Brexit: Det handler ikke om fisk. Det handler om data.

Når Storbritannien forlader EU den 1. januar 2021 mister EU det mest dynamiske vækstcenter for den digitale omstilling i Europa. Samtidig kastes en af de vigtigste grene af den britiske økonomi ud i en dyb krise. Den eneste vej ud af krisen er, at Storbritannien genindtræder som medlem af EU.

Den britiske stormagasinkæde, Debenham, står overfor at lukke alle sine butikker i Storbritannien. Grovkornet spekulation fra en kreds af kapitalfonde har medvirket til, at Debenhams, der åbnede sin første butik i 1778, nu er gået konkurs.

Når Debenhams lukker, mister over 12.000 mennesker deres arbejde.
Det er flere arbejdspladser, end der findes i hele det britiske fiskerierhverv.
Fisk i alle sine former udgør 0,02 pct. af den årlige værditilvækst i den britiske økonomi, og en stor del stammer fra eksport af fisk til EU.
Fiskeriets samlede bidrag til UK’s BNP er dermed ifølge Financial Times mindre end det som Harrods, det luksuriøse stormagasin i London, bidrager med.

Når fisk er blevet gjort til et vigtigt politisk spørgsmål i de afsluttende forhandlinger om Brexit, skyldes det blandt andet to forhold.
For det første er der meget romantik knyttet til fiskerierhvervet i Storbritannien, og ideologisk er fisk tæt knyttet til britisk selvforståelse. I økonomisk forstand er det en illusion, men det er en politisk realitet.
For det andet, så har politikere som Boris Johnson, der stillede sig forrest i kampen for Brexit, fortalt de mange mindre fiskere, at hvis UK forlod EU, så ville de både kunne få en væsentlig større andel af fangsterne i de britiske farvande for sig selv, og samtidig bevare deres lukrative afsætningsmarked i resten af EU.
Mange fiskere med mindre fartøjer købte dette eventyr, og medvirkede derfor til at stemme Storbritannien ud af EU.

Nu står politikerne med den britiske regeringschef, Boris Johnson i spidsen, og skal forklare disse fiskere, at virkeligheden ikke kommer til at svare til eventyret.
Virkeligheden vil være, at de britiske fiskere enten får en betydeligt større andel af fangsterne i UK’ fiskevand for sig selv, men at de så til gengæld får betydeligt sværere ved at sælge deres fisk, – eller, at de bevarer den nuværende adgang til EU-markedet, men at de så ikke kan have så stor en andel af fangsterne i deres fiskevand for sig selv.

Mange britiske fiskere med mindre fartøjer vil komme i klemme i begge modeller, og det er derfor politisk nødvendigt for den britiske regering at vise, at man kæmper for fiskernes interesser til det sidste.

En lille, snæver kreds at store, britiske fiskerivirksomheder vil fortsat kunne skovle penge ind, fordi regeringen har medvirket til at give dem 2/3 af de britiske fiskekvoter, hvorefter en stor del af disse kvoter er blevet solgt videre – til EU-fiskere. Ifølge The Guardian har en enkelt Hollandsk fiskerivirksomhed på den måde købt sig retten til næsten 23 pct. af hele UK’s nuværende fiskekvote. Alt det vil forhandlingerne med EU ikke ændre på, uanset udfaldet.

Men de mindre fiskere, der udgør over 2/3 af erhvervets udøvere, er blevet ført bag lyset af deres egne politikere, og nu venter sandhedens time.
Det bliver ikke kønt.

Al snak om fisk og Brexit er derfor i bund og grund en indenrigspolitisk sag i UK.
Det kan godt være, at den britiske regering i virkeligheden sigter mod at forlade EU uden en handelsaftale, hvilket blandt andet vil betyde, at UK fremover skal forhandle årlige fiskeriaftaler med EU ligesom Norge og Færøerne har gjort i mange år.

Hvis det forholder sig sådan, at den britiske regering går efter et sammenbrud i forhandlingerne, så er fisk en glimrende sag at holde fast i. Sandsynligheden for at EU går med til den britiske regerings krav om, at britiske fiskere fremover får eneret til en langt større andel af fangsterne i britisk farvand, og samtidig bevarer deres nuværende frie adgang til EU’s marked for fisk er – nul.

Men hvis målet for den britiske regering reelt er at forlade EU uden en handelsaftale, så må der eksistere en eller anden vision for fremtiden, der rækker ud over fisk, for eksempel en vision om at gøre Storbritannien til Europas svar på Singapore og Silicon Valley – på én gang.
Der er ikke så få konservative parlamentarikere i London, der tror på den vision, og som ser en total frigørelse fra EU som en vigtig forudsætning for at kunne virkeliggøre den.
Mindre visionære kræfter vil formentlig forsøge for at trække en minimal handelsaftale i land to sekunder i 12, sådan at januar 2021 ikke udvikler sig a nightmare within a nightmare – det totale Brexit-kaos oven i det tiltagende Covid-kaos.

