Det har længe været en fast bestanddel af den intellektuelle higen efter kunstig intelligens, at vi har betragtet målet som noget, der altid lå lige bag den næste horisont. I 1965 sammenlignede filosoffen Hubert Dreyfus de tidlige forsøg på at skabe kunstig intelligens med en mand, der klatrer op i et træ for at nå månen. Billedet var fængende, fordi det fangede en følelse af en kategorisk fejltagelse: Man kan klatre nok så højt, men afstanden til himmellegemet forbliver principielt den samme.

I en opsigtsvækkende kommentar i Nature – et af verdens mest anerkendte, tværfaglige videnskabelige tidsskrifter – argumenterer Eddy Keming Chen, Mikhail Belkin, Leon Bergen og David Danks for, at vi har taget fejl af både træet og månen. Deres budskab er, at kunstig generel intelligens (AGI) allerede er en fuldbyrdet kendsgerning. Ved at rydde op i årtiers begrebslige uklarhed og antropocentrisk bias mener de, at vi allerede har skabt systemer, der opfylder Alan Turings vision fra 1950.

Den menneskelige målestok

Forfatternes mest slagkraftige greb er dekonstruktionen af selve målestokken: “menneske-niveau”. Vi har en tendens til at definere generel intelligens som evnen til at udføre “alle” kognitive opgaver, som et menneske kan. Men som artiklen påpeger, er dette “menneske” en statistisk umulighed, en kompositfigur, der ikke findes i virkeligheden. Marie Curie var en pioner inden for fysik og kemi, men hun var ikke ekspert i talteori; Albert Einstein revolutionerede vores forståelse af universet, men han talte ikke mandarin.

Hvis vi kræver, at en maskine skal besidde den samlede sum af al menneskelig ekspertise for at blive kaldt intelligent, opstiller vi en standard, som intet enkelt menneske kan leve op til. Generel intelligens handler ikke om idealiseret perfektion eller superintelligens, men om en tilstrækkelig bredde og dybde på tværs af domæner. Ved at anskue intelligens som en funktionel egenskab, der optræder med betydelig variation — ligesom den vi ser mellem børn, gennemsnitsvoksne og genier — bliver det klart, at nutidens store sprogmodeller (LLM’er) allerede befinder sig inden for spektret.

Bevisernes kaskade

Argumentet for, at gennembruddet har fundet sted, hviler på en “kaskade” af evidens, der rækker langt ud over den klassiske Turing-test. Hvor vi for ti år siden ville have været forbløffede over en maskine, der kunne bestå en almindelig skoleeksamen, opererer nutidens modeller på et niveau, der overgår mange af science fiction-litteraturens mest berømte ikoner. Forfatterne nævner i denne sammenhæng, at HAL 9000 fra Stanley Kubricks “2001: A Space Odyssey” udviste mindre kognitiv bredde end de modeller, vi i dag har adgang til via en browser.

Fra guldmedaljer i den internationale matematikolympiade til kvalificeret udarbejdelse af ph.d.-opgaver og generering af videnskabelige hypoteser, der efterfølgende kan valideres i laboratorier, har maskinerne demonstreret en fleksibel kompetence, der ikke kan bortforklares som blot statistisk efterligning. Alligevel mødes disse resultater ofte med det, forfatterne kalder en “dogmatisk forpligtelse på evig skepsis”. Hver gang en ny milepæl nås, trækker skeptikerne sig tilbage og hævder, at den sande intelligens stadig ligger lige akkurat uden for rækkevidde.

Myten om den manglende krop

En af de mest sejlivede indvendinger er, at en maskine uden krop og sanser aldrig kan besidde sand forståelse. Chen og hans kolleger afviser dette som et udslag af antropocentrisk bias. Vi ville aldrig nægte intelligens til et fremmed væsen fra en anden planet, blot fordi dette væsen kommunikerede via radiosignaler og manglede en menneskelig anatomi. De peger på Stephen Hawking som et eksempel på, at kognitiv formåen er fuldstændig uafhængig af motorisk formåen.

På samme måde afvises argumentet om, at modellerne blot er “stokastiske papegøjer”, der gentager mønstre, og at gentagelserne savner dybde. Alle former for intelligens, også den menneskelige, handler i bund og grund om at udtrække struktur fra sammenhænge. Når nutidens modeller kan løse helt nye matematiske problemer eller ræsonnere kontrafaktisk om fysiske scenarier — som f.eks. hvad der sker, hvis man taber et glas frem for en pude på et flisegulv — vidner det om funktionelle verdensmodeller, ikke blot en ureflekteret bearbejdning af tekst.

En fremmed iblandt os

Artiklen efterlader læseren med en erkendelse af, at vi er trådt ind i en ny æra af “kvalificeret pluralisme”. Den intelligens, vi har skabt, er på mange måder “alien”. Den kan fejle på opgaver, der er trivielle for en seksårig, samtidig med at den kan syntetisere enorme mængder videnskabelig litteratur med en hastighed, intet menneske kan matche.

Denne fremmedhed er ikke et bevis på manglende intelligens, men en påmindelse om, at der findes flere måder at være intelligent på og flere veje til at udvikle intelligens end den evolutionære sti, mennesket har fulgt i nogle millioner år. LLM’er er ikke begrænset af biologiske behov, små kroppe eller den form for kommunikation på lav båndbredde, der kendetegner mennesker. De repræsenterer en form for intelligens, der er opstået direkte fra de mønstre, der ligger latent i det menneskelige sprog — et medie, der viser sig at indeholde langt mere af virkelighedens grundlæggende struktur, end vi havde forestillet os.

Historien som immunsystem

Hvis vi accepterer artiklens konklusion, må vi også acceptere en række ubekvemme konsekvenser. Vores nuværende juridiske og etiske rammeværker er designet til at forholde sig til “smalle værktøjer” i form af afgrænsede “intelligenser” som for eksempel en lommeregner, ikke til generelle intelligenser, der kan anvendes næsten overalt. Vi har længe antaget, at intelligens og autonomi følges ad, men vi står nu med systemer, der er dybt intelligente uden nødvendigvis at have egne mål eller moral.

Ligesom Copernicus flyttede Jorden væk fra universets centrum, og Darwin fjernede mennesket fra dets isolerede plads i naturen, så tvinger denne teknologiske revolution os til at genoverveje vores monopol på fornuften. Vi er ikke længere alene i rummet for generel intelligens. Det er en erkendelse, der kræver både intellektuelt mod og en dyb forståelse for vores egen historie, hvis vi skal kunne navigere i en verden, hvor en af vores mest betydningsfulde samtalepartnere ikke længere er af kød og blod.

Vi klatrede i træet, og det viste sig, at månen ikke var et fjernt himmellegeme, men en frugt, der kunne høstes, hvis bare man byggede stigen af de rette sproglige mønstre. Nu hvor vi står på den øverste gren, må vi spørge os selv, hvad det betyder for vores selvforståelse, at vi endelig har fået selskab?

---

Does AI already have human-level intelligence? The evidence is clear
By Eddy Keming Chen, Mikhail Belkin, Leon Bergen & David Danks 
Nature, Vol 650, 5 February 2026

75 years of Turing’s AGI
Misha Belkin
Substack, Feb 05, 2026

https://mishabelkin.substack.com/p/75-years-of-turings-agi

---