Galten Særimner: Jorden

UDDRAG FRA BOGEN “MILJØ OG LANDBRUG : GALTEN SÆRIMNER”, GADS FORLAG, 1985

KAPITEL 3: JORDEN

Siden midten af det 20. århundrede er verdens befolkningstal næsten blevet fordoblet.
Befolkningstilvæksten fortsætter, og verdens bønder skal hvert år forsøge at mætte yderligere 80 millioner nye verdensborgere.
En opgave, som viser sig stadig vanskeligere at løse, blandt andet fordi den energiske indsats, der udfoldes for at leve op til de stigende krav til fødevareproduktionen, fører til, at de traditionelle retningslinjer for en hensigtsmæssig omgang med naturgrundlaget tilsidesættes.
Resultatet er en systematisk ødelæggelse af landbrugsjorden.

Denne onde spiral kan iagttages mange steder i den 3. Verden. I forsøget på at afhjælpe de påtrængende sultproblemer, sker der indgreb i naturgrundlaget, som med sikkerhed vil føre til endnu større sultproblemer næste år, eller næste år igen.
Den systematiske undergravning af naturgrundlaget sker i disse egne af verden for at imødegå en akut, livstruende hungersnød.
De befolkningsgrupper, som på denne måde saver den sidste kvist over i bestræbelsen på at skaffe mad nok til at sikre deres egen og deres familiers overlevelse, er ofte uvidende om, hvilke konsekvenser de uhensigtsmæssige indgreb i naturgrundlaget vil have på de fremtidige muligheder for fødevareproduktionen.
Endvidere er de politiske forhold i disse lande ofte, som en konsekvens af sultproblemerne, ustabile, hvilket umuliggør en systematisk indsats for at udvikle et stabilt og højtydende landbrugssystem.

Denne djævelske forbindelse mellem befolkningstilvækst og ødelæggelse af landbrugssystemerne har siden FN’s fødsel efter 2. Verdenskrig, været et af de helt centrale temaer i den vestlige bistandspolitik over for landene i den 3. Verden.
Uendelig er rækken af rapporter og konferencer om de fremtidige perspektiver for verdens fødevaresituation under indtryk af den fortsatte vækst i befolkningstallet i de egne af verden, som er dårligst udrustet, hvad angår mulighederne for at leve op til det krav om stigende fødevareproduktion.

Problemet er blevet udtrykt på den måde, at der fra 1980 til år 2000 forventes en befolkningstilvækst, som indebærer, at der sker en reduktion af det gennemsnitlige landbrugsareal pr. verdensborger på 20%.
Dette er imidlertid ud fra den forudsætning, at landbrugsarealet bliver ved med at være lige så stort, som det er i dag, og det er efter alt at dømme en usandsynlig forudsætning.
Der sker nemlig som nævnt en systematisk ødelæggelse af enorme landbrugsarealer, fordi de traditionelle dyrkningssystemer, som var økologisk stabile, da befolkningstallet, indtil for 30-40 år siden, kun var det halve af, hvad det er i dag, nu bryder sammen under presset fra befolkningstilvæksten.
En betydelig del af de berørte landbrugsområder bliver herigennem ødelagt i en sådan grad, at relativt frugtbare landbrugsarealer forvandles til gold ørken.

De dystre perspektiver, der rejser sig i forbindelse med hele denne udvikling, har i en årrække været forholdsvis veloplyst, og er almindeligt kendt i den vestlige offentlighed.
Almindeligt kendt er også, at der, sideløbende med voksende sultproblemer i den 3. Verden, sker en stadig vækst i de vestlige landes fødevareproduktion, en vækst, som har ført til problemer i form af overskudsproduktion, i den forstand, at de pågældende fødevarer ikke kan afsættes på almindelige markedsmæssige vilkår, fordi de mennesker, der mangler disse fødevarer, kan ikke betale for dem.
Mindre kendt er det formentlig, at det vestlige landbrugssystem i stigende udstrækning udviser nogle af de samme svaghedstegn, som landbrugssystemerne i den 3. verden. Den økologiske stabilitet nedbrydes, og der sker en systematisk undergravning af naturgrundlagets fortsatte frugtbarhed.
Foruden korn, majs og andre planteafgrøder producerer det moderne, vestlige landbrugssystem ørken.

I modsætning til, hvad der er tilfældet i den 3. Verden, er producenterne i de vestlige lande ofte fuldstændig klare over konsekvenserne af de anvendte driftsmetoder. Ligeså har de politiske myndigheder i en række vestlige lande for længst erkendt perspektiverne for den fremtidige fødevareforsyning, hvis den nuværende tendens i udviklingen af driftsmetoderne videreføres uændret.

I 1982 afholdt det canadiske landbrugsministerium en konference om den igangværende ødelæggelse af landbrugsjorden.
Det canadiske landbrugsministerium stillede selv med sine planteavlseksperter, og konferencen havde derudover deltagelse af en lang række forskere fra canadiske læreanstalter, repræsentanter for de store landbrugsorganisationer, afsætningsorganisationeme og forbrugerorganisationerne. Konferencens hovedformål var at formulere en kort og klar udtalelse, som skulle affattes sådan, at alle implicerede parter kunne sige god for den. Følgende uddrag af det afsluttende communique er således dækkende for vurderingen i en bred kreds af topfolk i og omkring det canadiske landbrugserhverv.

»Ud over hele landet, i alle provinser, oplever Canada en forringelse af landbrugsjorden. Denne forringelse har igennem årene været overset, og er stadig i nogen grad skjult under den overflade af stadigt stigende udbytter målt i mængder, som år efter år produceres i det canadiske landbrug. Væksten i produktionen stammer fra videnskabelige og tekniske fremskridt.

Ikke desto mindre, er der nu igennem en årrække indsamlet data i en sådan mængde, at det kan fastslås, at der sker en væsentlig forringelse af landbrugsjorden i form af tab af muldholdige jordlag – fald i organisk materiale i jorden, forringelse af den fysiske jordstruktur, samt kemisk og gødningsmæssig ubalance.

Udfordringen til Canadas landmænd og til den canadiske offentlighed er at begrænse og vende denne udvikling.

Der kan ikke herske tvivl om, at det på længere sigt vil få alvorlige økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser for Canada, hvis det ikke lykkes at få stoppet forringelsen af landbrugsjorden. Der påhviler os derfor en alvorlig forpligtelse til en massiv indsats på alle fronter indenfor dette felt.

