Galten Særimner: Jorden

UDDRAG fra bogen “MILJØ OG LANDBRUG : GALTEN SÆRIMNER”, GADS FORLAG, 1985

KAPITEL 3: JORDEN

Siden midten af det 20. århundrede er verdens befolkning blevet næsten fordoblet.
Befolkningstilvæksten fortsætter, og verdens bønder skal hvert år forsøge at mætte yderligere 80 millioner nye verdensborgere.
Denne opgave bliver hvert år vanskeligere, fordi den energiske indsats, der udfoldes for at leve op til kravet om en øget fødevareproduktion, fører til, at traditionerne for en hensigtsmæssig omgang med naturgrundlaget bliver tilsidesat.
Resultatet er, at der nu foregår en systematisk ødelæggelse af landbrugsjorden over hele verden.

Denne onde spiral kan ses udfoldet i mange fattige lande.
I et forsøg på at afværge påtrængende sultproblemer, sker der indgreb i naturgrundlaget, der med sikkerhed vil føre til endnu større sultproblemer næste år, eller næste år igen.
Den systematiske undergravning af naturgrundlaget sker i disse egne af verden for at imødegå en akut, livstruende hungersnød.
De befolkningsgrupper, der på denne måde saver den sidste kvist over i bestræbelsen på at skaffe mad nok til at sikre deres egen og deres familiers overlevelse, er ofte uvidende om, hvilke konsekvenser deres indgreb i naturgrundlaget vil have på de fremtidige muligheder for fødevareproduktionen.

Denne djævelske forbindelse mellem befolkningstilvækst og ødelæggelse af landbrugsjorden har efter 2. Verdenskrig været et af de centrale temaer i FN’s bistandspolitik.
Der findes en uendelig række af rapporter fra konferencer om de fremtidige perspektiver for verdens fødevaresituation og for den fortsatte vækst i befolkningstallet i de egne af verden, der har de dårligste forudsætninger for at øge fødevareproduktionen.

Sammenfattende viser mange af disse analyser, at der fra 1980 til år 2000 forventes en befolkningstilvækst, der vil indebære, at der det gennemsnitlige landbrugsareal pr. verdensborger bliver reduceret med 20%.
Prognosen bygger på en forudsætning om, at det globale landbrugsareal bliver ved med at være lige så stort, som det er i dag.
Men det er næppe en holdbar forudsætning.
Der sker nemlig en systematisk ødelæggelse af enorme landbrugsarealer, fordi de traditionelle dyrkningssystemer, der var økologisk stabile, da befolkningstallet, indtil for 30-40 år siden, kun var det halve af, hvad det er i dag, nu bryder sammen under presset fra befolkningstilvæksten.
Store landbrugsarealer bliver på den måde forvandlet til gold ørken.

De dystre perspektiver, der rejser sig i forbindelse med hele denne udvikling, er veldokumenterede og er almindeligt kendt i den vestlige offentlighed.

Samtidig viser det industrielle landbrugssystem i de rige vestlige lande nu nogle af de samme svaghedstegn, som landbrugssystemerne i verdens fattige lande: den økologiske stabilitet nedbrydes, og der sker en systematisk undergravning af naturgrundlagets fortsatte frugtbarhed.

Foruden korn, majs og andre planteafgrøder producerer det moderne, industrielle landbrugssystem ørken.

I modsætning til, hvad det ofte er tilfældet i de fattige lande, så er producenterne i de rige, vestlige lande ofte fuldstændig klare over konsekvenserne af de anvendte driftsmetoder. De politiske myndigheder har også for længst erkendt de negative konsekvenser for den fremtidige fødevareforsyning, hvis den nuværende udviklingen videreføres uændret.

Som et eksempel på denne erkendelse kan vi se nærmere på resultatet af en konference om den igangværende ødelæggelse af landbrugsjorden, som den canadiske regering afholdt i 1982.
Konferencens deltagere bestod af regeringens planteavlseksperter samt forskere fra canadiske universiteter, repræsentanter for de store landbrugsorganisationer, afsætningsorganisationene og forbrugerorganisationerne.
I slutdokumentet fra konferencen tegnes situationen op i klare vendinger.

»UD OVER HELE landet, i alle provinser, oplever Canada en forringelse af landbrugsjorden. Denne forringelse har igennem årene været overset og er stadig i nogen grad skjult under den overflade af stadigt stigende udbytter målt i mængder, som år efter år produceres i det canadiske landbrug. Væksten i produktionen stammer fra videnskabelige og tekniske fremskridt.

