Klima: NetZero er et gigantisk digitalt projekt

For at kunne realisere klimamålene for 2030 og 2050 skal EU-landene mindst fordoble investeringerne i sol og vind og samtidig etablere et intelligent, pan-europæisk distributionsnet for elektricitet. Men Det er uklart hvor pengene skal komme fra.

There is growing agreement
between economists and scientists that the tail risks are material
and the risk of catastrophic and irreversible disaster is rising,
implying potentially infinite costs of unmitigated climate change,
including, in the extreme, human extinction

IMF Working Paper, September 2019
Prepared by Signe Krogstrup and William Oman

FREMTIDEN er elektrisk.

Hele den digitale verden er drevet af elektricitet, og i EU’s industripolitik er der en forventning om, at anvendelsen af computerchips i den europæiske økonomi vil blive fordoblet inden 2030.

De mange milliarder nye chips vil indgå som nødvendige komponenter i nye elbiler, i alle hjørner af private hjem og overalt i produktionen, og de vil forbruge betydelige mængder af elektricitet. Udbygningen af mobilnettet og af det europæiske fibernetværk vil yderligere skærpe kravene til elforsyningen.

En dybtgående elektrificering af den europæiske økonomi er samtidig en forudsætning for at kunne indfri EU-landenes klimamål.

For at nå NetZero i 2050 skal energiforbruget omstilles fra at være domineret af importeret olie og gas til at blive domineret af mere klimavenlige energikilder som vind, sol, vand og atomkraft, der alle optræder i energiforbruget i form af elektricitet.

Et mere klimavenligt energiforbrug er derfor nødvendigvis lig med en langt større andel af elektricitet i det samlede energiforbrug.

Omstillingen til CO2-neutral produktion af elektricitet er siden år 2000 blevet bakket op med milliarder af euros i statsstøtte til udbygningen af de private energiselskabers anvendelse af sol og vind.

I kraft af statsstøtten er elproduktionen fra sol og vind blevet udviklet fra næsten ingenting i år 2000 til nu at udgøre omkring 20 pct. af det samlede energiforbrug til produktion af elektricitet i EU-landene. 

Det må kunne betegnes som en vellykket indsats, og både sol og vind er på den måde blevet etableret som solide og fremadrettede vækstområder for energiproduktionen i EU-landene.

Men set i forhold til det samlede energiforbrug i EU, så udgør sol og vind tilsammen – selv efter denne kæmpe indsats – kun omkring 5 pct. af totalen.

Hvis de opstillede klimamål frem mod 2030 og 2050 skal kunne blive indfriet, så skal der i de kommende år gennemføres langt større investeringer i sol og vind (og atomkraft), end hvad der er set i de sidste 10 – 15 år.

Men det er et åbent spørgsmål, hvor investeringerne skal komme fra.

Desuden, så har den kæmpe indsats, der er blevet gjort inden for udbygningen af sol og vind, været fokuseret på en forøgelse af produktionskapaciteten.

Der har været mindre fokus på udbygningen af det forsyningsnet, der er afgørende for at få elektriciteten leveret ud til virksomheder og husholdninger.

Man kan sige, at i den første fase af omstillingen til mere klimavenlige produktionsformer i elektricitetsforsyningen har sol og vind især været brugt til at erstatte en del af den el-produktion, der hidtil har været baseret på kul og andre fossile energikilder, uden at det har ført til nogen forøgelse af elektricitetens andel af EU-landenes samlede energiforbrug.

Den samlede mængde elektricitet, der er blevet produceret, har været nogenlunde konstant, og elektriciteten fra sol og vind har derfor haft mulighed for at finde vej ud til forbrugerne inden for rammerne af det eksisterende distributionssystem.

I den næste fase, som man kan sige, at vi allerede har taget hul på fra omkring 2020, skal elektricitetens andel af det samlede energiforbrug mere end fordobles for at nå klimamålene, og for at det skal kunne lade sig gøre, skal der ikke alene etableres enorme mængder af ny produktionskapacitet. Der skal samtidig etableres helt nye, kæmpe store og langt mere avancerede distributionssystemer.

Politisk regulering

De teknologiske udfordringer og kapitalkravene til at nå disse mål i el-sektoren er enorme, og efter en del års træden vande har de politiske myndigheder i EU nu konkluderet, at det gældende markedsregime ikke vil kunne løse opgaven.

