Kina og Vesten: Den digitale magtbalance forrykkes

Internettet er en amerikansk opfindelse, der siden 1990’erne er blevet udviklet efter amerikanske principper med et minimum af statslig regulering.

Initiativet er blevet overladt til private virksomheder, der har stået for produktudviklingen, og til private organisationer, der har koordineret den mest nødvendige tekniske standardisering.

Ideen om internettet som et åbent og ukontrolleret rum, hvor næsten alt er tilladt, har dybe amerikanske rødder.

Denne særlige amerikanske udviklingsmodel er efterfølgende blevet markedsført til omverdenen som den naturlige måde at indrette internettet på.

Men budskabet er ikke blevet købt alle steder.

I Kina har myndighederne reguleret anvendelsen af internettet på linje med den regulering, der gælder på alle andre områder af samfundslivet. Staten fører kontrol med hvad borgerne foretager sig, uanset om det drejer sig om teater, bogudgivelser eller chatrooms. Store dele af det globale internet har derfor altid været lukket land for den kinesiske befolkning.

I Rusland og i store dele af Mellemøsten har myndighederne gennemført en tilsvarende regulering, og internettet er underkastet den samme statslige kontrol som alle andre økonomiske, kulturelle og politiske aktiviteter.

I Indien fører delstaterne kontrol med politisk agitation på nettet, og myndighederne har i perioder valgt helt at lukke for adgang til internettet, når de har vurderet, at den virtuelle agitation skabte risiko for uroligheder i den fysiske verden.

I Europa gøres der i disse år forsøg på at opnå politisk kontrol med aktiviteter på nettet, først og fremmest som en reaktion på terrorangrebene i flere europæiske storbyer. Det har ført til politiske krav om, at sikkerhedsmyndighederne får adgang til krypteringsnøgler fra de store, amerikanske internetfirmaer og til logfiler fra internetudbydere.

Det åbne, globale internet, hvor borgerne kan udfolde deres politiske og kulturelle aktiviteter stort set uden nogen form for statslig indblanding, er og har hele tiden været en amerikansk dagsorden, og flere alternative dagsordener for styring og udvikling af internettet er i dag i spil for langt den største del af den globale befolkning.

De steder i verden, hvor staten gennemfører en detaljeret regulering af borgernes brug af internettet er reguleringen gradvist blevet udvidet til også at omfatte de kommercielle aktiviteter på nettet, og reguleringen har på den måde efterhånden taget en handelspolitisk drejning.

Denne udvikling afspejler, hvordan internettet igennem de sidste ti år er blevet en integreret del af de fleste virksomheders forretningsmæssige aktiviteter, og hvordan det er blevet en kritisk faktor for gennemførelsen af den internationale samhandel.

18052018-03
Udviklingen i globale restriktioner for grænseoverskridende datastrømme (1960-2017) European Centre for International Political Economy, November 2017

Samtidig er mange produkter kommet “online”.

Udvikling af nye produkter inden for de fleste brancher omfatter i dag en indbygget forbindelse til internettet, der benyttes til indsamling af store mængder data om anvendelse af produkterne samt til løbende opdatering af indbygget software.

Hele dette digitale element i verdenshandelen vokser betydeligt hurtigere end væksten i handlen med fysiske varer, og siden finanskrisen satte ind i 2008 har det digitale marked været det eneste område af verdenshandelen, der har opretholdt høje vækstrater gennem hele krisen.

Den digitale vækst er blandt andet kommet til udtryk gennem en vidtstrakt automatisering inden for mange brancher – fra containertransport, olieudvinding og minedrift til fødevarefremstilling, uddannelse og finansielle ydelser – og automatiseringen generer døgnet rundt enorme mængder af data.

Den forretningsmæssige anvendelse af disse data har gjort adgangen til avancerede analyseredskaber baseret på kunstig intelligens til en strategisk ressource, der direkte påvirker de globale konkurrenceforhold.

Men anvendelsen af data på tværs af landegrænser bliver i stigende grad politisk reguleret, og i mange tilfælde er det enten umuligt eller juridisk usikkert for virksomheder at gøre brug af grænseoverskridende datastrømme.

Den politiske kontrol med udveksling af data og med den teknologi, der er nødvendig for at udnytte de indsamlede data, er på den måde blevet et væsentligt handelspolitisk tema, der er rykket helt i top på den globale magtpolitiske agenda.

De vigtigste spillere i dette drama er Kina og USA.

”Politisk regulering af grænseoverskridende datastrømme er ikke noget nyt, men reguleringen er vokset markant i de sidste 10 år. Strenge regler for behandling af persondata, krav om at bruge nationale datacentre og direkte forbud mod at overføre data til udlandet er eksempler på de politikker, der sætter begrænsninger på, hvordan data kan krydse nationale eller regionale grænser.”
Martina F. Ferracane, European Centre for International Political Economy, November 2017

Kina har igennem mange år opretholdt tæt kontrol med indsamling og anvendelse af enhver form for data, og myndighederne kræver, at udenlandske virksomheder opbevarer alle data, der er genereret i Kina, i datacentre inden for landets grænser.