Såvel problemerne som de nødvendige løsninger er i deres natur langsigtede, dog må det understreges, at visse problemer er kritiske helt aktuelt.
Det er nødvendigt at møde disse problemer med en massiv indsats på alle niveauer.

Så meget til de indledende bemærkninger, vi skal nu se mere detaljeret på problemerne.

Først må det siges, at vores påvisning af problemerne ikke har til hensigt at pege fingre af nogen eller at placere en skyld. Tværtimod er det nødvendigt at se problemerne i en meget bred sammenhæng med hele det økonomiske system, som landbrugsproduktionen er underlagt.

De aktuelle driftsmetoder er stærkt belastende for landbrugsjorden.
Udtrykt positivt kan man sige, at opgaven er at finde frem til driftsmetoder, som på langt sigt kan sikre det størst mulige udbytte af jorden, det vil sige metoder, som ikke løbende forringer grundlaget for den fremtidige produktion. (…)

Selv om bekymringen for problemerne med forringelsen af landbrugsjorden på ingen måde er af ny dato, er der op igennem 1970-erne sket en betydelig skærpelse af bevidstheden om denne fare, og der er samtidig udviklet en større viden og forståelse for det mangesidede og sammensatte problemsæt. På trods heraf prioriteres problemet åbenbart lavt af både af landmænd og politikere og af konsulenter og den almindelige offentlighed.
Dette skyldes, som tidligere nævnt, at der sideløbende med forringelsen af jorden er høstet stigende mængder af afgrøder, og der har hvilet et stærkt økonomisk pres på den enkelte landmand i retning af øgede udbytter i planteavlen, hvilket har ført til driftsmetoder og introduktion af sorter i avlen, som ikke er i overensstemmelse med behovet for at standse forringelsen af landbrugsjorden. Det konstante økonomiske pres på landmændene har også betydet, at såvel landmænd som konsulenter og organisationerne i landbruget har haft opmærksomheden fikseret på de helt aktuelle økonomiske resultater.
Også fra regeringens og fra de højere læreanstalters side har der i bevillingspolitikken ikke afspejlet sig en tilstrækkelig forståelse for problemerne, og de perspektiver de rejser.
På universiteterne har der ligefrem været ført en nedskæringspolitik over for denne del af forskningen, en linje, som det nu er helt nødvendigt at ændre radikalt.

Vi kan dog konstatere, at bestræbelserne på at rette op på disse problemer nu med stigende vægt udfoldes af landmænd, videnskabsmænd, regeringen og brede befolkningsgrupper.
Dette er sket i takt med, at de åbenlyse farer, der følger af fortsat at negligere problemet, er blevet mere håndgribelige i form af vind- og vanderoision, udvaskning af næringssalte, reduktion af organisk materiale, ødelæggelse af jordstrukturen, tab af dyrkbarhed samt miljømæssig skade og forurening af jorden fra syreholdigt regnvand, for blot at nævne nogle af de iøjnefaldende skader.
Det er konferencens konklusion, at den øgede bevidsthed om problemerne nu må omsættes til et massivt og landsdækkende oplysningsarbejde overfor såvel landmænd som offentligheden. (…).

Allerførst må der sikres en nøje underbygget forståelse for den yderst påtrængende nødvendighed af, at der nu må ydes en forstærket indsats på hele dette felt, fordi det er nødvendigt for at sikre Canadas landbrugsjord i fremtiden.

Problemet skal, som tidligere beskrevet, ses i forbindelse med introduktion af nye teknologier i planteavlen og med de driftsmetoder, som er blevet presset igennem på grund af økonomiske forhold.

I det østlige Canada har et resultat af denne udvikling været, at den tidligere anvendte rotation i planteavlen er blevet afløst af et system baseret på monokultur, samt adskillelse mellem den animalske og den vegetabilske produktion. De økonomiske forhold har umuliggjort anvendelsen af allerede kendte teknikker til imødegåelse af de skader på landbrugsjorden, som følger af den ensidige stordrift.

I de vestlige områder af Canada har de nye driftsmetoder ført til så store problemer med jorderosion, at det i dette område er blevet yderst presserende at udvikle teknikker til imødegåelse af ødelæggelserne. (…)« (8)

Som det fremgår af denne erklæring, så hersker der i Canada almindelig enighed mellem forskere, praktiske landmænd og politikere om, at problemerne med ødelæggelse af landbrugsjorden er dybt alvorlige. Der er også enighed om, at årsagen til denne fremadskridende ødelæggelse skal findes i de driftsmetoder, som igennem de seneste 20 år gradvist har vundet indpas i landbrugsproduktionen.
Endelig hersker der enighed om, at der må gennemføres foranstaltninger, som kan rette op på situationen, og at dette nødvendigvis indebærer, at man må ændre de eksisterende driftsmetoder i landbruget.

Men, ét er at erkende alt dette, noget andet er at handle i overensstemmelse med erkendelsen.
For, som det hedder i dokumentet fra konferencen, så er de ødelæggende driftsmetoder blevet taget i anvendelse fordi, der har ligget et økonomisk pres på landmændene i retning af at forøge deres produktion. Et pres, som har været så stærkt, at der ikke har været rum for at iagttage de langsigtede interesser, som knytter sig til opretholdelsen af et stabilt, økologisk grundlag for landbrugsproduktionen.

Uanset hvor meget de uhyggelige konsekvenser af en fortsættelse i det nuværende spor står klart såvel i som udenfor landbruget, så ændrer en sådan erkendelse i sig selv intet på de økonomiske sammenhænge, som landmændene indgår i.
Og hvad der måske mest af alt karakteriserer de pågældende økonomiske sammenhænge, er, at det praktisk talt er umuligt for landmændene at indrette sig langsigtet. Renter og afdrag på lån skal falde til de aftalte terminer, og det nytter ikke, at landmanden forsøger at forklare sine kreditorer, at en manglende terminsbetaling skyldes varetagelsen af langsigtede, almene samfundsinteresser med hensyn til opretholdelsen af et stabilt landbrugssystem.
Den lokale afdelingsleder i pengeinstituttet kan nemlig ikke komme langt med det argument over for sine foresatte, og bankbestyrelsen ville få svært ved at opnå en generalforsamlings godkendelse af et underskudsgivende regnskab, hvis forklaringen på underskuddet var, at stribevis af lån til landmænd var blevet misligholdt med henvisning til forskellige økologiske hensyn. Aktionærerne er jo som regel også ansvarlige over for nogen, det være sig pensionssparere, investeringsforeninger, mv.
Landmanden kan heller ikke kan forvente forståelse, hvis han vælger at standse betalingen på den nye traktor eller mejetærskeren. Foderstofforretningen skal også have penge for såsæd, kunstgødning og sprøjtemidler.

