Den tiltagende politiske konflikt om EU’s Digital Services Act (DSA) er nu så skarp, at den polske præsident har nedlagt veto mod den nationale gennemførelseslovgivning. I Danmark har følgevirkningerne af DSA bidraget til et lovkompleks, der udvider statens rolle i medie- og indholdsregulering. Det har medført et skred mod myndighedskontrol, ikke kun af ulovligt indhold, men også af lovlige ytringer, der ikke lever op til administrativt definerede standarder for “skik”.

DSA har på den måde åbnet en Pandoras Æske om pressefrihed og ytringsfrihed, og det er usikkert, hvornår og hvordan den vil kunne blive lukket igen.

Blandt kritikere frygtes det, at når EU og nationale regeringer først etablerer værktøjer til at håndhæve administrativt fastsatte regler for ytringer, så bliver det en glidebane, hvor det bliver vanskeligt at afgrænse, hvor kontrollen stopper.

Frivillige regler eller administrativt tilsyn

DSA markerer et skifte i EU’s reguleringsfilosofi. Hvor digitale medieplatforme tidligere i høj grad håndterede indhold gennem egne regler, klageordninger og frivillige kodekser, opstiller DSA et lovbundet compliance-regime. Medieplatforme skal have procedurer for “notice-and-action”, interne klagemuligheder, sporbarhed for erhvervsdrivende og – for de største platforme – risikostyring, eksterne audits og en række forpligtelser knyttet til algoritmisk udbredelse af indhold.

EU’s medlemslande skal udpege en national myndighed, en Digital Services Coordinator (DSC), som skal føre tilsyn, udstede påbud og indgå i EU’s koordinerede håndhævelse. På EU-niveau får kommissionen et særligt ansvar for de største platforme.

DSA’s effektivitet bygger på administrative afgørelser og hurtige indgreb, ofte uden de tidskrævende garantier, som domstolsprøvelse typisk indebærer. I et klassisk begreb om pressefrihed er det netop den type statslige, administrative indgreb, der historisk har været forbundet med indirekte censur, og som har haft en begrænsende effekt på ytringer i den offentlige debat.

Danmark: Et “ansvarshul” lukkes med statslig kontrol

Den danske debat har især taget form omkring et parallelt spor, nemlig etableringen af en medieombudsmand, som udvider den regulatoriske ramme omkring publicistiske aktører, der ikke er omfattet af Pressenævnets selvregulering.

Argumentet for konstruktionen er teknisk og tilsyneladende tilforladeligt. Medieansvarsloven og selvreguleringen omfatter ikke alle digitale afsendere. Der findes et voksende felt af influencere, nichemedier, enkeltmandsdrevne nyhedssider og “alternative” udgivelser, der kan have stor offentlig rækkevidde, men som ikke er med i de etablerede ordninger for genmæle, god presseskik og klagebehandling. Set fra lovgiverens synspunkt er der et “ansvarshul”.

Men midlet er politisk sprængfarligt. Hvor regulering traditionelt har været drevet af branchen selv, etablerer den nye medieombudsmand en statslig instans med kompetence til at vurdere og sanktionere brud på en administrativt fastsat standard for offentliggørelse. 

Kritikken handler ikke kun om, hvem der konkret kan rammes af den nyligt vedtagne lovgivning, men om hvilken præcedens der skabes. Når staten først har et apparat til at bedømme publicistisk adfærd, kan grænsen for tilsyn gradvist udvides fra de uregistrerede digitale aktører til andre grene af mediemarkedet. Armslængdeprincippet er netop udviklet for at forhindre, at skiftende politiske flertal kan bestemme, hvad der kan siges i den offentlige debat uden risiko for sanktioner.

Danske Medier hilser loven velkommen

I en dansk sammenhæng forstærkes bekymringen af, at DSA allerede har flyttet en væsentlig del af “ordenshåndhævelsen” i den digitale offentlighed over i et regime, hvor medieplatforme pålægges at reagere hurtigt på “ulovligt” indhold og systemiske risici. Når man samtidig etablerer nationale organer, der kan fastlægge det konkrete indhold af “skik”, tegner der sig et samlet overvågningssystem, hvor statslige og statslignende beslutningsprocesser får større mulighed for at gribe regulerende ind med begrænsninger i ytringsfriheden.

Efter først at have rettet skarp kritik af lovforslaget om en medieombudsmand har brancheorganisationen Danske Medier, der repræsenterer de klassiske kommercielle medier, udtrykt tilfredshed med vedtagelsen af loven. “Danske Medier roser aftaleparterne og hilser aftalen velkommen”, hedder det i en pressemeddelelse.

Forklaringen på denne kovending er, at den klassiske kommercielle gren af branchen er blevet undtaget fra loven. Kun “nye” typer af medier, der opererer online, bliver underkastet den statslige kontrol. At disse medier i dag repræsenterer en hastigt stigende del af den offentlige politiske reportage og debat, lader til at være underordnet for Danske Mediers politiske vurdering af loven.