En aftale vil i givet fald være nedfældet i et dokument på adskillige hundrede sider fyldt med kryptiske juridiske formuleringer, og blækket vil næppe være tørt på dokumentet, før hele cirkuset strater forfra, men nu om fortolkningen af aftalen.

Inden januar er gået, vil Johnson have fremmanet en historie om, at EU er i fuld firspring væk fra den aftale, der måtte være indgået. Når Brexit viser sig at blive en økonomisk katastrofe for Storbritannien, så vil Johnsons forklaring være, at det er fordi EU ikke har holdt sin del af aftalen.
Retorikken skal dække over, at hele Brexit-projektet fra starten har været forankret i en fantasiverden, og skal samtidig fungere som undskyldning for at undlade at betale den regning på mange milliarder Euro, som den britiske regering ved flere lejligheder har erkendt, at UK skylder EU, når UK træder ud af fællesskabet. Aftale eller ej.

Det er stadig uafklaret om bestræbelserne på at hive en aftale i hus falder på gulvet inden deadline omkring slutningen af december, eller om der i sidste øjeblik bliver indgået en slags aftale.

Uanset udfaldet af forhandlingerne, så er der to ting, der ikke er tvivl om: Den konservative regering vil forsøge at løbe fra regningen, og Johnsons bortforklaringer vil fortsætte ud i det absurde.
Begge dele er så sikkert som amen i kirken.

Men det er alt sammen bare politik.
Virkeligheden er anderledes håndfast.
Det vil ikke mindst vise sig, når det gælder data.

Håndtering og udveksling af data er blevet fundamentalt for samfundsøkonomien, og forandringerne i det digitale samspil mellem Storbritannien og EU vil – sammen med usikkerheden om sikkerhedspolitikken – være det vigtigste aspekt ved Brexit.
Det fremgår tydeligt, når man ser på tallene.

I 2015 eksporterede Storbritannien for 223 milliarder £ varer og tjenester til andre EU-lande sammenlignet med 95 milliarder £ til USA og 16 milliarder £ til Kina.

Serviceindustrien tegner sig for næsten 80 pct. af Storbritanniens bruttonationalprodukt og inden for servicesektoren er de finansielle tjenester afgørende.
Halvdelen af ​​verdens største finansielle virksomheder har deres europæiske hovedkvarter i Storbritannien, og UK står for omkring to tredjedele af EU’s valutahandel og 40 pct. af den globale handel i euro.

Den finansielle servicesektor understøttes af såkaldte Fintech-virksomheder, der både udvikler helt nye digitale løsninger, og som samtidig videreudvikler de eksisterende finansielle tjenesteydelser. Fintech-virksomhederne udgør en vigtig gren af den digitale industri, der repræsenterer omkring 10 pct. af Storbritanniens servicesektor, og som beskæftiger over 1,5 millioner mennesker. Sektoren havde en omsætning i 2014 på over 160 milliarder £ og voksede over 30 pct. hurtigere end resten af ​​den britiske økonomi i perioden 2010-14.

Indtil Brexit havde den britiske regering sat som mål , at Storbritannien skulle spille en ledende rolle i udviklingen af EU’s digitale indre marked, der bidrager med over 400 milliarder euro til EU’s samlede økonomi.

Den britiske jurist, Karen McCullagh, har i en artikel i International Data Privacy Law, beskrevet hele denne udvikling.
McCullagh fremhæver i den forbindelse, at den digitale industri og den finansielle sektor lever af data, og er afhængig af persondata i stort set alle aspekter af deres forretninger.

Persondata anses derfor i dag for at være et selvstændigt økonomisk aktiv, og EU Kommissionen har anslået at den kommercielle værdi af EU-borgernes persondata i 2020 udgør over en billion euro – dvs. en million millioner euro.

En betydelig andel af disse persondata krydser konstant landegrænser inden for EU i forbindelse med behandling og lagring af data, og Storbritanniens centrale placering i disse datastrømme har dannet grundlag for udviklingen af en af verdens største koncentrationer af datacentre. UK har EU’s største marked for datacenterydelser, og er det tredjestørste datacentermarked i verden. Alene i London findes der over en million kvadratmeter datacenterfaciliteter.

Om ca. tre uger oprinder den store dag, hvor Storbritannien definitivt er ude af EU, og nytåret 2021 betegner samtidig skæringsdatoen for, hvornår den frie udveksling af persondata mellem EU og Storbritannien ophører.
Det er på nuværende tidspunkt helt uigennemskueligt, hvilke regler der kommer til at gælde for udveksling af persondata efter Brexit, og den mest præcise betegnelse for den nye retstilstand er, usikkerhed.

I et notat fra den 20. juli 2020 om “UKs udmeldelse og EU’s regler om databeskyttelse” orienterer kommissionen “alle interesserede parter” om, at fra den 1. januar 2021 er UK et tredjeland, og enhver udveksling af data skal herefter ske efter de retningslinjer, der gælder for tredjelande.

