Markedspladser i Skyen presser gadehandlen med hash og anden narkotika. Det vil næppe gå stille af.
De kriminelle bander, der står bag skyderier i gaderne, likvideringer ved højlys dag og bombesprængninger rundt om i København og Malmö (og mange andre storbyer i Europa) er uløseligt knyttet til handel med narkotika.
Efterspørgslen efter narkotika stiger støt, og på EU-plan omsættes der for mange milliarder kroner om året.
Så der er penge at komme efter, og det er forholdsvis ufarligt at operere på narkomarkedet.
Risikoen for at komme til skade i et bandeopgør om markedsandele er betydeligt større end risikoen for at blive snuppet af politiet (der koncentrerer sin indsats mod bagmændene.)
Gadehandlen med narkotika tiltrækker i stor stil unge mænd, der kan have vanskeligt ved at gøre sig gældende på det traditionelle arbejdsmarked.
I flere vesteuropæiske lande har undervisningssektoren haft betydelige udfordringer med at sikre en kvalificeret uddannelse til en voksende skare af børn, der møder skolerne med svage sprogkundskaber, og som kommer fra en kultur i hjemmet, der ikke fremmer børnenes skolearbejde.
Det rammer især drengene, og set på en bred europæisk baggrund har flere hundrede tusinde unge mænd i de seneste ti år forladt skolen uden tilstrækkelige forudsætninger for at kunne deltage i arbejdsmarkedet på sædvanlig vis.
Finanskrisen og dens eftervirkninger har yderligere medvirket til at reducere jobmulighederne for denne gruppe af unge mænd.
Gadehandlen med narko repræsenterer i den sammenhæng en attraktiv vej til hurtige penge, smarte biler og smukke kvinder, kort sagt: status.
Og der er masser af jobs.
Jérôme Fourquet, der er chef for den ansete franske tænketank, l’IFOP, betegner i en aktuel, prisbelønnet bog gademarkedet for cannabis som en af landets største arbejdspladser. (L’archipel français, 2019)
Ifølge Jérôme Fourquet har hashmarkedet i de seneste år skabt flere nye arbejdspladser end nogen anden gren af fransk økonomi. Hashbranchen skønnes i dag at beskæftige over 200.000 personer og udgør dermed set under ét en af Frankrigs største arbejdsgivere.
Den stigende beskæftigelse i hashmarkedet hænger direkte sammen med en fortsat vækst i efterspørgslen, og Frankrig har i dag EU-rekord i forbruget af hash.
Web-shops overtager markedet
Detailhandlen med narkotika er i lighed med de fleste andre områder af detailhandlen blevet hårdt ramt af revolutionen fra Skyen.
Inden for den traditionelle detailhandel med tøj, sko og køkkenartikler vælger flere og flere forbrugere at købe deres varer på nettet i forskellige webshops, og konsekvenserne for de lokale butikker har været dramatisk.
Handelsgader og indkøbscentre, der for 10 år siden summede af liv, ligger halvdøde hen med tomme butikker og outlets.
Omstillingen til online handel drives frem af webshops, der giver forbrugerne et langt større udvalg, bedre kvalitet og lavere priser. Desuden slipper man for at rende rundt i butikker, der ikke altid bidrager positivt til købsoplevelsen.
Det er præcis de samme argumenter, der får flere og flere til at købe narkotika i en webshop frem for at handle hos de lokale pushere.
De fleste former for narkotika udbydes i dag i store velfungerende webshops, der giver forbrugerne en mulighed for at købe stoffer på samme måde, som man kan købe en T-shirt hos Amazon: det er velorganiseret, der er god kundeservice, priserne er skarpe, kvaliteten er i top og varerne leveres til døren med posten fra dag til dag. Desuden har de tusindvis af forskellige udbydere på web-markederne specialiseret sig i at få varerne frem til kunderne på en sådan måde, at der kun er en minimal risiko for at blive snuppet af politiet.

DreamMarket er en af de største web-markedspladser for narkotika, og ifølge Teodora Groshkova, der er analytiker hos European Monitoring Centre for Drugs and Drug Addiction omsættes der alene på DreamMarket dagligt for over 600.000 € (ca. 4,5 mio. kr), hvad der giver et overskud til folkene bag webshoppen svarende til ca. 200.000 kr. om dagen – eller over 70 millioner kr. om året.
Adam Winstock, professor ved University College London, og grundlægger af Global Drug Survey, vurderer, at omkring 10 procent af handlen med narkotika i dag sker i forskellige webshops og andelen er stigende. Det medfører ifølge Adam Winstock, at det stort set bliver umuligt for myndighederne at kontrollere den fortsatte udvikling af markedet for narkotika.
Når en stigende andel af markedet flytter til nettet, bliver krybben gradvist tømt for de bander, der i dag sidder på detailhandlen med narkotika.
Gadehandel med narko kan derfor forventes at blive reduceret til den samme marginale rolle, som den de tilbageværende lokale kiosker har i omsætningen af slik og colaer.
Det er der ikke mange penge i og heller ikke ret meget status.
Men i modsætning til den gradvise butiksdød i den lokale handelsgade, der i det store og hele forløber uden et pip, så vil den uundgåelige marginalisering af de nuværende gadesælgere af narko næppe gå stille af.
Henvisninger og baggrund: 07-11-2019