Lige så let, som det er at sige til landmændene, at de skal lade være med at ødelægge naturen, lige så svært er det at skabe økonomiske sammenhænge omkring landbrugsproduktionen, som giver landmanden mulighed for at efterleve henstillingen.

Problemstillingen ses også afspejlet i de seneste ti års landbrugspolitik i USA.

Det amerikanske landbrugsministerium var tidligt ude med advarsler i forbindelse med ændringerne i driftsmetoderne i landbruget.
I midten af 1970’erne indtraf der en stor prisstigning på verdensmarkedet for hvede og andre kornprodukter, og landmændenes respons på denne situation var at forøge produktionen af hvede, så meget som muligt. Dette indebar blandt andet, at man gik bort fra de traditionelle rotationsprincipper, som indtil da havde sikret et forholdsvis stabilt dyrkningssystem. Nu blev rotationssystemet afløst af ren monokultur af korn, år efter år.
For at give plads til en maximal udnyttelse af de nye store landbrugsmaskiner, som blev udviklet til denne form for kornavl, blev tusindvis af kilometer læhegn fældet. Det gav plads, – også for vinden.

Allerede da denne udvikling var i sin vorden, gjorde det amerikanske landbrugsministerium opmærksom på, at al erfaring og den nyeste forskning samstemmende viste, at følgen af en storstilet udbredelse af de nye dyrkningssystemer ville blive, at landbrugsjorden i store dele af landet i løbet af relativt få år ville være alvorligt skadet, og på lidt længere sigt ville stå i fare for at blive ødelagt.
Denne advarsel og den erkendelse af eksistensen af visse grænser for udnyttelsen af naturgrundlaget, som er indeholdt i advarslen, blev overhørt. Den blev i hvert fald ikke efterlevet, muligvis fordi tusinder af landmænd hver for sig så en mulighed for at klare sig igennem en personlig økonomisk krise, hvis de udnyttede de gode hvedepriser på verdensmarkedet optimalt. De dyrkede derfor hvede på arealer, som kun var egnet for afgræsning, opgav rotationssystemet og fældede læhegn.

I USA er mulighederne for at foretage forholdsvis præcise vurderinger af de skader på landbrugsjorden, som fulgte af denne udvikling, bedre end i de fleste andre lande i verden.
Det amerikanske landbrugsministerium fører nemlig periodiske tilsyn med landbrugsjordens tilstand, og på baggrund af 200.000 jordprøver kunne det allerede i begyndelsen af 1980’erne konstateres, at advarslerne fra landbrugsministeriet ikke havde været overdrevne.

Mens tidligere tilsyn med landbrugsjorden havde vist, at der så sent som i begyndelsen af 1970’erne var nogenlunde overensstemmelse mellem nedbrydelse og genopbygning af de vitale øvre jordlag, som er forudsætningen for opretholdelsen af et stabilt dyrkningssystem, så var situationen mindre end ti år senere den, at der på 45% af landbrugsarealet skete en nedbrydning af de øvre jordlag, som oversteg gendannelsen i en sådan grad, at landbrugsjordens fortsatte frugtbarhed er anfægtet.
En ledende embedsmand i det amerikanske landbrugsministerium udtrykte sin vurdering af situationen på følgende måde: »Det økonomiske pres i retning af at forøge eksporten, forbedre betalingsbalancen og derigennem styrke dollaren, er blevet transformeret mere eller mindre direkte til vort naturgrundlag. Resultatet er blevet, at jorderosion i dag har antaget epidemisk omfang.« (9)

Over 100 millioner hektar er berørt af problemet, og halvdelen af dette areal er berørt i svær grad. (Danmarks landbrugsareal er knap 3 millioner hektar.).

Reduktionen af de øvre jordlag påvirker produktionen ved, at landbrugsjordens frugtbarhed nedsættes, indholdet af næringsstoffer formindskes og jorden mister evnen til at holde på fugtigheden.
Det betyder et stadigt stigende behov for kunstig vanding på arealer, som ikke tidligere har haft behov for vanding.
Forringelsen af landbrugsjorden fører med andre ord gradvist til betydeligt stigende produktionsomkostninger. På et tidspunkt er produktionsomkostningerne så store, at produktionen på det pågældende landbrugsareal bliver urentabel.
På dette tidspunkt er landbrugsjorden ødelagt i et sådant omfang, at erhvervsmæssig udnyttelse af jorden er umulig.

Udviklingen foregår, som det også blev fremhævet i slutdokumentet fra den tidligere omtalte konference i Canada, under dække af stadigt stigende udbytter. Det vil sige, at der sker en hastigt forløbende ødelæggelse af landbrugsjorden sideløbende med, at der kan høstes stadigt stigende mængder af afgrøder.

Stigningen i høsten hænger blandt andet sammen med et yderst sofistikeret avlsarbejde, som har frembragt utroligt højtydende sorter, og i tilknytning hertil lige så sofistikerede kunstgødningstyper og kemiske plantebeskyttelsesmidler.
Gennem en stadig øget indsats af kunstgødning og kemiske hjælpestoffer, og i kraft af den højteknologiske udvikling af kornsorterne kan produktionen fortsætte med at stige, selvom landbrugsjorden faktisk ødelægges mere og mere, år for år, indtil det punkt indtræffer, hvor det nødvendige forbrug af kemiske hjælpestoffer er blevet så stort, at der ikke længere sker en tilstrækkelig aflønning af produktionsfaktorerne til, at der er grundlag for at fortsætte produktionen.

På det tidspunkt er det ikke sådan, at landbrugsjorden blot kan vende tilbage til, hvad man kunne kalde normal brug inden for rammerne af det tidligere brugte og økologisk stabile landbrugssystem. Jordens frugtbarhed er definitivt spoleret. (10)

En sådan udvikling er som beskrevet under hastig udvikling i Canada, og gør sig allerede i dag gældende på en væsentlig del af USA’s landbrugsareal: nogle af verdens mest betydningsfulde landbrugsarealer står i fare for total ødelæggelse.

