I 2023 kunne vi begynde at se omridset af slutningen på begyndelsen i det langvarige drama frem mod kunstig intelligens, der muligvis kan udfordre mennesker i rollen som bærer af universets smarteste intelligens.
ChatGPT VAR EN AF de store AI-begivenheder i 2023. Computerkode, der var trænet med milliarder af siders tekst fra internettet, kunne nu skrive velformulerede og informative artikler om hvad som helst. I skolerne og på universiteter kunne elever og studerende bruge ChatGPT til at skrive deres opgaver og få gode karakterer uden at have et clue om, hvad opgaverne gik ud på. På den politiske scene har ChatGPT oversvømmet medierne med falske nyheder og frit opfundne historier. Det amerikanske magasin WIRED kunne i december informere sine læsere om, at “Microsofts AI Chatbot besvarer spørgsmål fra vælgere med konspirationer, falske skandaler og løgne”. Firmaerne bag de nye chatbots har erkendt, at maskinerne nogle gange fabrikerer velformulerede tekster med indhold, der er uden hold i virkeligheden. Det kaldes, at maskinerne “hallucinerer”.
Fra højre og venstre kræves der politiske indgreb for at dæmme op for maskinernes falsknerier, og EU-landene vedtog i december endnu et kolossalt lovkompleks, der skal regulere brugen af kunstig intelligens for at opretholde sandheden indenfor alle områder af samfundslivet.
Men bekymringerne over, at maskinerne kan forfalde til at levere frit opfundne historier er overdrevne. Nyhedsmedierne er hver dag fulde af historier, der er uden hold i virkeligheden, og sådan har det været siden de første aviser så dagens lys. Mange historier er i ægte kvantefysisk forstand både falske og sande på samme tid, afhængig af hvem, der læser dem. I slutningen af 2023 viste meningsmålinger, at 36 pct. af den voksne befolkning i USA mener, at Trump vandt præsidentvalget i 2020, men at sejren blev stjålet af Demokraterne og deres medsammensvorne i de statslige bureaukratier og de toneangivende medier. Usikkerheden om sandt og falsk rækker langt ind i de naturvidenskabelige sandheder, der i mange tilfælde har vist sig at have en begrænset levetid, hvorefter sandheden bliver, at den hidtil gældende sandhed er falsk.
Vi er som mennesker vant til og fuldt ud i stand til at færdes i en verden, hvor det meste af det vi hører, ser og læser er både sandt og falsk eller ligefrem frit opfundne historier. ChatGPT og lignende “hallucinerende” systemer opererer derfor inden for den ramme, som vi er vant til, og det er i grunden betryggende. Der ville først for alvor være anledning til bekymring, hvis historien om ChatGPT var, at den altid talte sandt.
Udviklingen af computersystemer og apps, der kan producere overbevisende tekster, billeder og tale, er sket gradvist over en årrække, men 2023 blev året hvor disse systemer fik deres store gennembrud i den brede offentlighed. Optakten til den øgede opmærksomhed kom i sommeren 2022 hvor en computerekspert, der var ansat hos Google, opnåede en kortvarig berømmelse ved at offentliggøre resultatet af en række forsøg, som han havde været med til at gennemføre i Google’s udviklingsafdeling, og som havde ført ham frem til den konklusion, at Google’s model af en AI-chatbot havde udviklet en selvbevidsthed. Det vakte stor opmærksomhed i medierne indtil historien et par måneder senere løb ud i sandet, da ophavsmanden gik til bekendelse i et TV-interview og forklarede, at han ikke mente at maskinen havde udviklet en selvbevidsthed. Han havde bragt historien til torvs for at skabe opmærksomhed om, hvor langt udviklingen af AI er kommet i retning af at have en selvbevidsthed uden at dette tilsyneladende var noget, som ret mange mennesker tog alvorligt. Han ville råbe dem op i tide.
