De hollandske tilsynsmyndigheder advarer om, at finanssektorens afhængighed af amerikanske tech-giganter udgør en systemisk risiko. Mens diagnosen er præcis, rejser forslaget om europæiske alternativer fundamentale spørgsmål om teknologisk realisme og økonomisk formåen.
DEN HOLLANDSKE CENTRALBANK (DNB) og finanstilsynet (AFM), har rettet et kritisk søgelys mod den europæiske finanssektors afhængighed af en lille håndfuld amerikanske teknologigiganter. I et interview med POLITICO betegner tilsynschef Steven Maijoor denne afhængighed som en “koncentrationsrisiko”, der potentielt kan true den finansielle stabilitet.
Argumentet er, at når en kritisk masse af banker og finansielle institutioner outsourcer deres infrastruktur til de samme få leverandører – primært Microsoft (Azure), Amazon (AWS) og Google Cloud – opstår der et “single point of failure”.
Hændelser som CrowdStrike-nedbruddet i 2024 og den stigende geopolitiske usikkerhed understøtter tilsynets bekymring. Når amerikanske udbydere oplever driftsstop, eller hvis geopolitiske spændinger fører til restriktioner i adgangen til data, kan det lamme det europæiske betalings- og finanssystem. Myndighederne appellerer derfor til politisk handling på EU-niveau for at bryde amerikanske virksomheders dominans i den finansielle sektors digitale infrastruktur og sikre en højere grad af europæisk uafhængighed.
Det teknologiske gab
Mens ønsket om digital suverænitet er politisk forståeligt, så viser markedsanalyser, at der er en betydelig uoverensstemmelse mellem de regulatoriske ambitioner, som de hollandske finansmyndigheder lægger frem og de teknologiske realiteter on the ground. Myndighedernes retorik kan tolkes som om cloud-infrastruktur betragtes som en udskiftelig standardvare, men det ville kraftigt undervurdere kompleksiteten i den moderne teknologistak.
De amerikanske hyperscalers har gennem to årtier opbygget et teknologisk forspring, der vanskeligt kan indhentes. Det handler ikke blot om serverkapacitet, men om en vertikalt integreret digital “stak”, der spænder fra fysisk infrastruktur (undersøiske fiberkabler og specialdesignede chips) til avancerede AI-modeller og sikkerhedslag.
En moderne bank anvender ikke blot skyen til datalagring. Infrastrukturen er vævet sammen med tusindvis af integrerede services, fra identitetsstyring og compliance-værktøjer til container-orkestrering og dataanalyse. Der eksisterer på nuværende tidspunkt ingen europæisk leverandør, der kommer i nærheden af “feature parity” med de amerikanske giganter. En tvungen migrering til europæiske alternativer ville i dagens marked indebære et massivt teknologisk tilbageslag, der ville stille europæiske banker dårligere end deres globale konkurrenter. Det ville sandsynligvis også undergrave sikkerheden i det finansielle system i Europa.
Udfordringen er ikke kun teknisk, men i høj grad økonomisk og politisk.
De amerikanske udbyderes dominans er resultatet af investeringer, der årligt overstiger bruttonationalproduktet for flere europæiske stater. Microsoft og Amazon investerer astronomiske beløb i AI og datacenter-infrastruktur for at vedligeholde deres markedsposition. Europæiske lande og virksomheder har historisk set ikke foretaget tilsvarende investeringer. Det er derfor næppe realistisk, at der gennem offentlig regulering kan etableres konkurrencedygtige alternativer, med mindre der sker en industriel mobilisering og kapitaltilførsel af et omfang, der hidtil ikke er set i Europa.
Operationel risiko ved migrering
Paradoksalt nok kan forsøget på at mindske den systemiske risiko ved amerikansk afhængighed skabe nye, mere akutte risici. For en stor finansiel institution er udskiftning af kernesystemer og infrastruktur et af de mest risikable projekter, der findes.
At gennemføre en sådan transformation drevet af regulatorisk styring snarere end forretningsværdi – og til en platform, der er mindre sikker – vil utvivlsomt møde betydelige udfordringer. Risikoen for operationelle fejl under en tvungen migration til umodne europæiske platforme udgør sandsynligvis en større trussel mod den finansielle stabilitet på kort og mellemlangt sigt, end den teoretiske risiko ved den nuværende afhængighed af amerikanske leverandører.
Hvis de hollandske myndigheders advarsel skal omsættes til praktisk politik, må der findes svar på tre fundamentale spørgsmål:
- Tidshorisont og R&D: Hvordan forventes det at indhente 25 års amerikansk udviklingsarbejde? Findes der et teknisk og operationelt roadmap for et europæisk cloud-konsortium, der kan levere den nødvendige skalerbarhed og sikkerhed? Eller rettere, findes der et plausibelt roadmap for at etablere en vifte af europæisk ejede virksomheder, der kan levere den nødvendige funktionalitet og sikkerhed, så man kan opnå den efterspurgte spredning af risici.
- Incitamentsstruktur: Hvilke mekanismer skal motivere kommercielle banker til at omstille deres systemer til nye europæiske løsninger løsninger? Skal det ske med regulatorisk tvang eller via massive subsidier, der skal udligne prisforskellen og dermed finansiere innovationen?
- Finansiering af omstillingen: Hvem kan og vil bære omkostningerne – hele vejen? Opbygningen af en europæisk cloud-infrastruktur og migreringen af tusindvis af finansielle systemer er et kontinentalt infrastrukturprojekt i multi-milliardklassen. Uden en klar plan for finansieringen vil regningen at ende hos bankkunderne.
Europæiske realiteter
De hollandske bankmyndigheders analyse er utvivlsomt korrekt: EU har malet sig op i et hjørne ved at basere sin kritiske infrastruktur på amerikanske virksomheders investeringer i udviklingsarbejde og fysisk infrastruktur.
Det er ikke nogen nyhed. Gennem de seneste tyve år er der blevet talt om nødvendigheden af, at europæiske kapitalejere gennemfører en lignende massiv investering i udviklingen af en konkurrerende global infrastruktur.
Men investeringerne i Europa har ikke fundet sted, og i stedet er europæisk kapital blevet investeret i amerikanske tech-virksomheder. Ved udgangen af 2024 nåede de europæiske investeringer i USA cirka 3,46 billioner dollars.
De nøgne tal viser, at europæiske investorer foretrækker USA og de amerikanske tech-virksomheder, fordi de giver et godt og forholdsvis sikkert afkast.
Så længe hverken staten eller EU kan bestemme over europæiske kapitalejeres investeringsbelsutninger, forbliver ønsket om digital suverænitet i Europas finansielle sektor derfor en vision, der står i kontrast til de teknologiske, økonomiske og politiske realiteter i Europa.
EU banks should reduce their reliance on US Big Tech, top supervisor says
By Kathryn Carlson and Mathieu Pollet, Politico, December 12, 2025
Pejlinger 