Facebook: Surrealistisk

En storm over misbrug af Facebook-data har raset i amerikanske og europæiske medier i den sidste uges tid.

Afsløringerne af hvordan den politiske konsulentvirksomhed, Cambridge Analytica, har brugt persondata, der er blevet høstet fra millioner af Facebook-brugere, til at påvirke valgkampe i USA og Europa, har i kombination med pinlige afsløringer af virksomhedens forretningsmetoder foreløbigt kostet direktøren for Cambridge Analytica jobbet, og har ført til, at de britiske myndigheder har iværksat en undersøgelse af virksomhedens aktiviteter i England.

Regeringspolitikere fra flere lande har lagt pres på Facebook for at få en forklaring på, hvordan detaljerede persondata om millioner af Facebook-brugere har kunnet havne hos Cambridge Analytica, uden at brugerne var klar over det, og hvorfor Facebook ikke har gjort mere for at forhindre, at det kunne ske.

Balladen har sendt Facebooks aktier ned med ca. 10 pct., og inden for den seneste uge er Facebook på papiret blevet 60 milliarder dollars mindre værd.

Omsat til danske forhold svarer det til et værditab på 356 milliarder kroner, der til sammenligning overstiger den samlede markedsværdi af virksomhederne, TDC, Vestas, Tryg, Lundbeck, ISS, Jyske Bank og F.L. Smith.

Selv for en virksomhed som Facebook er et tab af den størrelse ikke noget som virksomhedens aktionærer tager med et skuldertræk, og Facebook er tydeligvis kommet under pres.

Men det store spørgsmål, der svæver over hele dette drama, er: Hvorfor lige nu?

I de seneste dage har der været bragt hundredevis af nyhedshistorier i medier i både USA og i Europa, der – alt i alt – er på linje med dette citat fra DR’s hjemmeside i en historie fra den 23. marts:

“I sidste uge kom det frem, at konsulentvirksomheden Cambridge Analytica har brugt data fra mere end 50 millioner Facebook-profiler til at målrette politiske annoncer til uvidende brugere.”

Det besynderlige er, at der intet nyt er i de oplysninger, der nu er “kommet frem”.

Cambridge Analytica har aldrig forsøgt at lægge skjul på sine forretningsmetoder eller på, at virksomheden anvender detaljerede persondata om amerikanske borgere, der frit kan købes på det amerikanske marked.

Virksomheden har tværtimod i flere år ført en aktiv reklamekampagne, hvor disse metoder er blevet forklaret i detaljer.

“Cambridge Analytica explains how the Trump campaign worked” er titlen på en 40 minutter lang video på YouTube fra maj 2017, hvor virksomhedens chef for digital analyse fortæller om erfaringerne med anvendelse af dataanalyse i Trumps valgkamp.

I en anden video på YouTube med titlen, “The Power of Big Data and Psychographics”, der blev offentliggjort i september 2016, forklarer den nu afsatte direktør, Alexander Nix, detaljeret om virksomhedens brug af dataanalyse, og om hvordan metoderne kan anvendes i en valgkamp.

Der findes flere lignende videoer på YouTube.

Igennem 2016 og 2017 har medier i USA og Europa desuden bragt analyser og kommentarer, der diskuterer Cambridge Analyticas anvendelse af dataanalyse i forbindelse med afholdelse af valg, og medieomtalen førte til politiske undersøgelser blandt andet i det britiske parlament, hvor Cambridge Analyticas direktør har afgivet forklaring.

I januar 2017 offentliggjorde det ansete amerikanske webmagasin, Motherboard, en artikel, der fortæller historien om den videnskabelige udvikling af nogle af de analysemetoder, der senere er blevet brugt af Cambridge Analytica, og om hvordan både metoderne og millioner af Facebook-brugeres persondata fandt vej fra et forskningsmiljø på Cambridge Universitet til den kommercielle virksomhed, Cambridge Analytica, der trods navnet ikke har nogen tilknytning til universitetet.

Motherboards artikel er skrevet af to europæiske journalister, Hannes Grassegger og Mikael Krogerus, og hele substansen i historien var allerede i december 2016 blevet offentliggjort (på tysk) i en artikel i det schweiziske webmagasin, Das Magazin.

Hannes Grassegger og Mikael Krogerus artikel i Motherboard fra januar 2017 er stadig noget af det mest kvalificerede, der er skrevet om denne sag.

Der har igennem hele dette forløb været forskellige opfattelser af, hvor meget Cambridge Analytica har gjort brug af de brugerdata fra Facebook, som virksomheden fik adgang til via forskningsprojektet på Cambridge Universitet.

Men med mindre der på et tidspunkt bliver fundet en rygende pistol i form af servere og harddiske på Cambridge Analyticas kontorer, der indeholder de famøse Facebook-data, samt logfiler om, hvor meget disse data er blevet brugt, så bliver det vanskeligt at fastslå med sikkerhed, i hvilket omfang de pågældende Facebook-data har været anvendt af Cambridge Analytica.

Der er imidlertid ingen usikkerhed om, at disse Facebook-data i første omgang er blevet indsamlet fuldt lovligt til forskningsformål på Cambridge Universitet.

Usikkerheden knytter sig udelukkende til, hvad der er sket med de pågældende Facebook-data, efter at forskerne på Cambridge havde høstet dem fra Facebook.

Og hvad der så end er sket med disse data, så er det ikke noget som Facebook på nogen måde ville kunne styre.