I forlængelse af denne regulering har den kinesiske regering i 2017 formuleret en national målsætning om at blive verdens førende nation inden for udvikling og anvendelse af kunstig intelligens inden 2030.

Den kinesiske regering forfølger to hovedspor for at realisere målsætningen.

Det ene spor er at afskærme det digitale marked i Kina fra konkurrence udefra for på den måde at give kinesiske virksomheder mulighed for at udvikle kinesiske varianter af de internettjenester, der kendes fra vestlige virksomheder som Amazon, Apple, Facebook og Google.

Dette spor har hidtil været særdeles succesfuldt, og kinesiske tech-virksomheder som Alibaba, Baidu og Tencent er i dag på højde med de vestlige forbilleder, både med hensyn til funktionaliteten i deres produkter og til virksomhedernes markedsværdi på børsen (hvad der til dels afspejler, at det kinesiske marked målt i antal forbrugere er langt større end USA og Europa tilsammen).

Det andet spor i Kinas digitale omstilling har været at importere avanceret teknologi fra USA og Europa for at kunne skyde genvej til udviklingen af kvalificerede kinesiske produkter inden for strategiske områder som kunstig intelligens og automatisering.

Dette spor er også indtil nu forløbet succesfuldt i den forstand, at kinesiske virksomheder uden større vanskeligheder har kunnet opkøbe eller har kunnet købe sig ind i stribevis af europæiske og amerikanske tech-virksomheder. Desuden har kinesiske virksomheder samtidig stort set frit kunnet importere enhver form for teknologi fra Vesten bortset fra militærteknologi.

Som et særligt sidespor inden for dette felt har Kina desuden forstået at importere viden i stor stil ved at benytte de førende vestlige universiteter til at uddanne et stort antal kinesiske videnskabsfolk. Disse vestligt uddannede kinesiske forskere har medvirket til at bringe kinesiske virksomheder helt i front inden for områder som genteknologi, kvantecomputere, kunstig intelligens og rumfart. I 2016 indgav kinesiske virksomheder flere patentansøgninger end virksomheder fra USA, Japan, Sydkorea og EU tilsammen.

“16+1”-gruppen omfatter 16 central- og østeuropæiske lande samt Kina. Siden 2012 har kinesiske virksomheder, med opbakning fra statslige kinesiske banker, investeret over 15 milliarder dollars [svarende til omkring 100 milliarder kroner] i forskellige infrastrukturprojekter i de 16 europæiske lande.”
Financial Times, 27-11-2017

Blandt vestlige politikere og forretningsfolk er det en udbredt opfattelse, at det teknologiske førerskab inden for kunstig intelligens og den politiske kontrol over virksomhedernes globale datastrømme vil blive afgørende for den globale magtbalance, ikke alene inden for handel men også økonomisk, politisk og militært.

I USA har der derfor i flere år været en udbredt bekymring over det opskruede udviklingstempo i Kina, og allerede før det amerikanske regeringsskifte i efteråret 2017 er der fra flere sider af det politiske spektrum i USA blevet rejst krav om at presse Kina til at åbne sit marked for globale datastrømme ved at gøre markedsåbningen til en betingelse for at få adgang til amerikanske virksomheders teknologi og knowhow.

I Europa har EU-landenes regeringer i det seneste års tid talt meget om at gennemføre begrænsninger i kinesiske virksomheders opkøb af højteknologiske europæiske virksomheder og andre strategiske ressourcer, blandt andet inden for energisektoren.

Men for politikere i USA og Europa er det i praksis vanskeligt at gennemføre vidtgående begrænsninger i private virksomheders samhandel med Kina.

I USA har regeringen måtte skrue sig helt op til at tale om “hensynet til nationens sikkerhed” for rent teknisk at kunne tage handelspolitiske skridt over for Kina (der er et fuldgyldigt medlem af WTO).

I Europa kan det blive vanskeligt at finde fodslag om kontroversielle handelspolitiske indgreb over for Kina, blandt andet fordi Kina gennem det såkaldte 16+1-samarbejde bidrager rundhåndet til infrastrukturudviklingen i store dele af Østeuropa.

Den digitale verdenshandel er blevet et centralt element i den globale magtbalance, der nu hastigt forskubber sig i retning mod Kina, og indtil videre er Vestens politiske ledere splittede om, hvordan de kan møde udfordringen.

18052018-02


Introfoto: Udsnit af Shanghai skyline.

Henvisninger og baggrund: 18.05.2018