Den tiltagende politiske konflikt om EU’s Digital Services Act (DSA) er nu så skarp, at den polske præsident har nedlagt veto mod den nationale gennemførelseslovgivning. I Danmark har følgevirkningerne af DSA bidraget til et lovkompleks, der udvider statens rolle i medie- og indholdsregulering. Det har udløst skarpe advarsler fra fremtrædende branchefolk om et skred mod myndighedskontrol, ikke kun af ulovligt indhold, men også af lovlige ytringer, der ikke lever op til administrativt definerede standarder for “skik”.

DSA har åbnet en politisk Pandoras æske og det er usikkert hvornår og hvordan den vil kunne lukkes igen.

Blandt kritikere frygtes det, at når EU og nationale regeringer først etablerer værktøjer til at håndhæve administrativt fastsatte regler for ytringer, så bliver det en glidebane, hvor det bliver vanskeligt at afgrænse, hvor kontrollen stopper.

Fra frivillige regler til administrativt tilsyn

DSA markerer et skifte i EU’s reguleringsfilosofi. Hvor digitale medieplatforme tidligere i høj grad håndterede indhold gennem egne regler, klageordninger og frivillige kodekser, opstiller DSA et lovbundet compliance-regime. Medieplatforme skal have procedurer for “notice-and-action”, interne klagemuligheder, sporbarhed for erhvervsdrivende og – for de største platforme – risikostyring, eksterne audits og en række forpligtelser knyttet til algoritmisk spredning.

EU’s medlemslande skal udpege en national myndighed, en Digital Services Coordinator (DSC), som skal føre tilsyn, udstede påbud og indgå i EU’s koordinerede håndhævelse. På EU-niveau får Kommissionen et særligt ansvar for de største platforme.

DSA’s effektivitet bygger på administrative afgørelser og hurtige indgreb, ofte uden de tidskrævende garantier, som domstolsprøvelse typisk indebærer. I et klassisk begreb om pressefrihed er det netop den type statslige, administrative indgreb, der historisk har været forbundet med indirekte censur og som har haft en afkølende effekt på ytringer.

Danmark: Et “ansvarshul” lukkes med statslig kontrol

Den danske debat har især taget form omkring et parallelt spor: Etableringen af en medieombudsmand, som udvider den regulatoriske ramme omkring publicistiske aktører, der ikke er omfattet af Pressenævnets selvregulering.

Argumentet for konstruktionen er teknisk og tilsyneladende tilforladeligt. Medieansvarslovens og selvreguleringens model omfatter ikke alle digitale afsendere. Der findes et voksende felt af influencere, nichemedier, enkeltmandsdrevne nyhedssider og “alternative” udgivelser, der kan have stor offentlig rækkevidde, men som ikke er indlejret i de etablerede ordninger for genmæle, god presseskik og klagebehandling. Set fra lovgiverens synspunkt er der et “ansvarshul”.

Men midlet er politisk sprængfarligt. Hvor selvregulering traditionelt har været drevet af branchen selv, etablerer den nye medieombudsmand en statslig instans med kompetence til at vurdere og sanktionere brud på en administrativt fastsat normativ standard for offentliggørelse. 

Kritikken handler ikke kun om, hvem der konkret kan rammes af den nyligt vedtagne lovgivning, men om hvilken præcedens der skabes. Når staten først har et apparat til at bedømme publicistisk adfærd, kan grænsen for tilsyn gradvist udvides fra de uregistrerede digitale aktører til mere centrale dele af medieøkosystemet. Armslængdeprincippet er netop udviklet for at forhindre, at politiske flertal bliver løbende kan kontrollere, hvad der kan siges i den offentlige debat uden risiko for sanktioner.

I dansk sammenhæng forstærkes bekymringen af, at DSA allerede har flyttet en væsentlig del af “ordenshåndhævelsen” i den digitale offentlighed over i et regime, hvor medieplatforme – under myndighedstilsyn – forventes at reagere hurtigt på ulovligt indhold og systemiske risici. Når man samtidig etablerer nationale organer, der kan vurdere det konkrete indhold af “skik”, tegner der sig et samlet overvågningssystem, hvor statslige og statslignende beslutningsprocesser får større mulighed for at gribe regulerende ind med begrænsninger i ytringsfriheden.

Polen: Vetoet, forfatningen og kampen om censurbegrebet

I Polen har konflikten om DSA nu udviklet sig til en forfatningspolitisk krise. Præsidenten har nedlagt veto mod den lov, som regeringen har udarbejdet og som  parlamentet har vedtaget om den nationale indførelse af DSA. Præsidentens veto retter sig ikke mod DSA’s overordnede mål, men mod den nationale konstruktion af håndhævelsen, herunder hvem der skal være DSC, og hvilke beføjelser myndigheden reelt får.

