UDDRAG FRA BOGEN, “BEVAR BØNDERNE”, POLITISK REVYS FORLAG, 1982
Interview med Henrik f. 1940, Gift med Irene i 1966. Parret har to børn. Henrik er medlem af kommunalbestyrelsen og medlem af socialudvalget. Valgt for Venstre. Bestyrelsesmedlem i den lokale partiafdeling af Venstre. Medlem af skolekommissionen siden 1974. Medlem af bestyrelsen i den lokale børnehave.
I 1969 købte Henrik den gård, som han var født og opvokset på, af sin far for 640.000 kr.. Det var 45% over vurderingssummen, for brødrene skulle jo også have deres. Den relativt høje pris betød, at gården med ét skulle svare renter og afdrag, som var 5-6 gange større end tilfældet var før handlen.
Irene tog arbejde på Carmen Curlers i Kalundborg, og Henrik indledte det, som han i dag betegner som sit »nok noget dristige One Man Show«.
Han påtog sig at drive gården ene mand.
Der var tryk på for dem begge fra 5 morgen til 7 aften.
»Det er en ting, som jeg vil sige til andre: Det er godt at være arbejdsom, men man skal egentlig ikke byde sig selv det der«, siger Henrik i dag. »Det var for meget af det gode.«
Fællesmarkedet
»I 1972/73 gik vi så med bulder og brag ind i Fællesmarkedet, fuldstændig lige efter mine ønsker. Den var jeg med på. Nu skulle den altså have. Regeringen råber op. Organisationerne råber op: det er landbruget der skal klare landets problemer. Lad os nu se hvad I duer til! Og i 1974 går jeg så i gang med at bygge den store sostald derhenne med plads til 60 søer. Det gik gevaldigt. I 1974 fik vi nogle meget store prisstigninger på svinekød pga. EF, så det kunne jo sagtens forrente sig. Der var ikke råd til fremmed hjælp endnu, men min kone kunne da holde op med at have lønarbejde«.
På den tid fik Henrik og Irene deres første barn.
»Så fik vi nogle slemme tørkeår i 1974 og 75, hvor vi måtte låne os ud af gælden.
Det var jo noget fuldstændig nyt for mig.
Men både banken og konsulenten sagde, at jeg skulle tage den med ro.
Vores ejendom steg jo så meget hvert år, at der sagtens var plads til nye lån.
I 1978 byggede vi så en stald til. Denne gang til fedesvin. Et fuldautomatisk staldanlæg, som gav mulighed for at producere 1.200 slagtesvin om året.«
Fedestalden
»Der har ikke været de meget voldsomme sygdomstilfælde i besætningen, hvor man fylder svinene med penicillin, men det har knebet meget med trivslen i den nye automatiske stald jeg har bygget. I den gamle fedestald er det altid gået mægtig godt. I den nye … det kniber med at holde tilvækst. Grisene bider hinanden. Så kolossalt. Det er industrigrise. De kan sgu ikke holde til det stress. De kan ikke tåle den ekspresfodring, som man er nødt til af økonomiske grunde. Det er altså mere end dyret kan klare. Staldsystemet som sådan … det duer ikke. For at sige det rent ud. Jo – hvis vi begynder at fylde dyrene med medicin. Men langt de fleste landmænd vil ikke være med til at fylde dyrene med medicin. Hvis der er et medicinbehov, så er der jo en grund til det. Og langt de fleste vil søge efter grunden til den er fundet, og så gøre noget ved det. Men det er selvfølgelig billigere at fylde grisene med medicin end at bygge nogle stalde, som de kan trives i. I min nye stald skal der stå 12 grise i hver sti hele vejen ned. De kan ikke være der. Den er endda beregnet til at rumme op til 15 grise pr. sti. Der kan måske være 8, hvis de skal trives, men så bliver stalden jo komplet uøkonomisk. Men jeg skulle helt derned, hvor jeg havde bygget stalden, før jeg kunne se at det ikke gik. Det er egentlig utroligt, når man tænker på, hvor meget jeg har haft at gøre med grise i alle de år.
Man kan da godt finde enkelte af de automatiske storstalde, hvor det fungerer med 12-15 grise i hver sti, men det er tilfældigheder det gør det: særligt rolige moderdyr, og den slags.
Sostalden
»Jeg må også erkende at jeg gjorde en fejl da jeg byggede sostalden i 1974. Alle mine søer står bundne. Det havde de ikke kommet til, hvis jeg skulle bygge en stald i dag. Men da jeg byggede den, var der jo stribevis af resultater, der viste, at det var det mest økonomiske. Men søerne har bare ikke kunnet trives i det. OK – de har levet i det siden 74, men de har jo ikke trivedes tilnærmelsesvis så godt, som dengang, hvor vi havde 20 søer i den gamle sostald. Søerne i den nye stald har ikke mælk nok. De bliver urolige og umedgørlige. Smågrisene vokser for dårligt. Men i foderstoffirmaet er de eksperter i at lave nye foderblandinger, som kompenserer for den manglende trivsel. Men det er som om, vi hele tiden går ind ad bagdøren. Hele vejen.«
Overblikket
»Men det hænger selvfølgelig også sammen med, at det bliver mere og mere vanskeligt at fastholde et samlet overblik over bedriften. Når der er tryk på i marken – man kommer ind i stalden kl. 11 om aftenen. Og der er hundredvis af sultne grise, som hænger ud over rækværket. Der kan godt mangle overblik. Selvom der er en mand til hjælp, og selvom vi har automatikken. Vi skal jo følge med hele tiden alligevel.
