder et kanslerskifte. Forløbene er forskellige, men de peger samme vej: Den etablerede politiske midte, der har regeret siden slutningen af 1940-erne, har mistet befolkningens tillid.

Den franske måling er gennemført af Ipsos BVA-CESI for Le Monde, Cevipof, Fondation Jean Jaurès og Institut Montaigne fra 3. til 9. september blandt 13.060 personer opført på valglisterne. Seks opstillingsscenarier blev testet, og på tværs af dem alle ligger Marine Le Pen fra højrefløjspartiet Rassemblement National (RN) mellem 33 og 35 procent i første valgrunde med en usikkerhed på 0,9 procentpoint. Jean-Luc Mélenchon fra venstrefløjspartiet La France Insoumise (LFI) ligger næsten lige så fast mellem 15,5 og 17 procent. Le Pen og Mélenchon repræsenterer yderfløjene, og begge ligger uden for den parlamentariske tradition.

Traditionen er repræsenteret ved flere konkurrerende kandidater. Édouard Philippe fra centrum-højrepartiet Horizons svinger mellem 14 og 21 procent, afhængigt af om Gabriel Attal fra Macrons parti Renaissance i sidste ende vælger at stille op ved valget. Bruno Retailleau fra den republikanske højrefløj måles til mellem 7 og 10,5 procent, Raphaël Glucksmann fra det grøn/røde parti Place Publique med mellem 11,5 og 13,5 procent, og Olivier Faure, partisekretær i Parti Socialiste og erklæret kandidat, med under 6 procent. Der er flere kandidater, i alt omkring 30 – det hidtil største antal ved et fransk præsidentvalg – plus nogle, som Francois Hollande, der venter i kulissen.

Det interessante er ikke alene niveauet i de to yderfløjes opbakning blandt vælgerne, men også stabiliteten i deres vælgergrundlag. De to kandidater i hver sin ende af det politiske spektrum, har et fundament af vælgere, som næsten ikke reagerer på, hvem de stilles over for. Alle andre kandidater har en position, der afhænger af feltets sammensætning.

Le Pen står stærkest blandt vælgere i halvtredserne med 43 procent og ligger omkring 38 procent både blandt dem i fyrrerne og dem over 60 år. Det sikre værn mod det yderste højre, som de ældre vælgere historisk har udgjort, ser dermed ud til at være kraftigt svækket.

Folkestemningen bag tallene er markant. 74 procent venter, at Frankrigs økonomiske og politiske situation forværres i de kommende måneder, en stigning på 29 procentpoint over fem år. Blandt tretten tilbudte ord til at beskrive eget sindelag vælger 59 procent uro og 51 procent usikkerhed, mens vrede er steget fra 21 til 30 procent siden maj 2024. Håb er faldet fra 25 til 17 procent.

78 procent mener, at landets politiske ledere har ført Frankrig til fallittens rand, og 77 procent mener, at Nationalforsamlingen ikke længere repræsenterer befolkningen.

Bruddet er blevet normaltilstanden

Konsekvensen af holdningerne kan aflæses direkte. 71 procent håber, at præsidentvalget vil levere et politisk og socialt brud, hvilket er 20 procentpoint mere end i 2021. Ønsket findes blandt vælgere i de fleste politiske grupperinger. Blandt Rassemblement Nationals sympatisører er tallet 89 procent, blandt La France Insoumises er det 82 og blandt Les Républicains’ 72 procent.

Blandt Renaissance-vælgerne ønsker 47 procent et sådant skifte, mens 41 procent foretrækker stabilitet. Macronismens kernevælgere er dermed den eneste politiske gruppe, hvor ønsket om stabilitet inden for de nuværende rammer vejer næsten lige så tungt som ønsket om grundlæggende forandringer.

Brice Teinturier, der har skrevet analysen i Le Monde, er vicedirektør i Ipsos og dermed for det institut, der har gennemført målingen. Han peger selv på tre forhold, der er med til at nuancere billedet. For det første påvirkes gennemsnitstallene af to partier, som konkurrerer indbyrdes. For det andet er kravet om radikal forandring ikke et flertalskrav, når man måler intensiteten. 26 procent vil omforme samfundet radikalt, mens 54 procent vil gøre det i dybden, hvilket er en langt blødere kategori. For det tredje bærer en radikal omvæltning en risiko for social uro, og det perspektiv vil kunne skræmme en del af de utilfredse vælgere væk fra fløjene, efterhånden som valget nærmer sig.

Målingen viser, at ønsket om et brud med det politiske centrum ikke knytter sig til et bestemt politisk program. 84 procent vil have statsgælden ned, og blandt Mélenchons sympatisører er tallet 71 procent. Næsten tre fjerdedele vil samtidig have brændstofafgifterne sat ned, og der tegner sig ikke noget flertal for at hæve afgifter eller skatter, der rammer husholdningerne. Så mens et stort flertal vil have bragt statsgælden og det store statsunderskud ned, så er debatten om, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, dårligt nok begyndt. Kun Jean-Luc Mélenchon har fremlagt et konkret forslag, der går ud på at gennemføre et permanent stop for tilbagebetaling og forrentning af den del af statsgælden, som staten skylder til Nationalbanken. Eller med andre ord, simpelthen afskrive en stor bid af statsgælden. For det store flertal af politikere og økonomer ville et sådant skridt være utænkeligt.