Kernen i præsidentens argumentation er, at loven giver administrative organer mulighed for at kræve fjernelse eller begrænsning af indhold på digitale platforme, uden at der foreligger en forudgående domstolsafgørelse. Kritikken knytter sig til klassiske garantier om ytringsfrihed, herunder forbud mod præventiv censur og kravet om, at indgreb mod ytringer skal ske under stærke retssikkerhedsmæssige rammer.

Det polske veto stiller dermed et spørgsmål, der rækker ud over national politik: Kan EU’s model for håndhævelse fungere, hvis centrale medlemsstater insisterer på, at indgreb mod indhold – også når det er ulovligt – altid kræver medvirken af domstole i højere grad, end DSA forudsætter?

Den tekniske knude: Hurtig forvaltning eller langsom retsgaranti

DSA er konstrueret til at kunne virke i realtid, fordi digitale mediers potentielle skadevirkninger opstår i realtid. Derfor lægger DSA vægt på processer, frister, rapportering og koordination mellem myndigheder. Problemet er, at pressefrihed og ytringsfrihed beskyttes bedst af langsommere mekanismer: domstolsprøvelse, vurderinger af proportionalitet og dermed klare snit mellem ulovlige og lovlige ytringer.

Når håndhævelsen bliver administrativ, flyttes tyngden fra “er indholdet ulovligt efter en domstols standard?” til “følger aktøren procedurerne og de regulatoriske forventninger?” I et sådant system bliver gråzoner afgørende. Og gråzoner er netop det område, hvor lovlige ytringer kan blive presset tilbage – ikke fordi de er forbudte, men fordi risikoen for klager, påbud og sanktioner gør nogle ytringer mere risikable og dermed dyrere at bringe.

Det er her, anklagen om undergravning af en fri presse får sit tekniske grundlag. Ikke i en direkte statslig “forbudsliste”, men i et sammenhængende regime, hvor publicistiske beslutninger påvirkes af regulatoriske incitamenter, der fastlægges i et rent administrativt system.

Dobbeltregulering og normvandring

En særlig risiko i kombinationen af DSA og national følgelovgivning er dobbeltregulering. Én offentliggørelse kan udløse platformens DSA-processer (fx fjernelse efter anmeldelse og klage) samtidig med nationale vurderinger af afsenderens adfærd (fx krav om genmæle eller sanktion ved gentagelse).

Det skaber mindst tre problemer:

1. Parallel sanktionering: Plattformen kan handle for at undgå regulatorisk kritik, mens afsenderen møder nationale krav, som ikke nødvendigvis er synkroniseret med platformens vurdering.
2. Modstridende standarder: Platformen foretager ofte deres vurderinger ud fra egne politikker og DSA-procedurer, hvorimod nationale organer kan anvende normative standarder for “skik”, som ligger tættere på presseetik end strafferet.
3. Normvandring via algoritmer: Når platforme pålægges at håndtere “systemiske risici”, kan nationale normer indirekte blive operationaliseret i platformenes moderation og anbefalingssystemer, ikke som lov, men som risikostyring.

Resultatet kan blive en fragmenteret offentlighed, hvor det ikke længere er entydigt, hvem der sætter standarden for legitim debat: domstole, myndigheder, selvregulerende organer eller platformenes compliance-afdelinger.

Det er i dette tågede spændingsfelt, at Polens præsident, Karol Nawrocki, ser en de facto etablering af et Orwellsk “Sandhedsministerium”.

Et europæisk opgør under opsejling

Det polske veto peger frem mod en konfrontation mellem EU’s krav om ensartet håndhævelse og medlemsstaternes forfatningsretlige grænser for indgreb mod ytringer. Hvis konflikten eskalerer, kan EU’s traktatbrudsprocedure og efterfølgende domstolsafgørelser blive den arena, hvor balancen fastlægges om, hvor meget administrativt tilsyn ytringsfriheden kan bære?

I Danmark udspiller konflikten sig mere gradvist, men ikke mindre principielt. Når staten udvider sit greb om publicistiske standarder, selv med det erklærede formål at lukke et ansvarshul, flyttes grænsen for, hvad der anses som legitim regulering af medier.

DSA blev fremstillet som en nødvendig teknisk platformregulering. I praksis har reguleringen resulteret i en bevægelse mod et politisk systemskifte, hvor pressefrihed og ytringsfrihed fra at være forfatningsmæssigt garanteret bliver administrativt reguleret af staten og af overstatslige administrative organer.

---