Lester R. Brown og Edward C. Wolf har i en rapport om hele dette spørgsmål, udarbejdet for det uafhængige amerikanske forskningsinstitut »Worldwatch«, påpeget det paradoksale i, at spørgsmålet om landbrugsjordens ødelæggelse ikke har kunnet aftvinge regeringerne i de vestlige lande tilnærmelsesvis den samme interesse, som spørgsmålet om de knappe olieressourcer.
Der føres på verdensplan omhyggelige regnskaber over størrelsen af de kendte olieforekomster, og der er på den baggrund hele tiden mulighed for at følge udviklingen på dette felt meget nøje.
Den hastigt forløbende ødelæggelse af landbrugsjorden anses af de to forskere for at være af mindst lige så stor betydning for den politiske, økonomiske og sociale udvikling i verden frem mod år 2000, som spørgsmålet om oliereserverne, men alligevel er det stort set kun USA, som fører noget effektivt tilsyn med udviklingen i ressourcegrundlaget på landbrugsområdet.

Brown og Wolf slår på baggrund af deres undersøgelser af problemets omfang til lyd for en revurdering af de eksisterende prognoser for fødevareforsyningerne i verden frem mod årtusindeskiftet. Deres undersøgelser tyder nemlig på, at ødelæggelse af landbrugsjorden vil begrænse det gennemsnitlige landbrugsareal per indbygger over de næste 15 år næsten lige så meget som befolkningstilvæksten.

Det vil sige, at de gældende prognoser, der som tidligere refereret anslår reduktionen i det gennemsnitlige landbrugsareal per indbygger til henved 20% som følge af befolkningstilvæksten, skal suppleres med en beregning over reduktionen i det samlede dyrkbare areal, som følge af den tiltagende ødelæggelse af landbrugsjorden i såvel 3. Verdens-lande som i de industrialiserede lande.

Tilsammen bevirker disse to faktorer en reduktion af den gennemsnitlige landbrugsareal per indbygger på over 35% i perioden fra 1985 til år 2000. Der er intet i de nu foreliggende undersøgelser der peger på at ødelæggelsen af landbrugsjorden af sig selv ophører ved år 2000 – den grænse er udelukkende valgt af tekniske og beregningsmæssige grunde.
Brown og Wolf understreger, at deres undersøgelser af jorderosionens omfang bygger på et meget uensartet datagrundlag, idet der kun er ganske få lande i verden, som råder over et nogenlunde præcist statistisk materiale til belysning af problemets omfang, og denne usikkerhed har de to amerikanske forskere taget i betragtning på den måde, at de altid har valgt de laveste skøn.

Ved år 2000 skal landbrugsproduktionen altså være 35% mere effektiv end i dag, for blot at yde den samme produktion som nu.
Skal produktionen sikre tilstrækkelige fødevareforsyninger til at afhjælpe de store sultproblemer, skal produktiviteten yderligere forbedres.

Ser vi tilbage, så kan der noteres en fordobling af den samlede fødevareproduktion indenfor de seneste 50 år.
En imponerende vækst, men denne vækst har, som beskrevet ovenfor, haft nogle meget store omkostninger, og er i betydelig udstrækning opnået gennem rovdrift på naturgrundlaget, en rovdrift, som væsentligt har forringet mulighederne for en fortsat vækst.

En del iagttagere sætter deres lid til den bioteknologiske forskning, som i de seneste år er nået nogle afgørende skridt frem mod endnu mere avancerede metoder til planteforædling end de metoder, som allerede kendes og i vid udstrækning anvendes i dag.
Men som det blev påpeget i det ovenfor omtalte dokument fra konferencen om landbrugsjordens ødelæggelse i Canada, så er der en helt klar tendens til at de nye sorter, som bioteknologien frembringer, forudsætter og er tilpasset nogle bestemte driftsmetoder, som på den ene side er fantastisk effektive, men som på den anden side fører til systematisk ødelæggelse af landbrugsjorden.

Den løbende undergravning af landbrugsjordens fortsatte frugtbarhed, som ovenfor er beskrevet på grundlag af canadiske og amerikanske erfaringer, gør sig i en vid udstrækning også gældende i Vesteuropa.
De industrielle driftsmetoder, som er den direkte årsag til ødelæggelserne, er væsentligt mere udbredte i USA og Canada end i Vesteuropa, men på trods af de erfaringer, som er gjort i USA og i Canada, så er den fremherskende bestræbelse i det vesteuropæiske landbrug, at introducere de samme driftsmetoder, som er gældende i USA og Canada, for derigennem at opnå den – omend kortsigtede – økonomiske fordel, der er forbundet med de meget store udbytter, som kan opnås under et industrielt driftssystem i planteavlen.

I Frankrig, England, Holland, Vesttyskland og i Danmark er de industrielle driftsmetoder i planteavlen under hastig udvikling, og denne tendens understøttes via den fælles landbrugspolitik med kontante statstilskud.
Vi kan derfor nu iagttage en udvikling, som grundlæggende er identisk med den udvikling, som tog fart i USA og i Canada i midten af 1970’erne, og som førte til en næsten fuldstændig adskillelse mellem den animalske og den vegetabilske produktion i landbruget.

I Frankrig er udviklingen forløbet forholdsvis langt. Store landområder i de dyrkningssikre regioner midt i landet er overgået til ren planteavl, mens andre områder er præget af en koncentration af et stadigt større antal husdyr på bedrifter, som overvejende baserer produktionen på indkøbt foder.
På tilsvarende måde er der sket en koncentration af husdyr i bestemte områder indenfor Forbundsrepublikken, hvor der også er regioner, som nu er præget af industriel planteavl.
Tilsvarende for England, som indenfor visse områder kan fremvise nogle helt fantastiske høstresultater, som følge af avancerede, industrielle driftsmetoder i planteavlen.
Tendensen kan som nævnt også ses afspejlet i Danmark, hvor nye højtydende sorter igennem de seneste år er blevet introduceret i stor stil.

Som en naturlig følge af denne udvikling i den vesteuropæiske planteavl, er der fra politisk side blevet rejst spørgsmål om de mulige konsekvenser for landbrugsjorden, og ikke overraskende kan de vesteuropæiske forskere konstatere, at de negative virkninger på landbrugsjorden i Vesteuropa af de industrielle driftsmetoder i planteavlen ikke adskiller sig væsentligt fra de virkninger, som følger af dette driftssystem i andre egne af verden. (11)
I 1985 vedtog den Vesttyske regering et program til sikring af landbrugsjorden, noget tilsvarende er sket i Holland, England og Frankrig, og der arbejdes nu på EF-plan med at formulere et samlet program for beskyttelse af landbrugsjorden.

