Regulering: Bikinier, maskiner og toldere

Udvekslingen af bits & bytes i Skyen og hen over landegrænser er blevet en alvorlig hovedpine for verdens toldere.

Overvejer du at komme på stranden eller til poolen med et statement?

Hvad så med en 3D-printet bikini-top fra Continum Fashion, Brooklyn, New York?

Eller til party i fancy højhælede og med smykker i stål og nikkel, alt sammen direkte fra 3D-printeren.

Continum Fashion printer p.t. deres modevarer i New York, men ideen er, at hele dit outfit skal kunne leveres som en digital design-fil fra Skyen til en 3D-printer-butik i dit lokale nabolag, hvor du så kan hente dit ”print”.

 

Siemens fremstiller gasturbiner til at generere elektricitet.

Turbinerne sælges over det meste af verden, og for at holde turbinerne kørende med et minimum af nedetid, vedligeholder Siemens et reservedelslager med tusindvis af individuelle komponenter, der hurtigt skal kunne flyves hen, hvor de skal bruges.

Det er et stort og dyrt apparat at holde kørende, og Simens er nu gået over til 3D-print for nogle af reservedelene.

Herefter kan maskindele så sendes med e-mail til en 3D-printer ude i verden.

I nogle tilfælde har det reduceret nedetiden for en fejlramt turbine til en tiendedel af, hvad den var før.

 

General Electric anvender nu samme metode til at fremstille og vedligeholde brændstofdysser til de jetmotorer, der hænger under vingerne på mange af de store jumbojets.

Traditionelle brændstofdysser består af 20 forskellige komponenter. Med 3D-print kan dysserne fremstilles i ét stykke. 3D-versionen vejer 75 pct. mindre, og holder fem gange så længe.

De 3D-printede komponenter går i rutinemæssig drift fra 2016, og der skal hvert års printes tusinder af dysser til brug for vedligeholdelse af jetmotorer verden over.

 

Fra mode til jetmotorer er 3D-print blevet et hit.

I 2013 voksede markedet for professionelt 3D-print med over 30 pct. til en årlig omsætning på godt 3 milliarder $ (ca. 16 milliarder kr.)

Man kan se 3D-printere som et værktøj, der gør det muligt at fremstille og udveksle fysiske varer i Skyen på tværs af kloden i et rent digitalt format, og disse nye muligheder for samhandel har sat grå hår i hovedet på politikere og toldere.

Årsagen til bekymringerne er, at den globale samhandel med fysiske varer i dag er reguleret af et omfattede og yderst detaljeret sæt af regler, som det kan blive svært at håndhæve i Skyen.

Reguleringen af varehandlen er nemlig opbygget ud fra begrebet om ”oprindelsesland”, der er afgørende for, om og i givet fald hvor meget, der skal betales i told og afgifter.

Men hvis du henter et par 3D-printede sko i 3D-butikken nede på hjørnet, hvor er de sko så fremstillet?

I Brooklyn, hvor den digitale design-fil er udarbejdet, eller i det land, hvor 3D-printeren står?

Eller med andre ord: Hvordan skal man som lokal 3D-printer-forretning forholde sig til de gældende regler for opkrævning af told i henhold til Afsnit XII, Kapitel 64 i Toldtariffens Nomenklatur vedrørende import fra tredjelande af ”Fodtøj; Gamacher og lignende.”?

For nogle fysiske varer gælder der i dag et direkte forbud mod import.

Men betyder det, at du ikke må modtage en e-mail med en design-fil, der kan bruges til at fremstille varen på en lokal 3D-printer? Og hvordan kan du som almindelig forbruger vide, om en bestemt vare er omfattet af et importforbud?

Hele spørgsmålet om udvekslingen af digitale varer i Skyen er rykket op på den internationale handelspolitiske agenda, blandt andet fordi Skyen i kombination med 3D-print gør det muligt at flytte fysiske varer fra den ene ende af kloden til den anden, uden at myndighederne har en chance for at følge med.

Måske vil der en dag blive indført digitale grænsebomme og toldkontorer i Skyen, hvor toldere vil forsøge at holde styr på, hvilke bits, der må gå hvorhen, og hvilke bytes, der ikke må, i hvert fald ikke uden at betale told.

Eller måske bliver man bare nødt til at acceptere, at kontrol med varehandel fra Skyen ikke vil kunne praktiseres på nogen overbevisende måde.

Det ville virkelig være en revolution!


Foto: Wilhelm Marstrand: Scene ved en accisebod (1831)

Billedet viser en bondekone, der bliver taget på fersk gerning i forsøget på at indsmugle en skinke til København. I Danmark blev der allerede i 1657 indført en afgift for at føre varer ind i en købstad gennem byens porte. Ved byportene fandtes en accisebod, hvor en kongelig betjent stod for opkrævningen af told. I København blev der opkrævet afgifter for vareindførsel frem til 1882. Vareafgifterne beskyttede byens handlende mod konkurrence, og skaffede penge i statskassen. Bønderne uden for byerne forsøgte nogle gange at smugle varer ind. Indsmuglede varer kunne sælges billigt til byboerne, og med god fortjeneste til bondekonerne.