Det er jo ikke den afslappede produktion, som det var før i tiden. Fodermesteren havde overblik over sin besætning. Forkarlen havde overblik over markarbejdet, og min far havde overblik over bedriften som helhed. Jeg kan godt mangle overblik. Det er klart. Jeg vil godt se en landmand i en tilsvarende situation, som vil påstå, at han har fuldt overblik over det hele.«
Markdriften
Den meget ensidige kornavl har også medført problemer i markdriften: »Før i tiden, da man havde normalt sædskifte, var der jo aldrig noget der hed flyvehavre, og jeg har også hidtil kunnet holde det væk ved at luge hist og her, men de sidste par år har jeg været nødt til at sprøjte for det.
Man kan kritisere vores sprøjtemidler så meget man vil, men skal vi fortsat drive landbrug på de økonomiske vilkår, der sættes, så er det bare nødvendigt.
Jeg har tit sagt til min far – jeres marker døde da af lus. Jeg kan se her i dag , sikke nogle luseangreb vi kan få. Men det var sjovt nok, sagde min far, for lus i markerne, det havde vi jo ikke.
Og så er der jo også det, at en sund plante, den bliver ikke angrebet. Men det gamle sædskifte, og med den omhyggelige anvendelse af den dyriske gødning, der fik de jo nogle fantastisk sunde planter. Vores planter i dag er jo også sunde, men det må de jo pokker være alligevel.
Man bliver muligvis nødt til at gå tilbage til de gamle sædskifter igen – jeg ved det ikke. Teknikken som sådan er der ikke noget i vejen med, men vi skal måske ned i nogle mindre enheder, eller være flere sammen. Tidligere kunne vi her på gården klare os med den Lille grå Ferguson, men der var vi også nogle flere om det. Vi var mange flere herude dengang.«
Finansieringen
Omstillingen til industrialiseret svineproduktionen blev gennemført i tæt samarbejde med banken og med konsulenterne for økonomi og svineavl. Det var tydeligt for dem alle, at den nye stald ikke ville kunne forrente sig på grundlag af produktionen i de første år, men det anså man ikke for at være noget stort problem. Det var helt almindeligt, og værdistigningen løb endnu så stærkt, at der fint kunne blive plads til at optage lån til dækning af underskuddet de første år.
I løbet af nogle år var der så udsigt til, at inflationen ville klare problemet.
Efter at den nye stald var blevet bygget blev der ansat en medhjælper på gården.
Markdriften kunne ikke blive ved med at forsyne den voksende svineproduktion med tilstrækkeligt foder, og efterhånden blev 20% af foderforbruget købt ind udefra.
Fra 1978 gik Henrik over til at købe alt foderet udefra og så sælge hele produktionen fra markdriften.
Det kunne betale sig.
»Vi er så hårdt spændt økonomisk, at der slet ikke er råd til at tage hensyn til jordstruktur, eller tage biologiske eller økologiske hensyn. Vi må simpelthen se på, hvad der giver en krone mere end noget andet.
Jeg forstår ikke, hvordan det kan være billigere at købe alt foderet til dyrene, for så at kunne disponere over hele markproduktionen til videresalg, men det kan det altså.
Og så gør man sådan, hvad enten der er driftsmæssig rimelighed i det eller ej.«
Om at være landmand
»Det at have med landbrug at gøre – man skaber noget. Det udvikler sig, det gror. En gris bliver løbet, den farer, de små grise vokser op. Man sår sin jord, det vokser op og gror. Det er hele det spil en landmand lever og ånder for. Han lever i det og med det. Det er en holdning at være landmand.
Derfor fjerner man efterhånden grundlaget for at få folk til at gøre den indsats, der skal til for at få det hele til at hænge ordentligt sammen, hvis man blander sig alt for meget i, hvordan og hvad vi skal producere. Og med de økonomiske vilkår, som vi producerer under i dag, så har man faktisk påtvunget os nogle styrende rammer, som gør det meget vanskeligt.
Jeg siger til de unge i dag: lad være. Lad være med at gå i gang, når I skal forgælde jer så meget, som I er nødt til for at få produktionen stor nok.
Vi må nok frem til noget statsforpagtning. Jeg har ellers altid været stærk tilhænger af selvejet, men jeg tror efterhånden mere, at det er brugsretten vi skal kæmpe for – og så derigennem få nogle mere afslappede økonomiske rammer at køre efter. Så vi kan gøre tingene ordentligt.
Som det er nu med selvejet, skal vi ud og købe gården hver gang der skal en ny generation til. Min far fik betalt gælden på gården helt ned, men jeg skulle starte forfra i 1969, da jeg overtog den. Og hvis jeg engang havde fået betalt gælden på gården ned, så skulle min søn, eller en af dem som ville være landmand, – han skulle igen ud og forrente den fra bunden af.
På den måde vandrer der enorme kapitaler bort fra landbruget. Og hvem ved hvorhen? Det kan landbruget simpelthen ikke blive ved med at holde til.«
I begyndelsen af det nye år skal Henrik og Irenes gård på tvangsauktion. Han og hans kone har tabt alt, hvad de har investeret af penge og arbejde. Fordi den nye automatiske svinestald ikke kan forrente sig. Den galoperende værdistigning, som skulle have finansieret det forventede tab på produktionen i de første år, er på mindre end et halvt år blevet vendt til et drastisk fald i ejendomsværdierne i landbruget. Så er der bare lukket for det varme vand i banken, og familien er ruineret.
(Teksten i dette uddrag er let redigeret til web-format. En kopi i PDF af hele bogen kan læses her. Vælg 2-sidet format i PDF-læseren for at se bogens flotte layout).
Pejlinger 