Kunstig intelligens: Fremtiden tilhører maskiner

“Mennesker vil ikke være kulminationen på evolutionen. Vi er tæt på indgangen til en post-human fremtid, hvor kunstige hjerner ikke vil være bundet til den planet, der har dannet rammen om vores egen udvikling.” Det skriver den fremtrædende britiske astronom, Martin Rees, i et bemærkelsesværdigt indlæg i debatten om kunstig intelligens.

Introduktion

Af Mikael Lynnerup

I ”The Age of Spiritual Machines” fra 1999 fremlagde Ray Kurzweil en stor vision om udviklingen af intelligens på Jorden, og om en nær fremtid, hvor computere vil udkonkurrere mennesker som den mest optimale bærer af intelligens.
Acceleration er et af de store temaer i Kurzweils vision, og selvom vi allerede længe havde haft Moore’s Lov om fordobling af processorkraften i computere for hver 18 måneder, så var Kurzweil den første, der så at sige tænkte tanken til ende om, hvad dette ville betyde for udviklingen af kunstig intelligens og cirka hvornår.
På de ganske få år, der er gået siden offentliggørelsen af ”The Age of Spiritual Machines”, er bogens dengang kontroversielle historie om kunstig intelligens blevet main stream. Ikke sådan at forstå, at Kurzweil har fået en større fanskare (det har han også), men forskningen inden for astronomi, fysik, tid, kunstig intelligens og mange andre felter har hver for sig og støttet af hinanden opnået enorme gennembrud, der både giver substans til Kurzweils tese om acceleration i udviklingen af computerkraft og videnskab, og som har bragt forskere ad forskellige veje og fra mange områder af naturvidenskaberne frem til den samme konklusion, som Kurzweil formulerede i sin vision fra 1999, nemlig, at mennesker lige nu står på tærsklen til en skelsættende begivenhed i evolutions historie, der vil betyde, at den menneskelige hjerne ikke længere vil være bærer af den fremmeste og måske den eneste intelligens i universet, og at det vil blive maskiner, der vil videreføre udviklingen af intelligens langt ud over den menneskelige hjernes muligheder og uden at være bundet til livet på Jorden.
Hvor langt denne opfattelse har bredt sig i nogle af de mest toneangivende videnskabelige miljøer i verden, blev der givet et tankevækkende eksempel på i denne sommer, da den britiske astronom, Martin Rees, offentliggjorde hvad man kunne kalde et slags “policy statement” om emnet i avisen Financial Times. Under overskriften, “Op med humøret! Den post-humane æra er nær”, skitserer Rees et tankesæt, hvor der ikke længere er nogen tvivl om, at maskinerne vil tage over, i takt med at den menneskelige intelligens uvilkårligt kommer til kort.
Martin Rees er en bredt anerkendt forsker med en imponerende karriere, og indtager den prestigefyldte position som Kongelig Astronom i Storbritannien.
Nedenfor følger en uautoriseret oversættelse af Rees’s artikel i sin helhed.


Op med humøret! Den post-humane æra er nær 

Kunstige hjerner vil ikke være bundet til den planet, der har dannet rammen om vores egen udvikling.

Af Martin Rees

Så vidtstrakte er de vidder af tid og rum, der falder inden for en astronoms blik, at folk i min profession ikke alene har opmærksomheden rettet mod vores øjeblik i historien, men også mod vores plads i et bredere kosmos. Vi er optaget af, om der er intelligent liv andre steder; nogle af os søger endda efter det. Mennesker vil ikke være kulminationen på evolutionen. Vi er tæt på indgangen til en post-human fremtid, der vil kunne blive lige så langvarig, som de milliarder af år af darwinistisk udvælgelse, der gik forud for menneskehedens opståen.

En fjern fremtid vil bære spor af menneskeheden, lige som vores egen tid har bevaret påvirkninger fra tidligere civilisationer. Mennesker og alt, hvad de har tænkt, vil kunne vise sig at være en forbigående forløber for en anden kultur med en dybere evne til at tænke – en kultur domineret af maskiner, der strækker sig dybt ind i fremtiden og som rækker langt ud i rummet.

320px-Martin_Rees-6Nov2005
Martin Rees, Baron Rees of Ludlow

Ikke alle mener, at dette et opløftende scenario. Der er dem, der frygter, at kunstig intelligens vil fortrænge os, overtage vores job og være hævet over loven. Andre betragter sådanne scenarier som alt for futuristiske til at være værd at give en overvejelse. Men uenighederne handler om tempoet, ikke om retningen. Kun få tvivler på, at maskiner en dag vil overtrumfe flere af vores udpræget menneskelige evner. Det kan måske tage århundreder, men i forhold til de æoner af evolution, der førte til menneskehedens opståen, vil det stadig kun være som et øjeblik. Dette er ikke en fatalistisk projektion. Det er tværtimod en grund til optimisme. Civilisationen, der fortrænger os, vil kunne opnå ufattelige fremskridt og gennemføre bedrifter, som vi måske ikke engang ville kunne forstå.

Menneskelige hjerner, der kun har ændret sig lidt siden vores forfædre strejfede om på den afrikanske savanne, har givet os mulighed for at kunne afdække hemmeligheder om kvanter og om kosmos. Men der er ingen grund til at tro, at vores evne til at forstå rækker til at kunne opnå en forståelse af alle de vigtige elementer i virkeligheden. En dag kan vi ramme bufferne. Der er kemiske og stofskiftemæssige grænser for størrelsen og kraften i vores “våde” organiske hjerner.