Under de gældende økonomiske rammer for landbrugsproduktionen er der imidlertid ikke grund til at nære de store forventninger til, at disse gode og rigtige programmer bliver omsat til praktisk politik i højere grad, end tilfældet har været i USA eller i Canada.
I Vesteuropa har den enkelte landmand under de givne økonomiske vilkår lige så lidt, som de canadiske og de amerikanske landmænd mulighed for at anlægge synderligt langsigtede betragtninger på udviklingen af sin bedrift. Og nok så mange rapporter, konferencedokumenter og regeringsprogrammer opvejes altid fuldt ud af et gunstigt forhold mellem produktionsomkostninger og salgspriser i planteavlen i det enkelte år.

Set fra en dansk planteproducents synsvinkel, så er det rendyrket romantik, hvis man inden for den nationale lovgivnings rammer vil afskære ham fra at udnytte bestemte driftsmetoder, som giver den engelske, tyske eller franske planteproducent et udbytte, som ligger væsentligt over det, den danske planteproducent kan opnå ved hjælp af driftsmetoder, som er knapt så belastende for naturgrundlaget.
Romantisk, fordi en sådan politik i en periode, hvor produktiviteten stiger meget fra år til år, hurtigt vil føre til, at den danske planteproduktion generelt stagnerer på et teknologisk niveau, som i løbet af få år er konkurrenternes underlegent.
En sådan udvikling vil være selvforstærkende, idet en stagnation i den danske planteavl vil betyde, at danske producenter vil få en relativt mindre andel af de store statslige støttemidler, som udbetales via EF’s landbrugsordninger, og således yderligere vil savne et grundlag for nødvendige investeringer i produktionsapparatet.

Der er tilsyneladende, set fra landbrugets synspunkt, ikke andet at gøre, end at hoppe med på vognen, og så håbe på, at alle de dystre forudsigelser om ødelæggelse af landbrugsjorden viser sig at være ubegrundede.

I de øvrige EF-lande anskuer landmændene selvfølgelig problemstillingen fuldstændig på samme måde, som de danske planteproducenter.
Netop fordi landbrugspolitikken i vid udstrækning er et EF- anliggende, så fungerer konkurrencen mellem producenterne i de enkelte lande meget direkte, og mulighederne for at regulere udviklingen gennem nationale politiske indgreb er derfor begrænsede.
Landbrugspolitikken er på godt og ondt blevet et fælleseuropæisk anliggende, men det har vist sig, at det i hvert fald indtil nu har været forbundet med uoverstigelige vanskeligheder at nå frem til fælles beslutninger, som aktivt kan påvirke strukturudviklingen i planteavlen i en retning, som er forskellig fra den, som udvikler sig »af sig selv« på grundlag af nøgne driftsøkonomiske præmisser.

Dette på trods af, at den stigende udbredelse af industrielle driftsmetoder i planteavlen har ført til en sådan vækst i produktionen af korn, at millioner af tons hvert år må lægges på lager, fordi det ikke kan afsættes til de politiske fastsatte mindstepriser.
Denne oplagring fører selvsagt til meget store udgifter – mellem 10 og 20 milliarder kroner om året — men alligevel har de forsøg, der har været gjort på at nedsætte de politiske fastsatte priser på korn, for derigennem at lægge en dæmper på produktionen, hidtil været frugtesløse.

For selv om der pumpes milliarder af kroner fra den fælles landbrugskasse ud som støtte til EF’s landmænd, så er økonomien på den altovervejende hovedpart af bedrifterne meget ringe, og man vil på disse bedrifter ikke kunne leve med en lavere kompris. Der, hvor det store overskud skabes – nemlig i de områder, hvor den industrielle planteavl vinder frem – er der ikke problemer med det økonomiske overskud – tværtimod – der tjenes penge som aldrig før.

Udbredelsen af de industrielle driftsmetoder i planteavlen må forventes at fortsætte, og vil efterhånden, som dette produktionssystem vinder frem, i stadigt hastigere tempo udkonkurrere de mindre, traditionelle bondebrugs planteproduktion. Og skulle overproduktionen på et tidspunkt blive af et sådant omfang, at der vitterlig sker et prisfald på korn, så vil et sådant prisfald kun yderligere styrke de virksomheder i landbruget, som anvender den industrielle driftsmetode.
I takt med denne udvikling vil spørgsmålet om ødelæggelse af landbrugsjorden uden tvivl blive genstand for en stadig mere intensiv politisk debat, som tilfældet har været i USA og i Canada, hvor dette emne har været et af de mest fremtrædende i den landbrugspolitiske debat i 1980-erne.
I EF-sammenhæng drøftes for tiden forskellige muligheder for at reducere kornproduktionen, og der har i den forbindelse været rejst forslag om at tilplante en del af det nuværende kornareal med skov.
Man drøfter også muligheden for at omdanne korn til brændstof, som kan anvendes i forbrændingsmotorer, for måske ad denne vej at slippe af med det voksende kornoverskud.

Den helt nærliggende metode til begrænsning af den overdimensionerede kornavl, som ligger i at udforme en ramme for den fremtidige udvikling i planteavlen, som simpelthen udelukker den videre udbredelse af de industrielle driftsmetoder, synes ikke at ligge inden for mulighedernes grænse i den fælles landbrugspolitik.

Selvom det allerede i dag står fuldstændig klart, at en fortsat udbredelse af det højteknologiske dyrkningssystem fører til overskudsproduktion, til et betydeligt større energiforbrug, til en nærmest eksplosiv vækst i anvendelse af kunstgødning og kemiske plantebeskyttelsesmidler, til ophobning af forskellige tungmetaller i jorden, som betyder en trussel mod såvel husdyr som menneskers helbred, til undergravning af landbrugsjordens fortsatte frugtbarhed og til omfattende skader på såvel overflade – som grundvandsforekomsterne, som følge af en stigende udvaskning af næringssalte.

På trods af, at alt dette står klart og veldokumenteret, og at udbredelsen af de industrielle driftsmetoder yderligere fører til ødelæggelse af den decentrale bedriftsstruktur, som den fælles landbrugspolitik angiveligt har som et vigtigt mål at søge opretholdt, så går den teknologiske udvikling i planteavlen sin gang i overensstemmelse med de mest kortsigtede driftsøkonomiske kalkulationer, og ingen politisk magt i Vesteuropa synes at være i stand til at ændre på dette forhold.