Disse retningslinjer for udveksling af persondata med tredjelande udgøres af et uoverskueligt virvar af retsakter, som EU’s egne jurister har åbenlyse vanskeligheder med at finde rundt i.
Kommissionen har nu to gange inden for få år indgået aftaler med USA om udveksling af persondata efter disse regler, og begge gange er aftalerne efterfølgende blevet underkendt af EU-domstolen, der har fastslået, at aftalerne er blevet indgået i modstrid med EU-retten.

Nu skal tusindvis af virksomheder i Storbritannien fra den 1. januar 2021 på egen hånd prøve at finde rundt i denne labyrint af retsakter. Risikoen for at gøre noget forkert er ca. 100 pct., og så kan der vanke store bøder.

Regulering af persondata har i de seneste år udviklet sig til at blive et af EU’s stærkeste kort i det internationale handlespolitiske magtspil, og Storbritannien står overfor at blive udsat for dette våben med maksimal styrke.

Et af de smukke træk ved dette nye handelspolitiske våben er, at det er vanskeligt at forsvare sig mod. Selv en retorisk begavelse som Boris Johnson ville komme til kort, hvis han skulle forsøge at forklare den britiske offentlighed noget om tredjelandereglerne i persondataforordningen med tilhørende retsakter.

Men fakta er, at EU’s regler om udveksling af persondata kan – og sandsynligvis vil – blive brugt til at etablere et massivt pres mod den vigtigste sektor i den britiske økonomi, nemlig servicesektoren, der er domineret af finanssektoren og den digitale industri.
Dette kan eller bør ikke komme som en overraskelse, og Storbritanniens politiske klasse burde om nogen vide, at international handelspolitik er en brutal affære, der afgøres af magtforhold.

I erkendelse af disse magtforhold har den britiske regering da også valgt at lægge sig fladt ned.
Regeringen er simpelthen i gang med at indføre hele EU’s lovgivning om persondata som national lovgivning i Storbritannien, og har samtidig erklæret, at den britiske regering også fremover vil kopiere EU-lovgivningen til punkt og prikke.
På den måde håber den britiske regering at opnå status som såkaldt “betroet tredjeland”, der sikrer en mere lempelig udveksling af persondata mellem tredjelande og EU.

Men selvom Storbritannien skulle opnå denne attråværdige status som “betroet tredjepart”, så indebærer retstilstanden, at EU kan trække en sådan status tilbage fra den ene dag til den anden, uden at Storbritannien ville kunne stille noget op.
Spørgsmålet om håndtering af persondata vil derfor hænge som en permanent trussel både over den britiske regering og over tusindvis af virksomheder i Storbritannien samt andre tusinder af virksomheder i EU-landene, der handler med UK. Det vil skabe usikkerhed, og denne usikkerhed vil gradvist forplumre investeringsklimaet og bremse væksten.

Brexit blev solgt til de britiske vælgere under overskriften “Take back control”.
Men når det gælder hele reguleringen af den vigtigste gren af den britiske økonomi, så erkender den britiske regering nu, at der kun findes én farbar vej frem, og det er at kopiere al eksisterende og kommende EU-lovgivning vedrørende behandling af data.

Storbritannien får fremover zero indflydelse på udformningen af, hvad der kan betegnes som den vigtigste del af de kommende års EU-lovgivning, nemlig hele den del, der handler om data og om udviklingen af det digitale marked.
Men den britiske regering vil alligevel være tvunget til at æde det hele råt, og indføre al EU-lovgivning på dette område som national britisk lovgivning, ord for ord.

Briternes ubegrænsede indordning under EU’s dataregler vil ikke fremgå af nogen aftale, men vil være et resultat af den digitale sektors afgørende rolle i økonomien og af de benhårde realiteter i international handelspolitik.

De økonomiske og politiske magtcentre i Storbritannien kan ikke forventes at ville leve med denne situation i længden.

De vil have plads ved bordet i udformningen af lovgivningen, og prognosen er derfor, at Storbritannien inden for en overskuelig fremtid kommer tilbage som EU-medlem og denne gang som fuldgyldigt Euro-medlem.

Ikke på grund af fisk. Men på grund af data.


Opdateret den 26. december 2020 efter at EU og UK har indgået en aftale om Brexit.

The National Federation of Fishermen’s Organisations skriver på deres hjemmeside:

“MINISCULE, MARGINAL, PALTRY, PATHETIC”
26TH DECEMBER 2020
“(…) Throughout the fishing industry there is a profound sense of disillusionment, betrayal, and fury that after all the rhetoric, promises and assurances, the Government caved-in on fish.
This was a decision taken at the highest political levels and it is important that responsibility is taken for the choices made. This is no time for spin.
It is unlikely that obstacles in the road will now derail the ratification process, but the fishing industry will want it clearly understood that the best opportunity in a generation for a different and better future has been squandered.”

Henvisninger og baggrund: 07-12-2020