I en tid, hvor AI overtager nogle af de roller, der traditionelt har tilhørt præsteskabet, undergår religionen en fundamental forandring. Ifølge Financial Times’ Simon Kuper bevæger religion sig fra at være en kollektiv, fysisk oplevelse til at blive et privat, digitalt anliggende.
“Hvor to eller tre
er forsamlet i mit navn,
der er jeg midt iblandt dem.”
Mattæusevangeliet 18:20
ISKRIFTESTOLEN I SKT. PETER-KAPELLET i Lucerne, Schweiz, møder den søgende sjæl ikke længere en præst af kød og blod. I stedet toner et ansigt af Jesus frem, genereret af kunstig intelligens. Denne “AI-Jesus” indleder samtalen med formelle oplysninger om databeskyttelse, før den – på et af hundrede mulige sprog – besvarer teologiske og eksistentielle spørgsmål baseret på en OpenAI-algoritme.
Eksemplet fra Schweiz, som Simon Kuper fremhæver i sin seneste klumme for Financial Times, er mere end blot en teknologisk gimmick. Det kan ses som et symptom på et dybtgående skift i måden, mennesker praktiserer tro på. Hvor religion i årtusinder har været defineret af fællesskabet – menigheden – er den i dag i stigende grad en solistisk disciplin. Den ensomme troende, alene med sin chatbot, vender op og ned på tusind års tradition.
“Gør-det-selv”-religion
Men som Kuper skriver, så er kunstig intelligens blot den seneste i en række teknologier, der har decentraliseret troen. Ligesom bogtrykkerkunsten gjorde Bibelen tilgængelig for lægmand, har internettet gjort religiøs viden tilgængelig uden om de traditionelle gatekeepere.
I den digitale tidsalder er hellige skrifter i bogform ved at blive en anakronisme. De troende søger viden online, og præster samt religiøse lærde bliver omgået, præcis som det er sket for gatekeepere inden for medier og akademisk viden. Resultatet er fremkomsten af “Do-It-Yourself-tro”, hvor den enkelte sampler elementer fra forskellige religioner og på den måde skræddersyr en personlig, spirituel pakke.
Denne fragmentering har en skyggeside. Radikaliserede aktivister konstruerer uden teologisk vejledning deres egne versioner af islam via Google, mens fænomener som QAnon og MAGA-bevægelsen fremstår som kvasi-religiøse kultbevægelser med hver deres engle og dæmoner, født og båret af internettets ekkokamre.
Den automatiserede sjælesorg
Det er dog ikke kun efterspørgslen, der driver teknologien frem; det er også et spørgsmål om udbud. Som Kuper påpeger med henvisning til Olivier Roy, en fransk religionsforsker, så er antallet af præster i frit fald. Franske præsteseminarier uddanner i dag kun omkring 80 præster årligt mod 1.000 i 1950’erne.
Her tilbyder AI en pragmatisk løsning. En religiøs chatbot er altid tilgængelig, er aldrig træt og den besidder en encyklopædisk viden. I en tid med præstemangel kan teknologien udfylde tomrummet, og kleresiet risikerer – ligesom managementkonsulenter – at blive automatiseret væk.
Den teknologiske omstilling bør ikke uden videre afvises som en underlødig erstatning. AI besidder nu egenskaber, der historisk er blevet tilskrevet det guddommelige. Den er mystisk i sin virkemåde, tilsyneladende alvidende og allestedsnærværende. Samtidig udgør frygten for, at AI kan udslette menneskeheden, en moderne parallel til den traditionelle gudsfrygt.
Nye evangelister, som Elon Musk, prædiker transhumanisme og lover udødelighed gennem upload af ånden til skyen eller frelse på andre planeter. Disse utopiske visioner tilbyder en form for mystik, som kan matche eller overgå fortidens forestillinger om himmeriget.
Fra tro til etnisk identitet
Når den spirituelle praksis privatiseres og flytter ind i skyen, efterlades de fysiske, religiøse institutioner tomme for indhold men ikke for betydning. Kuper ser en global tendens, hvor de gamle fællesskabsreligioner genopfindes som rammer for etnisk og politisk identitet frem for tro.
Når europæiske politikere taler om kontinentets “kristne identitet”, er det ifølge Olivier Roy ofte en kode for et “hvidt” Europa. Det ses, når politikere insisterer på julekrybber på rådhuse som en kulturel manifestation snarere end en religiøs handling.
Konklusionen fra Kuper er, at hvis man i dag søger et egentligt trosfællesskab, så skal man melde sig ind i et politisk parti. Den religiøse tro er blevet et personligt anliggende mellem den enkelte og hans eller hendes foretrukne algoritme.
“Who needs a priest when you have a chatbot?”
By Simon Kuper, Financial Times, 11-12-2025
Pejlinger 