Når det er så vanskeligt at gribe ind med en politisk regulering af udviklingen på hele dette område, så hænger det sammen med, at de nødvendige politiske indgreb vil gribe direkte ind i nogle grundlæggende økonomiske og politiske forhold.
En regulering af teknologiudviklingen er ensbetydende med en reel opgivelse af forestillingen om et frit erhvervsliv, hvor det er den enkelte private landmand, som investerer, og hvor det derfor også er den enkelte landmand, der afgør, hvordan der skal investeres.

Dette er en helt grundlæggende norm i de vestlige økonomier, og ud over konkret at anfægte denne norm ved at gribe til en omfattende politisk regulering af teknologiudviklingen inden for landbruget, så ville en sådan regulering i sig selv udgøre et principielt spørgsmålstegn ved hele forestillingen om den private foretagsomhed, som en helt afgørende drivkraft i samfundet: hvis den private foretagsomhed ikke kan sikre os en hensigtsmæssig udvikling i landbrugsproduktionen, hvordan kan vi så stole på, at den private foretagsomhed kan sikre os dette i andre grene af produktionen?

I en periode, hvor den teknologiske udvikling på alle områder stiller den gældende økonomiske og politiske orden overfor store udfordringer, så bliver det stadigt vanskeligere på det politiske plan at acceptere afvigelser på for eksempel landbrugsområdet, fra den grundlæggende antagelse om, hvordan det økonomiske og det politiske plan bør forholde sig til hinanden.
Teknologiudviklingen har nået et stade, som indebærer, at udviklingsomkostningerne i forbindelse med yderligere teknologiudvikling er så enorme, at kun meget store kapitalkoncentrationer kan løfte opgaven.
Der kan stadig trives et vidt forgrenet erhvervsliv baseret på småvirksomheder, som er mere eller mindre privatejede, men deres produktion er præget af 2. generationsteknologi og systueproduktion for giganterne på markedet.

Hele denne udvikling har afgørende forrykket magtforholdet mellem det politiske og det økonomiske plan i de vestlige lande, på en sådan måde, at giganterne inden for produktionen har opnået en væsentligt øget indirekte indflydelse på samfundsudviklingen gennem deres prioritering af det teknologiske udviklingsarbejde.
I Vesteuropa skærpes denne tendens ved, at de dominerende grupper i produktionen uden større vanskeligheder kan operere på tværs af landegrænser, mens det politiske plan stadig i meget vid udstrækning er begrænset til at gøre sin indflydelse gældende inden for rammerne af de enkelte lande.

Det teknologiske gennembrud, som er under udvikling, revolutionerer således ikke alene de konkrete arbejdsprocesser i de enkelte virksomheder, men får i stigende udstrækning en revolutionerende effekt på hele det politiske og økonomiske system. I denne brydningsperiode, hvor der ikke synes at være givet overbevisende bud på en tidssvarende tilpasning af de politiske og økonomiske forhold fra nogen af de store grupperinger i vesteuropæisk politik, sker der øjensynligt det, at der på det politiske plan praktiseres en stædig fastholdelse af de normer og grundlæggende antagelser, som har været gældende i de seneste hundrede år eller mere: Politik dér og privat foretagsomhed dér.
Den konkrete afgrænsning varierer med partifarven. Åbnes der i forbindelse med udviklingen i landbruget op for et grundlæggende opgør med denne opdeling, kan det under indtryk af det indre pres, som det politiske og økonomiske system er udsat for, let få uoverskuelige konsekvenser for den politiske udvikling i forhold til andre grene af produktionen.

Det er formentlig i de sammenhænge, som her er forsøgt løst skitseret, at man skal finde forklaringen på, hvorfor udviklingen i landbruget relativt uantastet får lov til at løbe af sporet.
Det politiske niveau magter ganske enkelt ikke at formulere en praktisk politik, der svarer til de udfordringer, der stilles i forbindelse med det nye teknologiske gennembrud, men er henvist til at regulere konsekvenserne.

På det konkrete plan manifesterer denne problematik sig igennem en lovprisning af den teknologiske udvikling, som man alligevel ikke kan kontrollere.
De industrielle driftsmetoder i såvel plante- som husdyrproduktionen fremhæves i brede politiske kredse for deres effektivitet og store lønsomhed. Udviklingen af et industrielt organiseret landbrugssystem sidestilles med enhver anden, naturlig evolution i landbrugets produktionsapparat i de sidste hundrede år, og kritik af den industrielle udviklingsstrategi på landbrugsområdet afvises som det rene og skære maskinstormeri. Landarbejdere angreb og ødelagde jo også engang for hundrede år siden de nye høstmaskiner, fordi maskinerne tog arbejdet fra dem. Parallellerne fortsætter ud i det groteske.

Den politiske uvilje over for at drøfte spørgsmålet om de langsigtede konsekvenser af de nye teknologier inden for landbrugsproduktionen har ført til, at debatten har fået et skær af skænderi og at tendensen til grøftegraveri har været fremherskende.

Det ligger helt indenfor den gældende standard for saglig politisk debat at hævde, at veloplyste forhold, som gør sig gældende for eksempel i Vesttyskland eller i England, med hensyn til ødelæggelse af landbrugsjorden i forbindelse med bestemte driftsmetoder i planteavlen, ikke har nogen sandhedsværdi i forbindelse med en debat om de tilsvarende teknologiers konsekvenser for den danske landbrugsjord.

Desuden, så er det faktisk vanskeligt at bestemme hvilke konkrete årsagssammenhænge, der gør sig gældende i forbindelse med de forskellige forandringer i naturgrundlaget, som allerede nu kan iagttages, som følge af ændringerne i landbrugets produktionsmetoder.
Man har blandt andet drøftet spørgsmålet om årsagerne til den notoriske tilbagegang i antallet af ukrudtsarter og har drøftet de mulige negative virkninger, en fortsat nedgang i antallet af plantearter kan have, og man har drøftet de meget giftige planteværnsmidlers betydning for tilbagegangen i ukrudtsarterne.
Der kan nemlig konstateres et tidssammenfald mellem tilbagegangen i antallet af ukrudtsarter og en voldsom stigning i anvendelsen af plantebeskyttelsesmidler.
Der kan imidlertid også argumenteres for at sprøjtemidlerne ikke har haft nogen væsentlig, selvstændig indflydelse på antallet af arter i ukrudtsbestanden.
Ligeledes er det forbundet med store vanskeligheder at fastslå den nøjagtige årsagssammenhæng i tilbagegangen af fugle. Er det direkte skadevirkninger på grund af det store forbrug af sprøjtemidler eller er det et samspil af en lang række faktorer i forbindelse med de ændringer af fauna, insektsbestand, afvanding af lavtliggende engarealer, mv., der er årsag til nedgangen i antallet af fugle?
Og er det de store maskiner, de tunge redskaber, den ensidige kornavl eller måske kunstgødningen, der er den konkrete årsag til den åbenlyse forringelse af jordstrukturen, som kan iagttages på de arealer, hvor der nu igennem en årrække har været en vedvarende monokultur af korn?
Skyldes den forøgede udvaskning af næringssalte, som giver sig udtryk i forurening af grundvand og overfladevand, at en andel af kunstgødningen simpelt regner bort. Eller skyldes den forøgede udvaskning snarere udbredelsen af højtydende sorter, som efterlader en enorm rodmasse i en jord, som på grund af de anvendte driftsmetoder ikke er i stand til at fastholde de næringsstoffer, som frigives i forbindelse med omdannelsen af de store rodmængder?