Energimarkedet i EU har i mange år været reguleret, og er dermed politisk styret i erkendelse af, at almindelige markedskræfter ikke af sig selv ville frembringe den nødvendige produktionskapacitet.

Den overordnede målsætning for reguleringen af markedet har været, at sikre fremkomsten af de rette “prissignaler” i markedet til at få private aktører til at investere i udviklingen af produktionskapaciteten og på den måde opnå forsyningssikkerhed for virksomheder og husholdninger.

EU-kommissionens formand siger nu, at det eksisterende markedsregime ikke længere sender de relevante prissignaler til de private investorer, og derfor skal der indføres et nyt markedsregime, der skal danne grundlag for en massiv vækst i investeringerne i elektrificeringen af energisystemet i EU-landene.

Det er endnu uklart, hvordan det nye markedsregime vil blive udformet, men et overordnet tema vil ifølge den såkaldte REPowerEU-plan være at udforme prissignaler på en måde, der vil føre til mindre afhængighed af importeret gas og olie.

Kommissionens udspil skal ses i sammenhæng med, at EU-landenes afhængighed af importeret gas og olie stort set er uforandret efter mere end tyve års politisk indsats for omstilling til et mindre CO2-belastende energiforbrug.

I år 2000 blev 56 pct af det samlede energiforbrug dækket af importerede fossile energikilder som gas og olie. I 2020 var andelen steget til 58 pct.

Hvis klimamålene for 2030 og 2050 skal kunne realiseres, så skal importerede fossile energikilder som gas og olie nødvendigvis skæres ned til under en tredjedel af det samlede energiforbrug. Det vil sige, at der skal ske mere end en halvering af det nuværende niveau inden for en kort årrække.

En så stor og hurtig nedskæring vil formentlig kun kunne ske gennem politisk fastsatte “prissignaler”, der gør disse energikilder langt dyrere end hidtil.

Hvad skulle ellers få forbruget til at falde?

Konkurrenceevne

Under hensyn til klimamålene er det næppe et sekund for tidligt, at EU-kommissionen spiller ud med en reform, der sigter mod at skære drastisk ned på importen af gas og olie, men samtidig er det klart, at omstillingen kommer til at gøre ondt mange steder, både blandt virksomheder og i husholdningerne.

Flere af europas største industrivirksomheder har allerede meldt ud, at de ikke ser nogen mulighed for at opretholde den nuværende produktion inden for EU på de betingelser, som den nye energipolitik udstikker. 

The European Round Table for Industry, der kan anses for at være et talerør for Europas store industrivirksomheder, har i en henvendelse til EU-kommissionen advaret om, at virkningerne af de øgede priser på olie og gas vil gøre “uoprettelig skade” på mange virksomheders internationale konkurrenceevne.

Den belgiske regeringsleder, Alexander De Croo, har sagt, at omstillingen risikerer at føre til “en massiv de-industrialisering af det europæiske kontinent”.

Martin Brudermüller, der er chef for BASF, en af tysklands og Europas største industrivirksomheder, sagde for nylig, at virksomheden bliver nødt til at skære “permanent” ned på produktionen i EU på grund af ændringerne i energipolitikken. 

Udtalelsen fra chefen for verdens største kemi-koncern kom efter at BASF for en måned siden åbnede en ny plastfabrik i Kina. Fabrikken repræsenterer en investering på 10 milliarder euro, og skal understøtte den voksende efterspørgsel i Kina. (BASF’s investering i denne ene fabrik svarer til omkring tre gange så meget, som de samlede årlige investeringer i industrien i Danmark, der i 2018 udgjorde ca. 25 milliarder kr.)

Disse reaktioner fra politikere og industriledere (hentet fra Financial Times), sender et signal om, at omstillingen i den europæiske energisektor kan være nået til en vigtig korsvej, hvor forestillingen om en mere eller mindre smertefri omstilling til NetZero må vige for en erkendelse af, at omstillingen kan blive smertelig.

Nødvendig omstilling

På det politiske plan bliver omstillingen i energipolitikken præsenteret som en konsekvens af den ændrede sikkerhedspolitiske situation i Europa. Det kan være belejligt, nu hvor omstillingen i EU-landenes energiforbrug begynder at gøre ondt. Men den sikkerhedspolitiske forklaring efterlader et spørgsmål om, hvordan klimamålsætningerne for 2030 og 2050 skulle kunne indfries uden at gennemføre den drastiske reduktion i importen af gas og olie og andre fossile energikilder, der nu er blevet sat på dagsordenen.