Nutidens computere lærer ikke på samme måde som os. Deres interne netværk er langt enklere end en menneskelig hjerne, men de kompenserer delvist for denne ulempe, ved at deres “nerver” kan transmittere meddelelser med lysets hastighed, millioner af gange hurtigere end i den form for kemisk transmission, der anvendes i den menneskelige hjerne. De kan lære at identificere hunde, katte og ansigter ved at arbejde sig gennem millioner af billeder. De lærer at oversætte mellem forskellige sprog ved at læse flersprogede versioner af millioner af sider med EU-regler og tilsvarende dokumenter (uden at kede sig).

Dette er de første, usikre skridt, og der er uenighed om, hvilken vej der vil føre os frem til maskiner med en intelligens på niveau med mennesker. Nogle mener, at vi skal efterligne naturen, og benytte os af reverse engineering af den menneskelige hjerne. Andre siger, at dét er lige så misforstået, som at ville designe flyvemaskiner ved at kopiere, hvordan fugle slår med deres vinger. Filosoffer diskuterer, om “bevidsthed” er speciel for de våde, organiske hjerner, som vi finder hos mennesker, aber og hunde, og at robotter, selv om deres intellekt kan forekomme overmenneskeligt, stadig vil mangle selvbevidsthed eller et indre liv. Men den slags “tanker”, der har gjort det muligt for mennesker at nå frem til at forstå og derefter udnytte naturens kræfter, vil blive ført langt videre af silicium computere (eller kvante-udgaver), end det nogensinde er lykkedes for mennesker.

Kunstig bevidsthed vil ikke være begrænset til det 22 km tykke lag af vand, luft og sten, hvor organisk liv har udviklet sig på jordens overflade. Faktisk kan denne biosfære vise sig ikke at være et optimalt levested for det post-humane “liv”. Det interplanetariske og det interstellare rum vil være den foretrukne arena for robotternes storslåede konstruktioner, inklusive ikke-biologiske hjerner, der måske en dag udvikler en indsigt, der rækker så langt ud over vores forestillingsevne, som strengteori vil gøre for en abe.

Menneskelige hjerner har gennem kollektive bedrifter gennemført udviklingen af hele vores kultur og videnskab. De kan dog næppe have været de første intelligenser i kosmos, og det må anses for at være højst usandsynligt, at de bliver de sidste. Der er stigende opbakning til søgen efter intelligens andre steder i universet. Astronomer har i det seneste årti opdaget, at der sandsynligvis vil være milliarder af jordlignende planeter, der kredser om stjerner i vores galakse. Søgningen efter intelligens vil fokusere på den nærmeste af disse. Men vi ved ikke, hvor sandsynligt det er, at kemi genererer liv (replikerende metaboliserende væsner), og heller ikke hvilke muligheder, som primitive organismer har for at udvikle sig til at blive til jordlignende biosfærer. Selv hvis vores søgninger mislykkes, vil der dog være en gevinst: hvis avanceret liv er overordentlig sjældent, kan vi tillade os at være mindre kosmisk beskedne. Selv om vores Jord blot er en lille plet i kosmos, kunne den vise sig at være det unikke “frø”, hvorfra intelligens spredes gennem galaksen.

Vores æra af organisk intelligens er kompleksitetens triumf over entropien, men det er en forbigående æra, som vil blive fulgt op af en langt længere periode af uorganiske intelligenser, der er mindre begrænset af deres miljø. Hvis livet er udbredt, vil verdener, der kredser om stjerner, der er ældre end solen, kunne have haft et forspring. Hvis det er tilfældet, vil der kunne findes intelligens, der sandsynligvis for længst har udviklet sig ud over den organiske fase.

Vi har ingen krystalkugle. Men det er rimeligt at antage, at det vil være maskiner, og ikke organiske hjerner, der bedst vil forstå kosmos. Måske vil de være vores egne fjerne efterkommere. Eller måske er de allerede derude, kredsende om fjerne stjerner. Uanset hvad, vil det være autonome maskiner og deres handlinger, der drastisk vil ændre verden, og måske hvad der ligger uden for.

Martin Rees er Astronomer Royal
Se også: https://en.wikipedia.org/wiki/Martin_Rees,_Baron_Rees_of_Ludlow

Den oprindelige artikel blev offentliggjort i Financial Times, den 11-12 juli 2015 (PayWall)

Artiklen er oversat af Mikael Lynnerup, Pejlinger.dk

Martin Rees er medunderskriver af et åbent brev, der blev offentliggjort for nylig af organisationen “Breakthrough Initiatives”. Under overskriften “Are we alone?” indeholder det åbne brev en opfordring til borgere og regeringer over hele verden om at bakke op om en systematisk indsats for at søge efter intelligens på fremmede planeter. Det åbne brev er underskrevet af 30 af verdens førende forskere inden for de relevante naturvidenskabelige discipliner.

Læs mere om “Are We Alone?” her.

Foto til denne artikel indgår i en serie af imponerende rumbilleder, der er offentliggjort af NASA den 4. juli 2015. Billederne er sammensat af input fra flere forskellige kilder, og kombinerer røntgenstråler fra NASAs Chandra X-ray Observatory (lyserød) med infrarøde data fra Spitzer Space Telescope (rød) samt optiske data fra Digitized Sky Survey og The National Optical Astronomical Observatories’ 4 meter teleskop Mayall på Kitt Peak (rød, grøn, blå). Cassandras data viser 95 unge stjerner glødende i røntgenlys, hvoraf de 41 ikke var blevet identificeret tidligere ved brugen af infrarøde observationer med ”Spitzer”, fordi disse stjerner ikke har infrarød emission fra en omgivende krans.

Se hele billedserien her.