Umiddelbart kunne man have forventet at dette forløb af historien om selvbevidst AI ville have fået temaet til at dø hen i den offentlige debat, men det skete ikke. Flere af de mest respekterede forskere og virksomhedsledere inden for AI-feltet i USA fremkom nogle måneder senere i foråret 2023 med nye advarsler om, at AI var inde i en udviklingsfase, der på kort sigt kunne føre til fremkomsten af kunstig intelligens, der kunne være mennesker langt overlegen, og at der p.t. ikke er nogen, der har noget bud på, hvordan man skulle kunne kontrollere en sådan Super AI – eller AGI, Artificial General Intelligens – når den først var blevet udviklet. Det førte til formuleringen af et opråb til verdens regeringer om at gennemtvinge et stop for al videreudvikling af AI, indtil dette kontrol-problem var blevet løst på forsvarlig vis. Over 1000 store navne i branchen skrev under, men videreudviklingen af AI fortsatte imidlertid uanfægtet anført af OpenAI, Meta og Google.
Det næste højdepunkt i AI-dramaet indtraf da OpenAI’s førende softwaredesigner og topchef for virksomheden, Sam Altman, i november blev fyret af bestyrelsen fra den ene dag til den anden – uden begrundelse. Fire tumultariske dage senere var Sam Altman tilbage på posten som topfigur i OpenAI. En hærskare af journalister i San Francisco har siden forsøgt at finde ud af, hvad der lå bag denne bizarre personalesag, og selvom der stadig er mange løse ender, så har efterforskningen afdækket de store linjer, og det har vist sig, at konflikten på eksemplarisk vis trækker tråde ud til den kulturkamp, der p.t. raser i AI-branchen.
Her er det vigtigt at være opmærksom på, at OpenAI, der står bag ChatGPT og andre af de mest berømte AI-systemer, ikke er nogen almindelig tech-startup. Virksomheden kan bedst betegnes som en erhvervsdrivende fond, der i modsætning til andre tech-virksomheder ikke har profit som sit primære motiv. I den fundats, som OpenAI bygger på, angives det som virksomhedens formål, at medvirke til at fremme en etisk ansvarlig udvikling af AI-teknologien. Denne særlige virksomhedskonstruktion har blandt andet medført, at Microsoft, der har finansieret hovedparten af OpenAI’s udviklingsomkostninger med investeringer på mange milliarder dollars, ikke har nogen form for repræsentation i virksomhedens ledelse eller bestyrelse.
Bestyrelsen består i stedet af personer, der er udpeget på grundlag af deres holdninger til AI, og det er her, at kulturkampen slår ud i lys lue som et udtryk for den stadigt mere tilspidsede debat om perspektiverne for udviklingen af superintelligent AGI.
Feltet i denne kulturkamp består af to hovedfraktioner: Boomers og Doomers (plus en stor tredje fraktion som ikke skænker hele spørgsmålet om AI en tanke). Boomers mener, at den bedste vej frem er at sætte fuld fart på udviklingen af AI og AGI, og så må vi se, hvad der sker. Doomers mener, at fremkomsten af AGI sandsynligvis vil medføre, at mennesker vil blive fortrængt og efterhånden udslettet, på samme måde som Homo Sapiens gennem tiden har fortrængt andre og mindre intelligente skabninger, herunder andre menneskearter.
Medlemmerne af bestyrelsen i OpenAI hælder overvejende til Doomer-fraktionen.
I den sammenhæng er ChatGPT og andre tilsvarende systemer ikke noget problem.
ChatGPT er en såkaldt Generative Pretrained Transformer, og selvom transformere har vist sig at kunne præstere en imponerende, næsten skræmmende, funktionalitet, der overgår alt, hvad der tidligere er set inden for udviklingen af AI, så er transformere stadig langt fra at blive til en AGI.
