For nylig udtalte Ritzaus administrerende direktør Jacob Kwon sig i forbindelse med retssagen om Ritzaus salg af fotos, der er blevet taget af kunstværket “Take the money and run”. Ophavsmanden til det famøse billede havde lagt sag an mod Ritzau for at have krænket hans ophavsret ved at sælge fotos af hans værk uden forudgående aftale og uden at betale for det, og han vandt sagen.

“Vi er primært utilfredse med, at vi ikke er omfattet af undtagelsesbestemmelsen, som giver nyhedsmedier mulighed for at levere samfundsrelevante nyheder. I loven står der, at undtagelsen gælder aviser og tidsskrifter. Det har retten valgt at tage helt bogstaveligt, så undtagelsen ikke gælder Ritzau Scanpix, siger han.” (DR Nyheder, 7. januar, 2026).

Jacob Kwons kritik af dommen står i en besynderlig kontrast til den praksis, Ritzau selv anvender i beskyttelsen deres egen ophavsret.

Efter ophavsretsloven § 12 er det tilladt at benytte en kopi af et ophavsretligt beskyttet foto til privat brug. Så snart der sker en deling eller udnyttelse, der har karakter af erhvervsmæssig aktivitet, ophører retten til privat anvendelse.

Disse bestemmelser har Ritzau valgt at bruge ikke alene bogstaveligt men også med den strammest mulige fortolkning, som lovens bogstav kan bære.

Bevæbnet med denne fortolkning af loven har Ritzau taget avanceret AI i anvendelse til at indkassere millioner af kroner i afgifter for brud på ophavsretten. Algoritmerne gør det muligt for Ritzau at opkræve afgifter fra private, der ikke nødvendigvis har delt noget, og som ikke har kommercielle interesser, men som på en hjemmeside eller et opslag på sociale medier i teknisk forstand har “offentliggjort” noget, som Ritzau har ophavsret til.

Algoritmerne gør forskellen

Siden internettet blev rullet ud, har det været vanskeligt eller i praksis umuligt for ophavsretshavere at håndhæve deres rettigheder over for ikke-kommercielle brugere. Internettet fik hurtigt flere hundrede millioner private hjemmesider, blogs, m.v., og det blev derfor urealistisk at gennemføre en systematisk kontrol med brud på ophavsretten på private hjemmesider. Det ændrede sig med kunstig intelligens.

I dag kan AI-algoritmer gennemsøge selv de mest obskure hjørner af internettet for potentielle krænkelser af ophavsretten. Og når først fundet er gjort, kan AI anvendes til gennemføre opkrævning af en afgift næsten uden menneskelig indblanding. Set fra et forretningsperspektiv er det en elegant og ekstremt skalerbar model.

Ritzau har valgt at tage denne teknologi i brug. Resultatet er en strøm af standardiserede betalingskrav rettet mod ikke-kommercielle personlige hjemmesider, små blogs og opslag på sociale medier. Ofte drejer det sig om brug af et billede, som er beskyttet af ophavsret, men som i praksis ikke har haft nogen udbredelse i forbindelse med anvendelsen.

Ingen deling

Kernen i Ritzaus tilgang er en konsekvent, teknisk fortolkning af ophavsretten. Det afgørende er ikke, om et billede faktisk er blevet delt. Det afgørende er, at billedet i teknisk forstand har været “offentligt tilgængeligt” uden forudgående aftale. Om antallet af visninger er nul eller tusind, er ifølge Ritzau uden betydning.

Formelt set kan Ritzau have loven på sin side. Men man kan samtidig stille spørgsmålet, om det giver mening at sidestille en offentligt tilgængelig personlig hjemmeside uden læsere med egentlig deling i enhver meningsfuld forstand. Langt det meste af privat publiceret indhold bliver aldrig set af andre end forfatteren selv. Der er ingen reklameindtægter, ingen kommerciel interesse og ingen reel påvirkning af markedet.

Ritzau fremfører, at man bevidst undgår individuelle vurderinger for at sikre ensartet behandling af alle. Det lyder umiddelbart tilforladeligt. Men ensartethed opnås her ved helt at afkoble håndhævelsen fra enhver vurdering af kontekst, formål og proportionalitet. Det er en model, hvor algoritmen erstatter skønnet, og hvor rimelighed reduceres til et teknisk spørgsmål.

Resultatet er, at der fremsættes et standardiseret betalingskrav svarende til over tre års abonnement på en landsdækkende avis som Berlingske eller Jyllands-Posten for “offentliggørelse” af et billede, som dokumenterbart i den pågældende sammenhæng ikke er blevet set af andre end publicisten selv.

Man kan kalde det ensartet håndhævelse. Man kan også kalde det konsekvent blindhed over for kontekst, proportionalitet og faktisk betydning.

Dette er ikke en juridisk analyse. Det er en polemisk kritik af en håndhævelsespraksis, hvor algoritmer ukritisk bruges til at forfølge formelle overtrædelser, der er uden praktisk konsekvens. Teknisk uangribeligt. Økonomisk indbringende. Kulturelt helt ude i hampen.

---