Europæiske virksomheder og offentlige myndigheder står over for en hvepserede af praktiske udfordringer i deres bestræbelser på at øge anvendelsen af digitale løsninger fra skyen. Samtidig er hele øvelsen blevet hvirvlet ind i et storpolitisk atlantisk opgør.
IBYEN Frankenwinheim i det sydvestlige Tyskland har den lokale bager taget kunstig intelligens i brug til at styre produktionen af rundstykker og andet bagværk.
Bagerens store udvalg af brød og boller har fået plads i en ny montre, hvor indbyggede digitale vægte registrerer beholdningen af de forskellige varer. Når beholdningen falder til et fastlagt minimum, sender systemet besked til software, der anvendes i bageriet i den anden ende af byen. Systemet benytter statistik over det tidligere salgsmønster til at regulere produktionen af forskellige typer bagværk ud fra tidspunktet på dagen, årstiden og det aktuelle vejr. Butikkens kunder finder derfor som regel de efterspurgte varer på hylden, og spild i form af usolgt brød er blevet reduceret til et minimum.
I Danmark er tandlæger over hele landet i dette efterår i gang med at indføre et nyt journalsystem, der opdateres løbende under behandlingen af patienter, og som fjerner behovet for lokale it-installationer hos de enkelte tandlæger. Omstillingen til det nye system reducerer tandlægernes administrative arbejde, og samtidig bliver systemet et dynamisk redskab til planlægning af behandlinger.
Bageren i Tyskland og tandlægerne i Danmark er små konkrete eksempler på, hvordan digitale løsninger fra skyen og anvendelse af smart software i disse år breder sig ud i alle hjørner af samfundet.
Ifølge EU’s statistiske kontor anvender lidt under halvdelen af de private virksomheder i EU-landene mindst én digital løsning fra skyen – for eksempel et mailsystem – men både antallet af anvendte løsninger og antallet af virksomheder, der benytter dem, er i hastig vækst. Med løsninger fra skyen får virksomhederne adgang til et større udvalg af systemer samtidig med at de opnår besparelser. Desuden får de lettere adgang til at benytte kunstig intelligens til udvalgte opgaver.
EU-landene har vedtaget en politisk målsætning om, at andelen af virksomheder, der anvender digitale løsninger fra skyen, skal forøges til mindst 75 pct. inden 2030, og dermed er der sat en ambitiøs dagsorden for vækst inden for dette vitale hjørne af EU-landenes digitale omstilling.
Samtidig har medlemslandene fremsat en fælles erklæring om, at de hver især vil fremme den offentlige sektors anvendelse af it-systemer fra skyen til afløsning af eksisterende systemer, der i dag produceres i lokale it-afdelinger.
Kort sagt, så er alle sejl sat til for at fremme omstillingen til skyen, og de politiske målsætninger bliver bakket op med milliarder i statstilskud til privatejede virksomheder.
Grænser for vækst
Men inden de ambitiøse planer for digital omstilling til skyen kan realiseres, skal der ryddes en del sten af vejen.
1. Der mangler moderne datacentre til at håndtere en væsentlig forøgelse af produktionen af digitale løsninger fra skyen.
2. Der mangler strøm og forsyningskabler til at drive flere og større datacentre.
3. Der mangler europæiske investeringer til udbygningen af den i forvejen ret begrænsede europæisk kontrollerede infrastruktur af datacentre og fibernetværk til produktion af digitale løsninger fra skyen.
Alle aspekter af skyen i Europa – datacentre, fibernetværk og software – er fuldstændig domineret af en lille gruppe amerikanske virksomheder, der har mulighed for at gennemføre langt større investeringer end deres relativt små europæiske konkurrenter. Desuden har de amerikanske virksomheder gradvist opnået et afgørende forspring inden for den nødvendige viden og knowhow til at udvikle den tekniske infrastruktur i skyen.
Den eneste reelle konkurrence til de amerikanske techvirksomheder udgøres af tilsvarende megavirksomheder fra Kina, der har vist øget interesse for at udbygge deres operationer inden for EU.