Men i dagene op til at Sam Altman blev indkaldt til et kort møde med bestyrelsen, hvor han uden videre formaliteter blev fyret og bedt om straks at forlade virksomheden, var bestyrelsen ifølge presserapporter blevet orienteret om, at udviklingsafdelingen i OpenAI stod umiddelbart overfor et kvalitativt teknologisk gennembrud, der ville kunne bringe AGI inden for rækkevidde. Og i ugerne op til denne orientering af bestyrelsen, havde Altman ifølge andre rapporter rejst rundt i Mellemøsten og i Kina for at skaffe de enorme summer af kapital og tekniske ressourcer, der ville være nødvendige for at føre dette fremskredne udviklingsarbejde frem til virkeliggørelse.
Set på den baggrund var bestyrelsens beslutning lige efter bogen. Den var sat til at sikre mod en forhastet udvikling frem mod AGI, og det ansvar tog den på sig.
Men fire dramatiske døgn senere var Sam Altman tilbage i chefstolen, og hele affæren, der i stor stil udspillede sig for rullende kameraer, viste, at når det kommer til stykket, så er det – fundats eller ej – de økonomiske interesser omkring OpenAI, der kontrollerer virksomheden, hvis nogen ellers havde være i tvivl om det.
Altman-sagaen kunne læses som en sejr for Boomer-fløjen i den verserende kulturkamp, men en mere nøgtern fortolkning er nok, at de bekymringer, som Dommer-fløjen og flertallet i bestyrelsen nærer for udviklingen af ukontrollerbar AGI, er blevet skubbet til side af den kapitalist-fraktion, der kontrollerer USA’s tech-industri, og som i denne sag har fokuseret på at bane vej for en fortsat accelererende udvikling af en af de suverænt mest profitable teknologier, der nogensinde er blevet udviklet, nemlig AI. Kapitalist-fraktionen giver ikke en hujende fis for hverken boomer– eller doomer-filosofien, og overlader det til centraladministrationernes labyrintiske bureaukratier at gyde olie på dette eller hint vand, der p.t. kunne se ud til at kunne rokke båden, i form af kulturelle eller religiøse strømninger.
Boomer-fløjen, derimod, er ikke drevet af jagten på personlig rigdom eller profit, men repræsenterer en grundlæggende optimistisk tro på det teknologiske fremskridt. Hvis fremskridtet skulle vise sig at medføre, at mennesker gradvist må vige pladsen for mere intelligente væsener, so be it. Mennesker er de aktuelle bærere af den mest avancerede intelligens i det kendte univers, men mennesker har ingen “ret” til at varetage denne rolle, og millioner af års udvikling på Jorden har vist, at stafetten med mellemrum skifter til nye og smartere agenter. Boomerne er optaget af at arbejde for den fortsatte udvikling af intelligens på Jorden, og nogle af AI-branchens skarpeste hjerner omtaler deres arbejde med udvikling af avanceret AI som en udforskning eller afdækning af entiteter, der allerede findes latent i cyberspace. De arbejder som Michelangelo med marmoren, hvor figuren antages allerede at eksistere inde i blokken, og hvor kunstnerens opgave er at fjerne det overflødige materiale fra stenen for at sætte figuren fri. I en moderne variant over dette tema bearbejder den japanske kunstner Ryoji Ikeda i sine monumentale værker de enorme ophobninger og den konstante manipulation af digitale data, der i dag udgør en helt ny dimension i vores verden, og som nu vokser eksponentielt og af egen kraft. I sin helhed er denne nye dimension af virkeligheden ubegribelig og skjult for mennesker, men med kunstnerisk anvendelse af AI kan dét, som Ikeda har betegnet som vores dataverse, erfares i et format, som vores sanser kan opsnappe i glimtvise brudstykker. Det er vanskeligt at forestille sig en mere intim repræsentation af en selvstændig AI, end den, man kan finde skåret fri i Ikedas digitale installationer.