Ikke desto mindre, er der nu igennem en årrække indsamlet data i en sådan mængde, at det kan fastslås, at der sker en væsentlig forringelse af landbrugsjorden i form af tab af muldholdige jordlag – fald i organisk materiale i jorden, forringelse af den fysiske jordstruktur, samt kemisk og gødningsmæssig ubalance.

Udfordringen til Canadas landmænd og til den canadiske offentlighed er at begrænse og vende denne udvikling.

Der kan ikke herske tvivl om, at det på længere sigt vil få alvorlige økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser for Canada, hvis det ikke lykkes at få stoppet forringelsen af landbrugsjorden. Der påhviler os derfor en alvorlig forpligtelse til en massiv indsats på alle fronter indenfor dette felt.

Såvel problemerne som de nødvendige løsninger er i deres natur langsigtede. Dog må det understreges, at visse problemer er kritiske helt aktuelt.
Det er nødvendigt at møde disse problemer med en massiv indsats på alle niveauer.

Så meget til de indledende bemærkninger, vi skal nu se mere detaljeret på problemerne.

Først må det siges, at vores påvisning af problemerne ikke har til hensigt at pege fingre af nogen eller at placere en skyld. Tværtimod er det nødvendigt at se problemerne i en bred sammenhæng med hele det økonomiske system, som landbrugsproduktionen er underlagt.

De aktuelle driftsmetoder er stærkt belastende for landbrugsjorden.
Udtrykt positivt kan man sige, at opgaven er at finde frem til driftsmetoder, som på langt sigt kan sikre det størst mulige udbytte af jorden, det vil sige metoder, som ikke løbende forringer grundlaget for den fremtidige produktion. (…)

Selv om bekymringen for problemerne med forringelsen af landbrugsjorden på ingen måde er af ny dato, er der op igennem 1970-erne sket en betydelig skærpelse af bevidstheden om denne fare, og der er samtidig udviklet en større viden og forståelse for det mangesidede og sammensatte problemsæt. På trods heraf prioriteres problemet åbenbart lavt af både af landmænd og politikere og af konsulenter og den almindelige offentlighed.
Dette skyldes, som tidligere nævnt, at der sideløbende med forringelsen af jorden er høstet stigende mængder af afgrøder, og der har hvilet et stærkt økonomisk pres på den enkelte landmand i retning af øgede udbytter i planteavlen, hvilket har ført til driftsmetoder og introduktion af sorter i avlen, som ikke er i overensstemmelse med behovet for at standse forringelsen af landbrugsjorden. Det konstante økonomiske pres på landmændene har også betydet, at såvel landmænd som konsulenter og organisationerne i landbruget har haft opmærksomheden fikseret på de helt aktuelle økonomiske resultater.
Både regeringens og universiteternes bevillingspolitik har ikke afspejlet en tilstrækkelig forståelse for problemerne, og de perspektiver de rejser.
På universiteterne har der ligefrem været ført en nedskæringspolitik over for denne del af forskningen, en linje, som det nu er helt nødvendigt at ændre radikalt.

Vi kan dog konstatere, at bestræbelserne på at rette op på disse problemer nu med stigende vægt udfoldes af landmænd, videnskabsmænd, regeringen og brede befolkningsgrupper.
Dette er sket i takt med, at de åbenlyse farer, der følger af fortsat at negligere problemet, er blevet mere håndgribelige i form af vind- og vanderoision, udvaskning af næringssalte, reduktion af organisk materiale, ødelæggelse af jordstrukturen, tab af dyrkbarhed samt miljømæssig skade og forurening af jorden fra syreholdigt regnvand, for blot at nævne nogle af de iøjnefaldende skader.
Det er konferencens konklusion, at den øgede bevidsthed om problemerne nu må omsættes til et massivt og landsdækkende oplysningsarbejde overfor såvel landmænd som offentligheden. (…).

Allerførst må der sikres en nøje underbygget forståelse for den yderst påtrængende nødvendighed af, at der nu må ydes en forstærket indsats på hele dette felt, fordi det er nødvendigt for at sikre Canadas landbrugsjord i fremtiden.

Problemet skal, som tidligere beskrevet, ses i forbindelse med introduktion af nye teknologier i planteavlen og med de driftsmetoder, som er blevet presset igennem på grund af økonomiske forhold.