Hvad Europa savner i europæisk kontrollerede digitale produktionssystemer, kapital og knowhow, har EU-landene til gengæld til overflod i bureaukratisk regulering, der har til formål at etablere en grad af kontrol med de oversøiske operatører. Mængden af komplicerede love og regler om håndtering af europæiske data udgør efterhånden et juridisk minefelt for de amerikanske og kinesiske virksomheder, der vil forsøge at navigere på det lukrative europæiske marked, men indtil nu har EU-reguleringen mere været en besværlighed end en forhindring for at drive forretning i EU-landene.
Det har betydet, at amerikanske virksomheder på trods af det juridiske bøvl har fortsat investeringerne i udbygningen af deres datacentre og fibernetværk i Europa helt frem til et punkt, hvor der i dag ikke længere er strøm nok til at forsyne flere datacentre.
I Irland, hvor der findes en koncentration af store amerikanske datacentre til servicering af det europæiske marked, har myndighederne lukket for tilladelse til at opføre nye datacentre.
De eksisterende datacentre forbruger allerede over 20 pct. af landets samlede elproduktion, og desuden er distributionsnettet for elektricitet fuldt udnyttet.
I Holland, der er et andet knudepunkt for etablering af amerikanske datacentre, er der stigende utilfredshed med, at de store udenlandske virksomheder opkøber alt hvad de kan komme i nærheden af af grøn el-produktion fra nye vindmølleparker, der ellers skulle have bidraget til forbedring af husholdningernes og de lokale virksomheders CO2-regnskab.
Det er et klassisk eksempel på at hestene bides, når krybben er tom, for de store techvirksomheders massive opkøb af grøn elektricitet til drift af deres datacentre skal ses i sammenhæng med, at EU-lovningen kræver, at datacentrene gennemfører en drastisk forbedring af deres CO2-regnskab.
Mangel på strøm
Problemet er, at der p.t. ikke produceres grøn strøm nok til at imødekomme alle de mange forskellige politiske initiativer i EU for at nå net zero, og det er vanskeligt at få øje på en realistisk køreplan for en forøgelse af grøn el-produktion i tilnærmelsesvis det omfang, der skal til for at opfylde alle de forskellige politiske målsætninger. Og selvom produktionen af grøn strøm pludselig skulle skyde i vejret, så råder EU-landene ikke over et distributionsnet til at håndtere en sådan vækst i el-produktionen.
De store EU-programmer for udbygning af den digitale sektor med tusindvis af nye datacentre og med en dramatisk vækst i private virksomheders og offentlige myndigheders anvendelse af digitale løsninger fra skyen samt en tilhørende massiv udbygning af den europæiske fiberinfrastruktur til at håndtere den forudsete flerdobling i datatrafikken, alt dette repræsenterer set under ét en ambitiøs vision for den digitale omstilling i EU-landene.
Det er samtidig en vision, der vil indebære et markant stigende forbrug af elektricitet.
For at bringe den digitale vision i overensstemmelse med klimamålene i andre grene af EU’s politiske programmer, så rummer planerne for den digitale omstilling et meget ambitiøst mål om, at den fortsatte udvikling af den digitale infrastruktur i EU-landene skal være tæt på CO2-neutral.
Konsekvensen af denne målsætning er, at en betydelig andel af den nye kapacitet for produktion af grøn strøm, der måtte blive etableret inden 2030, vil skulle bruges på at realisere CO2-målsætningerne inden for det digitale felt.
Men da private husholdninger, hele industrien samt millioner af virksomheder inden for handel og service samtidig hver især skal opfylde nye klimakrav gennem en omstilling fra billig gas til kostbar CO2-neutral elektricitet, så bliver der kamp til stregen om de begrænsede mængder af grøn strøm, der måtte blive til rådighed på markedet.
Man kan kun håbe, at produktionen af klimavenlig elektricitet vil blive så stor, at der vil være nok til alle. Men som man siger: håb er ikke en strategi.
Atlantisk storpolitik
Alle de praktiske udfordringer med at skabe plads til nye datacentre og at få produceret og leveret grøn strøm nok til at drive dem samt at få bundet det hele sammen med tusindvis af kilometer nye fiberkabler – alt sammen inden 2030 hvis EU-planerne skal realiseres – hele dette uoverskueligt komplicerede og kostbare projekt udgør tilsammen en formidabel barriere for den fortsatte modernisering af det europæiske produktionsapparat.