Selvom de “nye” digitale medier formentlig tilsammen allerede i dag har en betydeligt større folkelig udbredelse end de klassiske kommercielle medier, så er statslig regulering af den offentlige politiske reportage og debat øjensynligt fuldt acceptabelt for Danske Medier, så længe reguleringen ikke rammer organisationens egne medlemmer.

Polen: Vetoet, forfatningen og kampen om censur

I Polen har konflikten om DSA nu udviklet sig til en forfatningspolitisk krise. Præsidenten har nedlagt veto mod den lov, som regeringen har udarbejdet, og som parlamentet har vedtaget om den nationale gennemførelse af DSA. Præsidentens veto retter sig ikke mod DSA’s overordnede formål, men mod den nationale udformning af håndhævelsen, herunder hvem der skal være DSC, og hvilke beføjelser myndigheden reelt får.

Kernen i præsidentens argumentation er, at loven giver administrative myndigheder mulighed for at kræve fjernelse eller begrænsning af indhold på digitale platforme, uden at der foreligger en forudgående domstolsafgørelse. Kritikken bygger på de klassiske garantier om ytringsfrihed, herunder forbud mod præventiv censur og kravet om, at indgreb mod ytringer skal ske under stærke retssikkerhedsmæssige rammer.

Det polske veto stiller dermed et spørgsmål, der rækker ud over national politik. Kan EU’s model for håndhævelse fungere, hvis centrale medlemsstater insisterer på, at indgreb mod indhold – også når det er ulovligt – altid kræver medvirken af domstole i højere grad, end DSA forudsætter?

Forvaltning eller retsgaranti

DSA er konstrueret til at kunne virke i realtid, fordi digitale mediers potentielle skadevirkninger opstår i realtid. Derfor lægger DSA vægt på processer, frister, rapportering og koordination mellem myndigheder. Problemet er, at pressefrihed og ytringsfrihed beskyttes bedst af langsommere mekanismer: domstolsprøvelse, vurderinger af proportionalitet og dermed mere klare snit mellem ulovlige og lovlige ytringer.

Når håndhævelsen bliver administrativ, flyttes tyngden fra “er indholdet ulovligt efter en domstols standard?” til “følger aktøren procedurerne og de regulatoriske forventninger?” I et sådant system bliver gråzoner afgørende. Og gråzoner er netop det område, hvor lovlige ytringer kan blive presset tilbage, ikke fordi de er forbudte, men fordi risikoen for klager, påbud og sanktioner gør nogle ytringer mere risikable og dermed dyrere at bringe.

Det er her, anklagen om undergravning af en fri presse får sit tekniske grundlag. Ikke i en direkte statslig “forbudsliste”, men i et sammenhængende regime, hvor publicistiske beslutninger påvirkes af regulatoriske incitamenter, der fastlægges i et rent administrativt system.

Dobbeltregulering og normvandring

En særlig risiko i kombinationen af DSA og national følgelovgivning er dobbeltregulering. Én offentliggørelse kan udløse platformens – for eksempel Facebook’s – DSA-processer (fx fjernelse efter anmeldelse og klage) samtidig med nationale vurderinger af afsenderens adfærd (fx krav om genmæle eller sanktion ved gentagelse).

Resultatet kan blive en fragmenteret offentlighed, hvor det ikke længere er entydigt, hvem der sætter standarden for legitim debat: domstole, myndigheder, selvregulerende organer eller platformenes compliance-afdelinger.

Det er i dette tågede spændingsfelt, at Polens præsident, Karol Nawrocki, ser en de facto etablering af et Orwellsk “Sandhedsministerium”.

Europæisk opgør under opsejling

Det polske veto peger frem mod en konfrontation mellem EU’s krav om ensartet håndhævelse og medlemsstaternes forfatningsretlige grænser for indgreb mod ytringer. Hvis konflikten eskalerer, kan EU’s traktatbrudsprocedure og efterfølgende domstolsafgørelser blive den arena, hvor balancen fastlægges om, hvor meget administrativt tilsyn ytringsfriheden kan bære?

I Danmark udspiller konflikten sig mere gradvist, men ikke mindre principielt. Når staten udvider sit greb om publicistiske standarder, selv med det erklærede formål at lukke et ansvarshul, flyttes grænsen for, hvad der anses for at være en legitim regulering af medier.

DSA blev fremstillet som en nødvendig teknisk regulering af (de store amerikanske) tech-platforme. Men reguleringens udformning bliver nu kritiseret og udfordret, fordi den ses som en bevægelse mod et politisk systemskifte, hvor pressefrihed og ytringsfrihed fra at være garanteret i en forfatning fremover bliver administrativt reguleret af staten og af overstatslige administrative myndigheder.

---