I det østlige Canada har et resultat af denne udvikling været, at den tidligere anvendte rotation i planteavlen er blevet afløst af et system baseret på monokultur, samt adskillelse mellem den animalske og den vegetabilske produktion. (…) I de vestlige områder af Canada har de nye driftsmetoder ført til så store problemer med jorderosion, at det i dette område er blevet yderst presserende at udvikle teknikker til imødegåelse af ødelæggelserne. (…)« (8)

Som det fremgår, så hersker der bred enighed mellem forskere, praktiske landmænd og politikere om, at problemerne med ødelæggelse af landbrugsjorden er dybt alvorlige. Der er også enighed om, at årsagen til den fortsatte ødelæggelse skal findes i de driftsmetoder, som igennem de seneste 20 år gradvist har vundet indpas i landbrugsproduktionen.
Der er også enighed om, at der må gennemføres foranstaltninger, som kan rette op på situationen, og at dette nødvendigvis indebærer, at man må ændre de eksisterende driftsmetoder i landbruget.

Men, ét er at erkende og blive enige om alt dette, noget andet er at handle i overensstemmelse med erkendelsen.
For, som det fremhæves i dokumentet fra konferencen, så er de ødelæggende driftsmetoder blevet taget i anvendelse fordi, der har ligget et økonomisk pres på landmændene i retning af at øge produktionen. Et pres, som har været så stærkt, at det ikke har været muligt at varetage de langsigtede interesser, som knytter sig til opretholdelsen af et stabilt, økologisk grundlag for landbrugsproduktionen.

Uanset hvor meget de uhyggelige konsekvenser af en fortsættelse i det nuværende spor står klart og veldomenteret, så ændrer en sådan erkendelse i sig selv intet på de økonomiske sammenhænge, som landmændene indgår i.
Og hvad der måske mest af alt karakteriserer disse økonomiske sammenhænge, er, at de gør det praktisk talt umuligt for landmændene at indrette sig langsigtet. Renter og afdrag på lån skal falde til de aftalte terminer, og det nytter ikke, at landmanden forsøger at forklare sine kreditorer, at en manglende terminsbetaling skyldes varetagelsen af langsigtede, almene samfundsinteresser med hensyn til opretholdelsen af et stabilt landbrugssystem.

Lige så let, som det er at sige til landmændene, at de skal lade være med at ødelægge naturen, lige så svært er det åbenbart at skabe økonomiske sammenhænge omkring landbrugsproduktionen, der giver landmændene mulighed for at efterleve henstillingen.

Denne sammenhæng kan også ses afspejlet i de seneste ti års landbrugspolitik i USA.

Det amerikanske landbrugsministerium var tidligt ude med advarsler i forbindelse med de ændringer i driftsmetoderne , der tog fart i midten af 1970’erne. Priserne for hvede og andre kornsorter skød i vejret på verdensmarkedet, og landmændenes respons var at forøge produktionen af hvede så meget som muligt. Dette indebar blandt andet, at de gik bort fra de traditionelle rotationsprincipper, som indtil da havde sikret et forholdsvis stabilt dyrkningssystem. Nu blev rotationssystemet afløst af ren monokultur af korn, år efter år.
For at give plads til en maximal udnyttelse af de nye store landbrugsmaskiner, der blev udviklet til denne form for kornavl, blev tusindvis af kilometer læhegn samtidig fældet. Det gav plads til maskinerne, men også for vinden.

Allerede i en tidlig fase af denne omstilling advarede det amerikanske landbrugsministerium om, at al erfaring og den nyeste forskning samstemmende viste, at følgen af en storstilet udbredelse af de nye dyrkningssystemer ville blive, at landbrugsjorden i store dele af landet i løbet af relativt få år ville være alvorligt skadet, og på lidt længere sigt ville stå i fare for at blive ødelagt.
Denne advarsel og den erkendelse af eksistensen af visse grænser for udnyttelsen af naturgrundlaget, som er indeholdt i advarslen, blev overhørt. Den blev i hvert fald ikke efterlevet, muligvis fordi tusinder af landmænd hver især så en mulighed for at klare sig igennem en personlig økonomisk krise, hvis de udnyttede de gode hvedepriser på verdensmarkedet. De dyrkede derfor hvede på arealer, som kun var egnet for afgræsning, opgav rotationssystemet og fældede læhegn.