Men den digitale omstilling i EU-landene er også udfordret af global magtpolitik, og i flere af de store EU-lande er disse storpolitiske udfordringer i de seneste år rykket helt op til toppen af den politiske dagsorden, fordi udfordringerne fremstår som en eksistentiel trussel mod landenes suverænitet.
De storpolitiske aspekter af den digitale omstilling i Europa har i mange år været ignoreret eller bagatelliseret, og i de toneangivende politiske cirkler har datacentre og fiberkabler ikke været temaer, som det var karrierefremmende at beskæftige sig med.
Tværtimod var der i årene omkring år 2000, hvor globaliseringen for alvor tog fart, en optimistisk fremtidstro på, at hele verden ville komme til at hænge sammen i én stor, fredelig digital sameksistens, hvor det formelle ejerskab til de tekniske komponenter var af mindre betydning. Det vigtige var at blive god til at bruge den digitale infrastruktur, og inden for det felt har Europa klaret sig godt i den internationale konkurrence.
Nu, hvor perspektivet om en fredelig, global sameksistens ligger i ruiner, har ejerskabet til og dermed muligheden for at opnå politiske kontrol over den globale digitale infrastruktur vist sig at være af vital betydning, og i de politiske magtcentre i Europa er teknikaliteter om datacentre, fiberkabler og elforsyning nu blevet noget, som man i toppen af det politiske apparat taler om med den dybeste alvor.
Det var den tidligere tyske forbundskansler, Angela Merkel, der tilbage i 2019 løftede spørgsmålet om ejerskabet til datacentre og den tilknyttede digitale infrastruktur frem på den politiske dagsorden. Det skete, efter at den amerikanske regering benyttede en præsidentiel beføjelse til at udstede et dekret med forbud mod at anvende amerikansk ejet digital infrastruktur og amerikanske finansielle instrumenter til samhandel med Iran.
Det præsidentielle dekrekt, der fik omgående retsvirkning uden nogen forudgående behandling i Kongressen, bestemte samtidig, at alle finansielle virksomheder i hele verden, fremover ville blive afskåret fra enhver finansiel aktivitet, der involverede amerikansk valuta, hvis de medvirkede til at omgå de amerikanske sanktioner mod Teheran. Dekretet fra den amerikanske præsident fik på den måde vidtrækkende konsekvenser for de europæiske banker, der ville gå nedenom og hjem, hvis de blev afskåret fra at handle med US-dollars.
Desuden betød det amerikanske skridt, at den globale digitale infrastruktur, der servicerer de finansielle markeder, med et pennestrøg kunne bringes under amerikansk politik kontrol fordi en overvejende del af de tekniske komponenter i hele denne infrastruktur er ejet af amerikanske virksomheder.
Dekreter viste sig hurtigt at være et forholdsvis simpelt men højst effektivt politisk instrument, og efterfølgende er dekreter blevet bragt i spil ved enhver lejlighed, hvor USA’s regering ser en politisk interesse i at gøre det. I perioden fra 2019 til 2021 blev der indført over 1500 forskellige sanktioner på grundlag af præsidentielle dekreter, og flere af disse dekreter havde direkte konsekvenser for europæiske firmaer. Dekretpolitikken er blevet videreført med fuld styrke i årene efter 2021.
Suverænitet på dagsordenen
For de politiske ledere i de store EU-landene står det nu klart, at det amerikanske ejerskab til langt hovedparten af de vitale elementer af den digitale infrastruktur i Europa betyder, at denne infrastruktur fra den ene dag til den anden kan komme til at befinde sig under direkte politisk kontrol fra USA’s regering uden om alle internationale aftaler, uden Kongressens medvirken og uden, at EU-landene kan stillet noget op over for det.
Men behøver ikke at være konspiratorisk anlagt for at kunne se problemet.
Så længe, at denne fundamentale politiske usikkerhed knytter sig til den fortsatte drift af Facebook, TikTok, YouTube og Tinder, er den politiske risiko til at leve med.
Men set i lyset af de store EU-programmer for digital omstilling, hvor der lægges op til at mindst 75 pct. af de private virksomheder samt store dele af den offentlige sektor inden 2030 skal benytte digitale løsninger fra skyen som kritiske elementer i deres digitale infrastruktur, så rejser perspektivet om direkte amerikansk politisk kontrol over det meste af skyens fysiske infrastruktur i Europa et fundamentalt spørgsmålstegn ved EU-landenes politiske suverænitet.
