Mobilitet: Lille spejl i Skyen der, …

Lynhurtige mobilnetværk + SmartPhones og tablets + Avancerede It-løsninger fra Skyen. Denne cocktail har igangsat en revolution i virksomhedernes samspil med deres kunder. Det går stærkt.

Din iPad kan nu fungere som et magisk spejl, hvor du kan prøve den nye kosmetik fra L’Oreal på dit eget ansigt, live!

Se på skærmen, tænd for kameraet, og du er nu klar til tage en ”selfie”. Men i stedet for at tage et billede af dit ansigt kan du nu forbinde iPad’en til L’Oreals nye beauty-robot i Skyen og simpelthen prøve den nye kosmetik på det levende billede af dig selv på skærmen og få forslag til dit nye look.

Når du har fundet et look, som du synes om, kan du tage et ”selfie”-billede med den nye makeup, og dele det med dine venner, for at høre hvad de synes om det.

Perspektivet er, at du nu kan købe de anvendte produkter ved et klik på en knap. Alle materialerne kommer så med posten sammen med en vejledning om, hvordan du sminker dig op til dit nye look. (Og dit VISA-kort bliver lettet ved samme lejlighed).

Eller hvis du står i kosmetikafdelingen i en forretning, kan du bruge app’en på din iPhone til at scanne stregkoden på et L’Oreal-produkt og så straks se hvordan produktet ser ud på netop dit ansigt.

Det er ikke bare legetøj.

L’Oreals løsning bygger på resultaterne af flere års forskning, og gør aktivt brug af den enorme erfaringsbase, som L’Oreal har opsamlet i årtier i form af millioner af detaljerede informationer om, hvordan farver og forskellige former for kosmetik virker sammen med forskellige hudfarver og ansigtstyper.

Så den rådgivning, som du kan få fra beauty-robotten i Skyen, er baseret på en dybtgående BigData-analyse, der i real-tid bliver afstemt til netop dit ansigt, din hudfarve, øjenfarve, ansigtets former og alle de andre personlige træk, som en professionel sminkør ville forholde sig til.

Der skal solid computerkraft og noget særdeles avanceret software til for at gennemføre dette, sådan at den læbestift, som du lige har lagt på dit billede, rent faktisk flytter sig med dine læber, når du smiler til din iPad eller din iPhone; at farverne er naturtro på netop dit billede, med din hudfarve, og så videre.

L’Oreals magiske spejl er kun en realistisk mulighed, fordi revolutionen fra Skyen har frembragt en helt ny sammenhængende It-platform, der består af tre hovedelementer.

  1. Professionelle datacentre i Skyen, hvor al den nødvendige computerkraft, den avancerede software og de store, centrale databaser kan afvikles under optimale forhold
  2. En let terminal med skærm og kamera i høj opløsning, som en iPhone eller en iPad
  3. Stabile og hurtige internetforbindelser på WiFi eller Mobil.

Denne treenighed har medført et radikalt nyt paradigme for computing.

Skyen handler derfor ikke kun om at gøre det samme It på en smartere måde.

Skyen etablerer tværtimod om en kvalitativ ny It-platform, der kan nogle helt nye ting, som man aldrig har kunnet før.

Det giver sig blandt andet udtryk i en revolution i virksomhedernes samspil med deres kunder, og denne revolution rammer nu alt fra kosmetik og tøj til betalingssystemer og biler.

På en konference for den globale detailhandel, der for nylig blev afholdt i Paris, offentliggjorde The Consumer Goods Forum og KPMG International resultaterne af deres årlige undersøgelse af, hvad der er på toppen af den strategiske agenda blandt topledere i 500 af de store, globale detailhandels-fokuserede virksomheder.

Flertallet af toplederne har i år svaret, at deres første prioritet er at formulere og eksekvere på en strategi for at komme i direkte dialog med kunderne på mobile og digitale platforme.

Det er derfor ikke overraskende, at der allerede i løbet af i år er kommet mange nye produktrelaterede apps ud til forbrugerne, og at mange flere er på vej. (Check for eksempel JustPark, der er udviklet med penge fra bl.a. BMW, og som allerede har en halv million brugere. I løbet af 2014 bliver app’en integreret på instrumentbrættet i alle nye biler fra BMW i UK).

Det vil nok være de færreste af de nye forbruger-apps, der vil være lige så bemærkelsesværdige som L’Oreals magiske spejl.

Men forbruger-apps medfører under alle omstændigheder en solid vækst i anvendelsen af (og kravene til) et lynhurtigt, trådløst internet.

Forbruger-apps ændrer samtidig vores indkøbsvaner, og rokker derfor ved de etablerede markedsforhold.

L’Oreals app har været tilgængelig i Frankrig siden foråret 2014. Over en kvart million fans har allerede prøvet den. ”Den er vanedannende!”, skrev Vogue Paris i en anmeldelse.