Tilsvarende kulturelle strømninger findes overalt i popkulturen, hvor det digitale univers bliver udgangspunkt for formulering af identiteter i den fysiske verden. På TikTok findes der en hel genre, hvor brugerne udvikler identiteter, der er modelleret over perifere figurer i computerspil. Figurerne bliver brugt som rollemodeller af unge TikTok-producenter, der uploader korte videoer eller streamer sekvenser, hvor de går og står og sidder og i det hele taget lever som Non-Player Characters fra kendte computerspil. Succesfulde NPC-performere på TikTok kan have millioner af følgere, der belønner performerne for veludførte sekvenser ved at forære dem forskellige tokens. Når performeren modtager en token-belønning vises det direkte i streamingsbilledet, med angivelse af giverens brugernavn samt hvad og hvor meget, der er givet. Gaven medfører – eller forventes i det mindste at medføre – at performeren udfører en i forvejen fastlagt rutine, og interaktionen svarer på den måde til den form for interaktion, der sker mellem spillere og figurerer i et computerspil. Tokens købes af brugerne på TikTok, og modtagerne kan efterfølgende omsætte de opnåede gaver til kontanter på TikTok. Nogle TikTok’ere er blevet millionærer på denne aktivitet.
NPC-genren er blevet videreudviklet af performere, der har skabt helt nye karakterer, der ikke stammer fra computerspil, men hvor NPC-figurernes forudsigelige adfærdsmønster anvendes som model for at opbygge karakterer, der tydeligvis hører til i den fysiske verden som almindelige mennesker, men som interagerer med seerne i det digitale univers med den samme form for forudsigelige bevægelser og fastlagte reaktioner, som er karakteristisk for figurer i computerspil.
Et af de store hits i den genre er blevet udviklet af en ung italiensk kvinde, der er bosat i Amsterdam. Giuliana Florio’s «frrr rha»-figur er blevet et fænomen, der rutinemæssigt har over 10.000 seere, der overøser hende med tokens.
Med over 500.000 følgere på TikTok har hendes «frrr rha»-figur sendt bølger ud i den italienske medieverden, med tusinder af kærlige efterligninger; store fodboldhold spiller «frrr rha» for deres fans; Ryanair har udviklet en «frrr rha»-reklame. Et kreativt AI-team har produceret en fake-video med den italienske regeringsleder Giorgia Meloni som «frrr rha»-figur.
På TikTok arbejder de unge performere på at bringe den fysiske verden til live inden for rammerne af digitale figurer, og bestræbelsen går i retning af at integrere sig selv så tæt som muligt i det digitale univers.
Det står i kontrast til de politisk-administrative reguleringer af AI, hvor store og fuldstændig uoverskuelige lovkomplekser forsøger at lægge detaljerede rammer for, hvordan det digitale univers må gøre sig gældende i den fysiske verden. Tiktok’erne og de kulturelle strømninger, som de er et udtryk for, går den modsatte vej. Fra deres eksistens i den fysiske verden søger de ind i det digitale univers, hvor de ser muligheder for kulturel berigelse, morskab og eventyr og for at udvikle foranderlige identiteter og relationer, der holder, så længe de varer. Overfor disse dynamiske rammer står det vildtvoksende bureaukratiske kompleks og det ekstreme politiske centrum, som i sin helhed udgør en formation, der hverken synes at repræsentere muligheder eller fremtiden.
Det er let at feje det hele til side som ren facon og ungdommeligt letsind, men det ville være en fejltagelse. Udtrykket er søgende, retningen er usikker, populariteten er overskuelig, men på nogle dansegulve er det til Grimes’ rytmer og visioner, at natten gløder, mens vores roterende klode ufortrødent tonser igennem rummet i sin bane om Solen med 110.000 km i timen på vej mod Dragens År.
I wanna be software Upload my mind
Take all my data What will you find?
I wanna be software Battery heart Infinite options State of the art
I wanna be software I wanna be code Digital dancing Upload my soul
I wanna be software The best design Infinite princess Computer mind
I wanna be software Live in the cloud
Fictional system Tell me how I wanna be software
Upload my mind Take all my data
What will you find?
You can write me, you can design You can make me however you like You can write me, you can design You can make me however you like
You can write me, you can design You can make me however you like You can write me, you can design You can make me however you like You can
write me, you can design You can make me however you like You can
write me, you can design You can make me however you like
HENVISNINGER OG BAGGRUND: 26-12-2023
Pejlinger 