I Tyskland er regeringen løbet tør for vej

Ugeavisen Die Zeit bragte i weekenden en lang reportage om regeringspartiet CDU’s interne uro, der kan læses som et håndgribeligt udtryk for den samme svækkelse af det politiske centrum, som den, der nu er under udfoldelse i Frankrig. Efter valget i Sachsen-Anhalt, hvor AfD fik 43,8 procent af stemmerne ved en usædvanlig høj stemmeprocent, kan forbundskansler Friedrich Merz nu kun mønstre opbakning fra omkring 15 procent af vælgerne på landsplan. Merz står desuden i spidsen for en regering, der efter den almindelige konsensus er kørt fast og mangler ideer til at komme videre. CDU-ledere i de tyske delstater diskuterer nu hvem, der kunne være hans efterfølger og hvordan man skulle bære sig ad med at vælge en ny kansler midt i valgperioden. Centralt placerede folk i CDU taler uden for citat om, at et kanslerskifte er en nødvendighed, hvis partiet skal bevare politisk relevans.

To navne nævnes, Hendrik Wüst fra Nordrhein-Westfalen og Boris Rhein fra Hessen, og de repræsenterer hver sin strategi. Wüst peger mod en genoplivet sort-grøn midte. Rhein har kaldt selve ordet brandmur “ukristendemokratisk”, og ifølge Die Zeit frygter mange i CDU, mens enkelte håber, at han vil flytte partiet fra principiel afvisning af AfD til punktvis samarbejde.

Men den interne kritik af Merz og kanslerens dybe upopularitet i befolkningen, kan kun vanskeligt omsættes til et hurtigt magtskifte. Et opgør med kansleren kræver reelt et mistillidsvotum, hvor Forbundsdagen samtidig vælger en efterfølger. Både en frivillig tilbagetrækning og et åbent opgør anses indtil videre som udelukket. Resultatet er en tilstand, hvor regeringschefens autoritet forsvinder hurtigere, end en afløser kan findes.

I mellemtiden overvejes forskellige scenarier, som Die Zeit får bekræftet fra flere kilder omkring kansleren. Et af scenarierne går ud på at gennemføre en politisk manøvre, der fører til en afskedigelse af arbejdsministeren, der foruden at være arbejds- og socialminister også sidder i ledelsen af regeringspartneren Socialdemokraterne. Et sådant træk vil sprænge koalitionen og efterlade en CDU-mindretalsregering på jagt efter flertal i Forbundsdagen, hvilket kunne bringe AfD i spil på en ny måde. Regeringen afviste søndag scenariet som grebet ud af luften.

Det, de to lande deler

Forskellen mellem de politiske systemer i Frankrig og Tyskland er med til at bestemme tempoet i den tiltagende politiske og økonomiske krise i begge lande. I Frankrig koncentreres det politiske opgør i præsidentvalget, der afgøres i to runder i april og maj 2027. Tyskland har ingen tilsvarende kendt dato for et kampvalg om ledelsen af landet, så nedslidningen sker løbende og rammer først regeringspartierne indefra. Man kan se det som en genopførelse af den proces, som skiftende franske regeringer har været igennem de seneste fem år med en de facto blokkering af den parlamentariske proces som resultat.

Retningen i de traditionsbærende partiers reaktion på udfordringerne fra fløjene er den samme i begge lande. Teinturiers konklusion er, at en populistisk kultur nu gennemsyrer Frankrigs politiske liv. Et magtskifte til en af fløjene er ikke uundgåeligt, men den populistiske dagsorden tvinger de traditionelle kandidater til selv at foreslå mere og mere vidtgående løsninger for ikke at blive fejet til side. Det normaliserer populismens politiske repertoire og svækker samtidig dem, der forsvarer det repræsentative systems hidtidige spilleregler.

Den tyske udgave af samme mekanisme er, at en af de mulige kanslerkandidater sætter spørgsmålstegn ved selve begrebet brandmur, og at man i kanslerkontoret regner på et flertal, der i sidste instans ville afhænge af AfD, der ifølge meningsmålingerne nu er Tysklands største parti.

Det, der kan måles i dag, er ikke, at en magtovertagelse fra en af yderfløjene nødvendigvis står for døren, hverken i Tyskland eller Frankrig, selvom det bestemt ikke kan udelukkes. Det som målingerne og de politiske realiteter ved de tyske delstatsvalg viser, er, at den politiske pris for at forsvare midten er steget, og at de partier, der skal betale den, er blevet mindre. Hverken Le Pens 33 til 35 procent, Jean-Luc Mélenchons 15 til 17 procent, AfD’s 43,8 procent i Sachsen-Anhalt, AfD’s nationale 28 procent eller de 85 procent, der er utilfredse med den tyske kansler, afgør noget i sig selv. Men de beskriver det politiske rum, hvori alt andet nu vil udspille sig og blive afgjort.


Collage, Pejlinger AI, 2026