Den politiske retorik fra EU-kommissionens formand kan efterlade en fornemmelse af, at opbremsningen i importen af gas og olie ikke ville være blevet sat på den politiske dagsorden, hvis det ikke havde været på grund af de ændrede sikkerhedspolitiske omstændigheder. Tværtimod kunne importen af gas være blevet yderligere forøget med den planlagte åbning af Nord Stream 2 i begyndelsen 2023.

Men hvordan skulle der kunne blive kanaliseret nødvendige investeringer af et hidtil uset omfang ind i elektrificeringen af den europæiske økonomi, hvis markedet fortsat ville blive oversvømmet med billige importerede fossile energikilder som gas og olie, i et omfang svarende til omkring 60 pct. af EU-landenes samlede energiforbrug?

Opbremsningen i importen af gas og olie må kunne betegnes som en klimapolitisk nødvendighed, og den aktuelle chokvirkning i den europæiske økonomi er et resultat af, at der ikke tidligere er sket en gradvis opbremsning inden for rammerne af de sidste tyve års energipolitik, hvor importeret gas og olie ligefrem er blevet udviklet til at udgøre en stigende andel af det samlede energiforbrug.

Det politiske ansvar for den misere må placeres i Bruxelles og i EU-landenes regeringskontorer, for hvor skulle det ellers placeres?

Dybtgående digitalisering

Det forestående tigerspring i elektrificeringen af den europæiske økonomi bliver en gigantisk opgave, både når det gælder tekniske udfordringer, adgang til finansiering og politisk styring.

De tekniske udfordringer knytter sig især – men langt fra kun – til udviklingen og etableringen af et pan-europæisk distributionsnet for elektricitet samt til en stabilisering af atomkraftens rolle i det samlede produktionsapparat.

Distributionsnettet skal ikke blot udbygges med flere af de master og kabler, der findes i forvejen, men skal dybtgående opgraderes til at blive en avanceret og digitalt understøttet infrastruktur, hvor kunstig intelligens anvendes til automatiseret optimering af energistrømmene i nettet.

Potentialet i – og nødvendigheden af – denne form for digital omstilling kan ses afspejlet hos Alphabet/Google, der har et årligt strømforbrug svarende til halvdelen af Danmarks. Efter at Google for nogle år siden bragte kunstig intelligens i anvendelse til optimering af elektricitetsforbruget i virksomhedens tekniske infrastruktur, blev der opnået en besparelse på 25 pct.

DeepMind, den Alphabet-ejede virksomhed, der har udviklet løsningen, har efterfølgende skitseret, hvordan tilsvarende teknologi ville kunne bringes i anvendelse inden for det britiske el-distributionsnet og give besparelser på 10 pct. af det samlede forbrug af elektricitet. 

Der vil være behov for at bringe lignende teknologi i anvendelse ved udbygningen af Europas nye distributionsnet, og nettet kan derfor ses som et levende laboratorium, hvor mange af byggeklodserne først skal opfindes, sideløbende med at nettet bliver etableret,  sættes i drift, vedligeholdes og løbende moderniseres. Eller som man siger, vi bygger flyveren, mens vi flyver.

Det bliver en monumental opgave.

Atomkraft vil fortsat spille en betydelig rolle for den samlede produktion af elektricitet i EU-landene, og som en CO2-neutral energikilde vil atomkraft yde et væsentligt bidrag til at nå klimamålene. I dag stammer 25 pct. af forbruget af elektricitet i EU fra atomkraft. Det er mere end vind og sol tilsammen.

Den tekniske kompleksitet og omkostningerne ved en fortsat udbygning af atomkraft har imidlertid vist sig at være overvældende, og forventningen i den europæiske energipolitik er i dag, at atomkraft vil komme til at udgøre en faldende andel af det samlede energiforbrug.

Men indtil videre vil atomkraft stadig udgøre et væsentligt bidrag til EU-landenes samlede produktion af elektricitet. At den tyske regering med deltagelse af De Grønne nu har besluttet at fortsætte produktionen på landets tre tilbageværende atomkraftværker, der ellers skulle lukke og slukke ved ved udgangen af 2022, siger noget om det pres, der nu hviler på politikerne for at øge den CO2-neutrale elproduktion.

