Video: Overvågning drukner i data

Rundt omkring i verden er der opsat millioner af overvågningskameraer. Hver dag gemmes der kolossale datamængder fra disse optagelser. Men hidtil har nytteværdien været begrænset. En ny løsning fra Skyen vil gøre disse data søgbare.

I området omkring Tiananmen Square i Beijing har de lokale myndigheder opsat flere hundrede kameraer, der indgår i videoovervågningen af en af verdens største offentlige pladser.

Optagelserne gemmes i digitalt format for at kunne blive taget frem i forbindelse med en eventuel efterforskning af begivenheder på pladsen.

Optagelserne fra overvågningen af Tiananmen Square lægger hver dag beslag på 1.800 TeraByte lagerplads.

Hvis man ville overføre denne mængde data til DVD’er, ville den daglige stak blive højere end Eiffeltårnet.

Med så store datamængder bliver det i praksis umuligt at finde noget som helst, med mindre man ved præcis hvilken begivenhed man leder efter, og præcis hvornår den har fundet sted.

De enorme mængder af overvågningsdata kan bruges til dokumentation af noget man ved i forvejen, men materialet er ikke på nogen måde søgbart.

Udfordringerne med at udnytte overvågningskameraer kan også illustreres med situationen i Storbritannien, der er indehaver af den uofficielle verdensrekord i antal overvågningskameraer pr indbygger, og som skønnes at have mindst 2.2 millioner kameraer i brug.

Det er umuligt at overvåge optagelserne fra så mange kameraer, og det er tilsvarende praktisk umuligt at gennemgå alle optagelser fra blot et lille udsnit af optagelserne.

Men optagelserne er velegnede til at dokumentere begivenheder, som man ved, har fundet sted på et bestemt sted og på et bestemt tidspunkt.

Med en fortsat vækst i antallet af overvågningskameraer både i det offentlige rum og internt i virksomheder, så stiger mængden af lagrede data til astronomisk størrelse, og den reelle brugsværdi af disse enorme datamængder er i dag begrænset til at kunne dokumentere og undersøge forhold, som allerede er meget præcist oplyste, både med hensyn til tid og sted.

Over halvdelen af alle harddiske i verden bruges til at lagre data fra videoovervågning, og det er indlysende at denne mængde af data rummer et væld af værdifulde informationer, hvis man ellers kunne søge efter dem.

Produktion af SeaGate harddiske
Produktion af SeaGate harddiske

DeepGlint er en kinesisk startup, der arbejder på at udvikle en løsning i Skyen, der i realtid kan overvåge input fra et stort antal kameraer eller som kan gennemsøge de store video-databaser for bestemte ting som et ansigt eller et særligt bevægelsesmønster i trafikken.

DeepGlint er grundlagt af nogle af de centrale personer, der stod bag Google Glass, og selvom virksomheden udvikler en del hardware, så ser DeepGlint sig selv som en virksomhed, der primært arbejder med kunstig intelligens.

Løsningerne kan for eksempel bruges til at overvåge lufthavne, hvor systemet kan gennemføre en konstant scanning efter en række nærmere definerede uregelmæssigheder, som for eksempel bagage, der bliver efterladt uden opsyn, eller personer, der bevæger sig igennem sikkerhedskontrollen på en ureglementeret måde eller som opholder sig i bestemte områder i længere tid end normalt for området, etc.

Virksomheden arbejder p.t. på at udvikle software, der kan anvendes til ansigtsgenkendelse, sådan at der kan scannes i realtid efter bestemte personer, for eksempel i lufthavne, eller at der vil kunne gennemføres søgninger i eksisterende videodatabaser efter bestemte personers færden.

04042016-03
DeepGlint in action.

Henvisninger og baggrund: 04.04.2016