I USA er mulighederne for at foretage forholdsvis præcise vurderinger af de skader på landbrugsjorden, som fulgte af denne udvikling, bedre end i de fleste andre lande i verden.
Det amerikanske landbrugsministerium har i årtier ført tilsyn med landbrugsjordens tilstand, og på baggrund af 200.000 jordprøver kunne det allerede i begyndelsen af 1980’erne konstateres, at advarslerne fra landbrugsministeriet ikke havde været overdrevne.

Mens tidligere tilsyn med landbrugsjorden havde vist, at der så sent som i begyndelsen af 1970’erne var nogenlunde overensstemmelse mellem nedbrydelse og genopbygning af de vitale øvre jordlag, som er forudsætningen for opretholdelsen af et stabilt dyrkningssystem, så var situationen mindre end ti år senere den, at der på 45% af landbrugsarealet skete en nedbrydning af de øvre jordlag, som oversteg gendannelsen i en sådan grad, at landbrugsjordens fortsatte frugtbarhed er anfægtet.
En ledende embedsmand i det amerikanske landbrugsministerium skrev i en analyse af situationen, at »det økonomiske pres i retning af at forøge eksporten, forbedre betalingsbalancen og derigennem styrke dollaren, er blevet transformeret mere eller mindre direkte til vort naturgrundlag. Resultatet er blevet, at jorderosion i dag har antaget epidemisk omfang.« (9)

Over 100 millioner hektar landbrugsjord i USA er nu omfattet af disse ødelæggelser, og halvdelen af dette areal er berørt i svær grad. (Danmarks landbrugsareal er knap 3 millioner hektar.).

Reduktionen af de øvre jordlag påvirker produktionen ved, at landbrugsjordens frugtbarhed nedsættes, indholdet af næringsstoffer formindskes og jorden mister evnen til at holde på fugtigheden.
Det medfører blandt andet et stigende behov for kunstig vanding på arealer, der ikke tidligere har haft behov for vanding.

Udviklingen foregår, som det også blev fremhævet i slutdokumentet fra den tidligere omtalte konference i Canada, under dække af stadigt stigende udbytter. Det vil sige, at der sker en ødelæggelse af landbrugsjorden samtidig med, at der kan høstes stadigt stigende mængder af afgrøder.

Den fortsatte vækst i høstudbyttet hænger tæt sammen med et avanceret avlsarbejde, der har frembragt meget højtydende kornsorter, og i tilknytning til dette avlsarbejde er der blevet udviklet nye typer af kunstgødning og kemiske plantebeskyttelsesmidler.
Gennem en øget indsats af kunstgødning og kemiske hjælpestoffer og i kraft af den højteknologiske udvikling af kornsorterne kan produktionen fortsætte med at stige fra år til år, selvom landbrugsjorden ødelægges mere og mere.

Forringelsen af landbrugsjorden fører på den måde til stigende produktionsomkostninger. På et tidspunkt er produktionsomkostningerne så store, at produktionen på landbrugsarealet bliver urentabel.
På det tidspunkt er landbrugsjorden i mange tilfælde blevet så ødelagt, at erhvervsmæssig udnyttelse af jorden ikke længere er mulig.

På det tidspunkt er det ikke sådan, at landbrugsjorden blot kan vende tilbage til, hvad man kunne kalde normal brug inden for rammerne af det tidligere brugte og økologisk stabile landbrugssystem. Jordens frugtbarhed er spoleret, og det kan tage årtier at genoprette skaderne. (10)

En sådan udvikling er som beskrevet under hastig udvikling i Canada, og gør sig allerede i dag gældende på en stor del af USA’s landbrugsareal.
Nogle af verdens mest betydningsfulde landbrugsarealer står derfor nu i fare for omfattende ødelæggelser.

Den undergravning af landbrugsjordens fortsatte frugtbarhed, der er under udfoldelse i Nordamerika, sker også i Vesteuropa.
De industrielle driftsmetoder, der er årsag til ødelæggelserne, er mere udbredte i USA og Canada end i Vesteuropa, men på trods af de erfaringer, der er gjort i USA og i Canada, så er den fremherskende bestræbelse i det vesteuropæiske landbrug, at indføre de samme industrielle driftsmetoder for at kunne opnå hurtige økonomiske gevinster.

I Frankrig, England, Holland, Vesttyskland og i Danmark er de industrielle driftsmetoder i planteavlen derfor nu under hastig udvikling, og omstillingen understøttes gennem den fælles landbrugspolitik i EF med milliarder i kontante statstilskud.

(Kapitlet om Jorden er redigeret og forkortet til dette uddrag. En kopi af hele bogen kan læses her i PDF)