Introduktionen af præsidentielle dekreter som et aktivt instrument i amerikansk udenrigspolitik kommer oveni den eksisterende amerikanske lovgivning om amerikanske myndigheders adgang til alle de data, der befinder sig i amerikanske virksomheders datacentre, uanset hvor disse datacentre måtte være fysisk lokaliseret.
Den såkaldte Cloud Act fra 2018 har været et tilbagevendende tema i forhandlingerne om dataudveksling over Atlanten. Men selvom der ikke er fundet en tilfredsstillende løsning set fra Europa, så foregår forhandlingerne om virkningerne af Cloud Act dog inden for en formel ramme mellem i princippet suveræne nationer, der i dette tilfælde blot er uenige.
Men set i sammenhæng med de langt mere uforudsigelige præsidentielle dekreter, som i princippet kan handle om hvad som helst, så er hele situationen omkring de digitale løsninger fra skyen i Europa blevet fundamentalt usikker.
Nogle af de store EU-lande forsøger nu at samle tilslutning til en ny EU-lovgivning, der skal fremme udviklingen af et netværk af store europæisk ejede datacentre, der kan udbyde sammenhængende løsninger fra skyen til virksomheder og offentlige myndigheder.
Det skal blandt andet ske ved at indføre et certificeringsprogram for operatørernes “sikkerhed”, og certificeringsprogrammet tænkes udformet på en måde, der betyder, at kun datacentre, der hverken vil være omfattet af den amerikanske præsidents dekreter eller af den amerikanske Cloud Act, vil kunne opnå den højeste sikkerhedsgodkendelse.
Herefter kunne man forestille sig, at de enkelte medlemslande hver for sig ville beslutte sig for kun at ville anvende datacentre med den højeste certificering. Et sådant skridt ville udelukke alle de amerikanske operatører, der i dag er fuldstændig dominerende på markedet.
Sandhedens time
Der er delte meninger om, hvorvidt et sådant tiltag fra EU’s side ville kunne overleve en ankesag inden for rammerne af de internationale handelsaftaler. Men efterhånden er hele dette aftalesystem alligevel så undergravet, at det ikke er utænkeligt at EU-landene ville se stort på at tabe en eventuel ankesag. Den internationale samhandel er hastigt på vej tilbage til det vilde Vesten fra før WTO.
Hvis det ikke lykkes at opnå enighed om en ny fælles EU-lovgivning i stil med det, som en kreds af store lande har skitseret, så er det højst tænkeligt, at disse lande vil gå selv.
Med henvisning til at hele sagen vedrører landenes vitale interesser og deres suverænitet, åbnes der i henhold til EU-traktaterne for, at de enkelte lande stort set kan gøre, hvad der passer dem, herunder at yde massiv statsstøtte til opførelse af nationalt ejede datacentre og til udviklingen af sammenhængende digitale løsninger fra skyen.
Et reelt sporskifte i de store EU-lande med hensyn til fortsat anvendelse af amerikansk ejet infrastruktur i Skyen vil udløse et politisk jordskælv, og det vil kræve en kolossal indsats af kapital, udvikling af ny viden og knowhow samt mobilisering af en grad af politisk vilje og vedholdenhed, der sjældent er set i Europa siden Tysklands genforening.
Men dette er sandhedens time.
Om det er realistisk at opbygge en europæisk ejet digital infrastruktur i skyen, der vil kunne opnå en væsentlig markedsandel, og som vil kunne levere konkurrencedygtige digitale løsninger til europæiske virksomheder og offentlige myndigheder, er i bedste fald et åbent spørgsmål.
Og når det kommer til stykket, så vil nogle EU-lande måske være tilbøjelige til at foretrække, at være versaler til USA frem for at blive versaler til Tyskland eller Frankrig.
Men der kan næppe herske tvivl om, at den mulighed, der måske lige nu findes for at udvikle en stor, europæisk ejet digital infrastruktur i Europa, vil være endegyldigt forpasset om 5-10 år.
Og måske er tidspunktet allerede forpasset. Måske findes der ingen realistisk vej for de store EU-lande til at genvinde den suverænitet, som de under de sidste tyve års digitale omstilling gradvist har mistet uden rigtig at have bemærket det.
En fallit sker, som Hemingway har bemærket, først gradvist og så pludseligt.
Pejlinger 