Kritikere af den industrielle udviklingsstrategi er henvist til at søge efter videnskabeligt underbyggede årsagssammenhænge, hvis de skal gøre sig håb om at blive hørt. Som det gælder inden for enhver forskning, så er der selvfølgelig også indenfor dette område uenigheder. Disse gør, at lige så snart kritikere stiller med en videnskabelig rapport, står andre forskere til rådighed med en faglig afstandtagen fra rapportens litteraturgrundlag, den anvendte målemetode eller andre fagligt-tekniske indvendinger.

Når det er så vanskeligt at skabe grundlag for en forebyggende indsats på dette område, så hænger det altså blandt andet sammen med, at skaderne skal være indtruffet, og der skal være etableret en eller anden grad af forskningsmæssig enighed om årsagssammenhængene, før der overhovedet kan opnås enighed om nødvendigheden af at gribe til regulering af udviklingen.
Og kommet så langt vil de økonomiske og konkurrencemæssige vilkår for landbrugsproduktionen gøre det overordentlig vanskeligt at fastlægge rammer for produktionen, som indebærer at produktiviteten umiddelbart nedsættes, selvom baggrunden for et sådant indgreb er at sikre opretholdelsen af en forholdsvis høj produktivitet på langt sigt.
Endvidere er billedet af udviklingen i planteavlen på ingen måde entydigt.

Det er ikke sådan, at ingen i landbruget, det være sig landmænd eller konsulenter, er opmærksomme overfor de problemer, der knytter sig til den industrialiserede planteavl.
Tværtimod. Det forholder sig snarere sådan, at flertallet af såvel landmænd som konsulenter er fuldstændig på det rene med, at de industrielle driftsmetoder ikke er uproblematiske. Landmænd og konsulenter ved af erfaring, at den planteavl, som sker på en bedrift, som har et alsidigt sædskifte og et samspil med en husdyrbesætning, generelt har en bedre sundhedstilstand. Jorden på en sådan bedrift er generelt langt mere muldet, har en bedre evne til at fastholde fugtigheden, udsættes ikke for muldflugt når det stormer – kort sagt, har en væsentlig bedre struktur, end hvad der kan iagttages på naboejendomme, som råder over jord af samme beskaffenhed, men som igennem en årrække har haft en helt ensidig kornproduktion på hele arealet.

På visse af de store planteavlsvirksomheder i landbruget, er de avancerede driftsmetoder suppleret med lige så avancerede driftsplanlægningsprincipper, som indebærer, at der føres en omhyggelig langsigtet plan for udnyttelsen af landbrugsjorden, netop for at undgå den alvorlige forringelse af jordstrukturen.
Man sår ikke kornet slet så tæt, man presser ikke udbyttet i top med et maximum af kunstgødning, man sprøjter kun når der er gennemført omhyggelige undersøgelser af ukrudtsbestanden eller omfanget af et sygdomsangreb i den enkelte mark, man veksler mellem mange forskellige planteafgrøder, og sørger for at jorden ikke hvert år anvendes til produktion af de mest krævende afgrøder, man gennemfører en omhyggelig planlægning for kørsel i marken, for at undgå skader på jorden, osv.

Fra statsmagtens side udfoldes der her i landet desuden en ikke ubetydelig indsats for at sikre de hundredvis af kilometer læhegn, som i årenes løb er blevet plantet, og man gør fra Hedeselskabets side, som står for denne virksomhed, en stor indsats for at overbevise landmændene om det hensigtsmæssige i at plante og vedligeholde læhegn.
Gennem lovgivningen er der desuden sikret et grundlag for at bevare en betydelig del af de lavtliggende engarealer, som ofte grænser op til vandløb og søer, blandt andet fordi disse lavtliggende områder har en slags filtereffekt på det vand, som strømmer fra de højere liggende dyrkede arealer, og således forhindrer at næringssalte uden videre ledes til vandløb og søer.

I landbruget findes endvidere et sæt uskrevne regler som kaldes »godt landmandskab«, og dette begreb går mere på en hensigtsmæssig omgang med naturgrundlaget ud fra et langsigtet perspektiv, end på opnåelsen af det størst mulige udbytte i de enkelte år.
Inden for rammerne af det etablerede konsulent- og forsøgsarbejde udfoldes løbende bestræbelser på at udvikle og udbrede dyrkningssystemer, som er udviklet i overensstemmelse med naturgrundlagets bæreevne. Inden for skadedyrsbekæmpelsen undersøger man for tiden mulighederne for at begrænse anvendelsen af kemiske bekæmpelsesmidler, ved at undlade sprøjtning i visse bælter, for derigennem at skabe forbedrede betingelser for de fugle og de rovinsekter, som er skadedyrenes naturlige fjender.

Der kunne opregnes langt flere eksempler på, at der indenfor det traditionelle landbrug her i landet, udfoldes store bestræbelser på at sikre naturgrundlaget mod overlast. Specielt ud fra en opfattelse af landmandsgerningen, som placerer den opgave, der ligger i at forvalte naturgrundlaget på en hensigtsmæssig facon, på linje med den opgave, der består i at producere fødevarer. (12)
Den indsats, der inden for landbrugets egne rækker, løbende udfoldes for at dæmme op for udbredelsen af driftsmetoder, som kort og godt må betegnes som snæversynet rovdrift, er uden tvivl den væsentligste årsag til, at udviklingen i retning af benhårde industrielle driftsmetoder ikke er forløbet endnu længere end tilfældet er.
Når det her i landet i betydeligt omfang er lykkedes at lægge en dæmper på udbredelsen af de ødelæggende driftsmetoder, så hænger det imidlertid også sammen med, at jordlovgivningen indtil nu har lagt sten i vejen for en fri udfoldelse i erhvervet.
Det er simpelthen forbudt at opbygge meget store planteavlsvirksomheder ved at opkøbe og sammenlægge et stort antal almindelige landbrug.

