Rettigheder: ”Goddag. Jeg vil gerne glemmes.”

En dom fra EU-domstolen gav sidste år EU-borgere ret til at blive “glemt” af søgemaskiner på nettet. Men det er ikke ligefrem en “Men In Black”- flash-stick borgerne har fået i hånden. Retstilstanden er grumset.

Menneskers verden er et hav af glemsel. Vi glemmer både vores eget liv og andres.

Glemsel er en vigtig del af vores kultur, og sådan har det altid været.

Men med internettet og de sociale medier bliver der rokket ved dette menneskelige grundvilkår.

De digitale medier er ikke fra naturens hånd udstyret med evnen til at glemme.

Faktisk er det lige omvendt: digitale medier husker alt, indtil nogen beslutter sig for at fjerne dele af den digitale hukommelse.

I nogle tilfælde er det praktisk, at digitale medier ikke ”glemmer”.

Bryllupsbillederne eller eksamensbeviset skal helst ikke glemmes.

Men i andre tilfælde er det et problem.

Det kan være ting, som man har sagt eller gjort, eller det kan være billeder, der er taget af én for mange år siden, som man helst ville lade forsvinde i den almindelige menneskelige glemsel.

Vores fortid er altid et redigeret billede, og vi vil helst selv være redaktør, så vi selv kan vælge de løsrevne stumper af fortiden, som vi har lyst til at vise frem, f.eks. til en kommende arbejdsgiver.

Men det, der gemmes om os på internettet, er i mange tilfælde ikke noget, som vi har kontrol over, og det er ikke altid os selv, der bestemmer, hvad der skal glemmes.

Desuden er søgemaskinerne på nettet så fremragende til deres arbejde, at de kan finde næsten hvad som helst, uanset hvor langt væk det er begravet på en gammel hjemmeside.

Sidste år afsagde EU-domstolen en dom, der vakte betydelig international opsigt, fordi den bestemte, at EU-borgere fremover skal have ret til at få slettet visse dele af hukommelsen på nettet, såfremt de har særligt tungtvejende grunde til at ønske noget fjernet.

Domstolens initiativ gik under overskriften ”Retten til at blive glemt”, men på mange måder er det en misvisende overskrift.

Dommen giver nemlig kun ret til at få filtreret søgemaskinerne, sådan at det bliver sværere at finde visse informationer.

Dommen giver altså ikke nogen ret til at få fjernet de bagvedliggende data. Billedet eller historien om dig findes stadig, og er ikke ”glemt”, de er bare sværere at finde.

Hvis man skulle have mulighed for at blive glemt, i den forstand at visse data simpelthen blev slettet, så ville det kræve nogle meget vidtgående indgreb over for dem, der ejer de pågældende informationer.

Det kan for eksempel være aviser og andre nyhedsmedier, og dermed kommer man hurtigt på kollisionskurs både med det frie ord og ejendomsretten.

Desuden er det uafklaret, hvordan det i praksis ville være muligt at gennemføre en generel sletning af udvalgte informationer om en given person på en sådan måde, at sletningen ville være dækkende for hele internettet.

Det er også uafklaret, hvem der skal bestemme, om et ønske om at få noget glemt er tilstrækkeligt ”tungtvejende”.

I praksis er det indtil videre blevet virksomhederne bag søgemaskinerne, der skal foretage denne vurdering.

I EU-landene er Google stort set eneherskende inden for søgning på nettet med en markedsandel på over 95 pct., så i praksis er det Google, der skal tage stilling til, om en EU-borgers ønske om at få noget ”glemt” er tilstrækkeligt velbegrundet.

Efter at de nye regler har været gældende i et års tid, har Google modtaget omkring 250.000 henvendelser om at få noget glemt, og Google har imødekommet ca. 40 pct. af disse ønsker.01062015-02

Det betyder, at omkring 100.000 personer på denne måde har fået sat et filter på den europæiske del af Google, sådan at visse informationer om dem fremover vil være sværere at finde.

100.000 personer er mange mennesker, men det skal ses i forhold til at der er over 400 millioner brugere af internettet i EU. De nye regler om at få sat et filter på søgemaskinerne er med andre ord indtil nu kommet 0,02 pct. af brugerne til gavn.

I samme periode har millioner af EU-borgere åbnet en Facebook-side.

Facebook har nu over 225 millioner brugere i Europa, svarende til omkring 55 pct. af samtlige brugere af internettet inden for EU.

Øjensynligt er EU-borgerne generelt betydeligt mere optagede af at blive husket end af at blive glemt.

Men måske er det netop derfor vigtigt at få taget hul på en afsøgning af de praktiske og juridiske muligheder for senere at få glemt noget af alt det, der på denne måde bliver husket, og i den henseende har EU-dommen fra sidste år været en god start.

Foto:  Will Smith, som Agent J i “Men in Black 3” (2012)

Henvisninger og baggrund: 01.06.2015