Men den teknologiske og økonomiske risiko ved etablering af nye atomkraftværker har vist sig at være så stor, at den aktuelle anlægsaktivitet er minimal. Frankrig har ét værk under opførelse, og Slovakiet har netop startet produktion på et værk, der blev påbegyndt i 2008. Samtidig har både Slovakiet og Finland hver stoppet et igangværende projekt på grund af stigende politisk, økonomisk og teknologisk usikkerhed.

For den aktuelle udbygning af produktionskapaciteten i elsektoren samler interessen sig derfor om sol og vind, samt vandkraft, der i mange år har ydet et forholds stabilt bidrag til den europæiske elforsyning på omkring 15 pct.

Væksten i produktionskapacitet forventes især at skulle komme fra sol og vind i form af store havmølleparker og mega-anlæg for solenergi blandt andet i Sydeuropa.

Frankrig har indført lovkrav om etablering af solpaneler over alle P-pladser ved supermarkeder, etc. over en vis størrelse. Andre lignende initiativer rundt om i EU-landene vil kunne føre til krav om opsætning af solpaneler på offentlige bygninger, lagerhaller og andre egnede bygninger.

Finansiering og Kina

Med den nye energipolitik sigter EU-kommissionen nu mod at tredoble produktionskapaciteten fra både sol og vind inden 2030. Det vil ud fra enhver betragtning være et svimlende projekt, og det bliver ikke mindre, når det ses i sammenhæng med udviklingen af det tilhørende distributionsnet.

De tekniske og praktiske udfordringer, der vil være forbundet med at realisere de nye mål for udbygningen af elsektoren i EU vil være voldsomme, men de politiske og finansielle aspekter af projektet skal heller ikke undervurderes.

EU-politikken lægger kun rammerne og principperne for energipolitikken, hvorefter det er de enkelte lande, der har kontrol over, hvordan de vil udfylde de fælles rammer.

Nogle af udfordringerne ved denne arbejdsdeling kommer blandt andet til udtryk ved, at samtidig med at Spanien gennemfører storstilede og banebrydende projekter for opførelse af solkraftværker, så øger Polen sit forbrug af kul i elproduktionen.

Uden nogen umiddelbar udsigt til at EU-landene vil opgive deres nationale kontrol over udmøntningen af energipolitikken, så vil den fælles EU-politik især kunne komme til udtryk gennem det nye markedsregime for fastlæggelse af de såkaldte “prissignaler”, som skal medvirke til at få de nationale regeringer og private investorer til at løbe i den samme retning og udbygge energisektoren inden for de prioriterede områder.

Langt den største del af omkostningerne til at nå klimamålene i 2030 og 2050 falder uden for energisektoren, og vedrører først og fremmest hele transportområdet, husholdningerne og produktionsvirksomhederne, hvor der skal ske vidtgående omlægninger i forbindelse med omstillingen til øget elektrificering.

Men de årlige investeringer i selve energisektoren, herunder til produktion og distribution af elektricitet, skal ifølge EU-kommissionens beregninger mindst fordobles fra det nuværende niveau for at nå klimamålene.

En af de overordnede politiske udfordringer i forbindelse med realiseringen af klimapolitikken vil derfor blive at få sendt politisk udformede prissignaler til private investorer på en sådan måde, at de nødvendige investeringer rent faktisk kommer til at finde sted i tilstrækkeligt omfang og inden for de prioriterede områder.

EU-landenes økonomiske, sociale og politiske ve og vel er direkte knyttet til, at energiomstillingen i store træk bliver gennemført som planlagt, og den politiske risiko, der knytter sig til hele denne øvelse, kan derfor vanskeligt overvurderes.

Nogle af de få spillere i hele denne komplicerede kabale, der kan se med stor fortrøstning på de kommende års omstilling, udgøres af en lille gruppe kinesiske virksomheder, der har så godt som monopol på fremstilling og eksport af de solpaneler, der kommer til at udgøre en af de vigtigste brikker i omstillingen til et elektrificeret energisystem i Europa.

Naturbrand i Spanien, sommeren 2022 – Klik for større billede – Over 660.000 hektar gik op i røg som følge af naturbrande rundt om i EU-landene i sommeren 2022. Det svarer til, at hele Sjælland blev brændt af. Brandene skyldes ekstremt vejr, der sættes i forbindelse med klimaforandringer.

HENVISNINGER OG BAGGRUND: 26-11-2022