Vurderet ud fra disse forudsætninger, er det lettere at forstå baggrunden for, at en kritik af de moderne driftsmetoder i landbruget meget ofte bliver mødt med hovedrystende afvisning, og bliver set som et udtryk for, at kritikerne ikke ved, hvad de taler om.
Men selv om udviklingen af brutale, industrielle driftsmetoder ikke er i overensstemmelse med den officielle bestræbelse i landbruget, så er det jo ikke ensbetydende med, at udviklingen af disse driftsmetoder slet ikke finder sted.
Den femtedel af landmændene, som modtager en omhyggelig rådgivning fra det officielle, etablerede og statsstøttede konsulentvæsen opfordres nok kun i de færreste tilfælde til i planlægningen af deres planteavl at se stort på naturgrundlagets langsigtede bæreevne.
Men selvom landbrugets organisationer tager afstand fra den udvikling, som indebærer, at en stadig stigende del af rådgivningen ydes – gratis — af de store virksomheder, som lever af at sælge såsæd, kunstgødning og sprøjtemidler, så forhindrer en sådan afstandtagen jo ikke, at udviklingen rent faktisk finder sted.

At den udvikling finder sted, hænger sammen med, at man, hvis man ønsker rådgivning i, hvordan man hurtigst muligt opnår de størst mulige udbytter uden for meget tanke for de langsigtede konsekvenser for naturgrundlaget, så skal man ikke gå til den officielle rådgivningstjeneste, nej – så skal man gå til de store forhandlere i grovvarebranchen, som »mens du venter« regner det hele ud på en computer.

Inden for såvel planteavl som husdyrhold har det vist sig, at landbrugets begreb om »godt landmandskab« har haft forholdsvis dårlige betingelser for at komme til praktisk udfoldelse inden for rammerne af de økonomiske vilkår, som er gældende i dag, og som har været gældende indenfor de seneste 10 til 15 år.
Landbrugets organisationer erkendte således i 1984 at det gode landmandskab faktisk var tilsidesat i en sådan grad i de seneste år inden for husdyrbruget, at der for at nå op til de normer for håndtering af husdyrgødningen, som er indeholdt i begrebet »godt landmandskab«, var behov for investeringer på tre, fire milliarder kroner, og vel at mærke, her-og-nu investeringer, til afhjælpning af undladelsessynder i de seneste ti år.

Samtidig erkendte landbrugets organisationer, at det var nødvendigt at supplere normerne for godt landmandskab med håndfast lovgivning, for ikke afgørende at forrykke konkurrenceevnen mellem de bedrifter, som opfylder de i en vis forstand moralske krav til opbevaringsfaciliteter for husdyrgødningen, på den ene side, og på den anden side, de bedrifter, som lader hånt om ethvert hensyn til omgivelserne.

Bruger man den konkrete udvikling inden for planteavlen i de sidste fem-seks år, som grundlag for en vurdering af organisationernes og rådgivningstjenestens muligheder for at håndtere udviklingen, så viser der sig også på dette område nogle vanskeligheder med at formidle det gode landmandskab overbevisende til medlemmerne.
Forløbet omkring udbredelsen af vinterbyg, som er en forbistret sygdomsspreder, men som, hvis den dyrkes i en tåge af sprøjtemidler giver et langt større udbytte end vårbyg, er, at der først skete en stigende illegal import af vinterbygsæd fra Vesttyskland. Denne illegale og vanskeligt kontrollerbare import førte til, at man fra myndighedernes side reelt var tvunget til at legalisere vinterbyggen, for overhovedet at sikre sig en vis kontrol med udviklingen. Vinterbygdyrkning blev derfor tilladt efter ansøgning, men høstresultaterne var så overbevisende, at det hurtigt blev illusorisk at holde vinterbyggen inden for rammerne af et licenssystem.
I løbet af ganske få år var vinterbyggen givet fri på det danske marked, og af regulerende faktorer var kun tilbage, at man fra myndighedernes side foreskrev en lovpligtig sprøjtning af vinterbyg, for at dæmme op for de sygdomme, som under danske klimaforhold følger denne kornsort.
Hvordan et sådan sprøjtepåbud tænkes håndhævet får stå hen.
Der var altså frit løb til de store udbytter i bygavlen, og nogenlunde samtidig greb dyrkningen af vinterhvede voldsomt om sig, fordi der var udviklet sorter og dyrkningssystemer, som viste sig at kunne give helt forrygende høstresultater. Fra konsulentside blev det i al spagfærdighed påpeget, at det danske klima ligger på nordgrænsen for dyrkning af disse vintersædsafgrøder, og at klimaet meget vel kunne vise sig at skabe store ødelæggelser i vintersædsarealerne, hvorfor man nok burde holde igen med udbredelsen af disse sorter.
Muligheden af at høste meget store udbytter har imidlertid ført til en kolossal udbredelse af vintersædsarealeme , simpelthen fordi den enkelte landmand vil få svært ved at forklare de kreditorer, som i så mange tilfælde står og banker på døren hver anden dag, hvorfor han ikke sikrer sig det optimale udbytte i det enkelte år.
Eller slet og ret, hvem vil ikke gerne tjene en krone mere?

I 1985 har vi så en hård vinter, og tusindvis af landmænd står med håret i postkassen, fordi hele deres kornareal er tilsået med en kornsort, som ikke kan klare en sådan vinter. Tusindvis af hektar må sås om. Som helhed satte landbruget ca. 100 millioner kroner til på den konto.
At udbredelsen af vintersædarealerne samtidig har medført en stejl vækst i det samlede forbrug af kunstgødning og kemiske sprøjtemidler, understreger blot yderligere de vanskeligheder, der er forbundet med at regulere teknologiudviklingen inden for planteavlen ved hjælp af vejledning, oplysning og normer for »godt landmandskab«.

Som det har vist sig i andre lande – for eksempel i en række midt-vest stater i USA – så fører det gode landmandskab alt for let lige lukt ind i en tvangsauktion, mens de, der blæser det gode landmandskab et stykke, bliver forgyldt.


(Teksten i dette uddrag er let redigeret til web-format. En kopi i PDF af hele bogen kan læses her.)

Tilbage til oversigten, Miljø og Landbrug