Når først data var ude af Facebooks servere, var løbet kørt for Facebook.

De Facebook-data, som forskerne på Cambridge Universitet fuldt lovligt og efter aftale med Facebook fik adgang til, blev først høstet efter at hver enkelt Facebook-bruger, der medvirkede i projektet, havde givet sin tilladelse.

I løbet af forskningsprojektet kom til at stå klart, at Facebook var teknisk opbygget på en måde, der gjorde, at når en bruger gav tilladelse til at høste data, så kom denne tilladelse indirekte også til at omfatte alle brugerens forbindelser eller “venner” på Facebook.

På den måde kunne tilladelser fra en kvart million Facebook-brugere resultere i en datahøst på millioner af profildata fra Facebook.

Dette var ikke tilsigtet, i hvert fald ikke officielt. Men det var sådan Facebook fungerede tilbage i 2013, og mange apps gjorde brug af metoden til at høste og videresælge data fra Facebook.

Facebook har efterfølgende ændret opsætningen, sådan at en brugers tilladelser til at høste data ikke længere også indirekte kommer til at gælde for alle brugerens “venner”.

Men Facebook er vedvarende blevet kritiseret for ikke at have oplyst de berørte brugere om, at deres data kan være blevet høstet.

Facebook erkender i dag, at det var en fejl, at brugerne ikke blev orienteret.

Men det er en fejl, der skal ses i lyset af, at Facebook er en virksomhed, der – i fuld åbenhed – lever af at indsamle brugernes persondata og sælge disse data – eller anvendelsen af dem – til brug for reklame og andre former for påvirkning af brugerne.

Det er, hvad Facebook går ud på, og det kan næppe betegnes som en forretningshemmelighed.

Set i den store sammenhæng om anvendelsen af persondata på Facebook, så er de “Cambridge”-data, der nu er kommet i fokus, en minimal detalje i forhold til den virksomhed, som Facebook driver, og som har gjort virksomheden til en af de mest værdifulde i verden.

Indsamling, handel med og forretningsmæssig anvendelse af persondata er en kæmpe industri i USA, og Facebook er en af de helt store spillere i den industri.

Men Facebook er langt fra den eneste spiller.

I USA kan enhver person eller virksomhed købe et datasæt, der viser – for eksempel – “alle jødiske kvinder, civilstand og bopæl” i en given by, i en stat eller i hele USA.

Disse data kan efterfølgende kombineres med tusindvis af andre, kommercielt tilgængelige datasæt, og på den måde kan der – i princippet – bygges meget detaljerede profiler af stort set alle voksne amerikanere.

Alt dette har været kendt og er blevet diskuteret vidt og bredt i årevis.

Cambridge Analytica er én blandt flere andre virksomheder, der har specialiseret sig i at gennemføre analyser af disse ekstremt store datamængder, sådan at der skulle kunne komme noget meningsfuldt og brugbart ud af det.

Virksomheden reklamerer med, at den har etableret et datagrundlag, der omfatter omkring 5.000 datapunkter om hver enkelt voksen amerikaner.

I hvilket omfang Facebook-data indgår i disse datapunkter er uvist.

Men langt de fleste data stammer fra alle mulige andre kilder som kreditkort, mobiltelefoner, kundekort, avisabonnementer, medlemskab af politiske eller religiøse foreninger, og så videre.

Data fra alle disse kilder – og fra Facebook – opkøbes af store virksomheder, der fungerer som databrokere, der sammensætter de indkøbte data til pakker, der derefter sælges til interesserede købere.

Det er næppe overraskende, at Cambridge Analytica og tilsvarende virksomheder, selv mener, at de på grundlag af disse dyrt indkøbte data kombineret med deres egenudviklede analyseredskaber og metoder, kan afsløre alt om alle, og dermed også kan målrette budskaber i en valgkamp med et riffelskuds nøjagtighed.

Andre er mere skeptiske over for, om disse metoder kan holde, hvad de lover.

Det er i hvert fald helt hypotetisk at tillægge disse dataredskaber afgørende vægt i forløbet af en valgkamp.

Når et valg afgøres af nogle få tusinde marginalvælgere, som det skete ved Trumps valgsejr i 2016, kan dataredskaberne have spillet en rolle.

Ingen ved det.

Det, som vi ved fra analyser af valgresultatet, er, at 45 pct. af hvide kvinder med en akademisk uddannelse stemte på Trump, fordi de foretrækker en mand og en “vinder” som præsident. At religiøse vælgere i stort tal stemte på Trump, fordi han lovede at hjælpe Israel med at flytte hovedstad til Jerusalem. Det er ifølge en stor del af de kristne vælgeres religiøse overbevisning en forudsætning for at nå frem til, at Gud kan iværksætte Dommedag, der (omsider) vil sikre, at alle jøder bliver kastet i helvede. Flertallet af hvide mænd stemte på Trump, fordi han lovede at bygge en mur til Mexico og indlede en handelskrig med Kina. Og flertallet af rige, hvide amerikanere stemte på Trump fordi han lovede dem store skattelettelser.

Trump blev valgt, fordi han repræsenterer det, som en stor andel af hvide amerikanere står for.

Det er ønsketænkning af tro, at vælgerne blev manipuleret af Cambridge Analytica. Med eller uden brug af Facebook-data.

26032018-03

 


Introbillede: Diana Quach, 2017

Henvisninger og baggrund: 26.03.2018