Indien er blevet verdens laboratorium for en ny type statsstyret digitalisering. Landet har gennemført verdens mest ambitiøse teknologiske registreringsprojekt, det biometriske ID-system Aadhaar, og har på rekordtid givet over 1,3 milliarder mennesker et digitalt identitetsnummer. Systemet er på én gang et politisk prestigeprojekt, en økonomisk motor og et socialt eksperiment.
AADHAAR BLEV LANCERET som et middel til at skabe gennemsigtighed og effektivitet i verdens største demokrati. Men det er også blevet et eksempel på, hvor skrøbeligt forholdet mellem stat, teknologi og borger kan være, når den digitale infrastruktur bliver en forudsætning for at eksistere i det moderne Indien.
Da Unique Identification Authority of India (UIDAI) blev oprettet i 2009 under ledelse af Nandan Nilekani, medstifter af IT-giganten Infosys, var ambitionen både praktisk og politisk. Systemet skulle give hver indisk borger en unik, verificérbar identitet, der kunne bruges som adgang til offentlige myndigheder, sociale ydelser, bankkonti og statsborgerskabets forskellige rettigheder. Aadhaar blev også hurtigt et fundament for den såkaldte India Stack, en samling åbne digitale platforme, der omfatter mobilbetalingssystemet UPI (Unified Payments Interface). Tilsammen udgør platformen en ny digital, offentlig infrastruktur, hvor staten leverer grundlaget, og private aktører bygger ovenpå.
Resultatet er et økonomisk og teknologisk system, der i dag beundres og imiteres af lande fra Afrika til Latinamerika. Ifølge økonomen Arvind Panagariya fra Columbia University i USA har Indien på mindre end et årti gennemført en digital revolution i den finansielle sektor. Aadhaar har gjort det muligt at verificere identitet, åbne bankkonti og gennemføre betalinger med et enkelt fingertryk. Det har ifølge Panagariya ikke blot gjort økonomien mere effektiv, men har også givet flere hundrede millioner fattige borgere et digitalt fodfæste i en økonomi, som de før var udelukket fra.
Panagariya beskriver Aadhaar som “et fundament for inklusiv vækst”, en offentlig infrastruktur, der gør innovation mulig. Den har åbnet døren for et eksplosivt fintech-marked. Startups som Paytm, PhonePe og Google Pay har bygget hele deres forretningsmodel i Indien oven på Aadhaar og UPI. Den daglige volumen af digitale betalinger i Indien overstiger nu både Visas og Mastercards globale volumen. Ifølge Panagariya viser det, hvordan statens investeringer i digitale fællesgoder kan føre til et kommercielt og teknologisk opsving.
Men hvor denne fortælling fremhæver effektivitet, gennemsigtighed og innovation, så tegner den sociale virkelighed et mere sammensat billede. Aadhaar fungerer i ordets bogstavelige forstand som en nøgle. Den kan åbne døre, men den kan også låse dem.
Effektivitetens pris
I praksis blev Aadhaar hurtigt koblet til næsten alle aspekter af den indiske stats velfærds- og udbetalingssystemer. Pensioner, børnetilskud, fødevarehjælp og økonomisk bistand til landarbejdere skulle nu udbetales direkte til bankkonti, der er verificeret gennem Aadhaar. Ideen var at fjerne mellemmænd og reducere det, som man i Inden kalder “leakage”, det vil sige tab gennem korruption, fejldistribution og svindel.
I nogle henseender virkede det. En række undersøgelser peger på, at statens udbetalinger er blevet mere gennemsigtige, og at direkte overførsler har mindsket misbrug. Men forskningen viser også, at effektivitetens pris er blevet betalt af de fattigste.
Økonomerne Karthik Muralidharan, Paul Niehaus og Sandip Sukhtankar har i et stort anlagt studie vist, hvordan brugen af Aadhaar ved uddelingen af fødevarebistand i delstaten Jharkhand ganske vist reducerede svindel, men samtidig udelukkede tusindvis af fattige mennesker fra at få udleveret den fødevarehjælp, som de var berettiget til. Biometriske fejl, dårligt netværk og manglende sammenkobling mellem databaser betød, at berettigede modtagere blev registreret som “ikke-eksisterende”.
Forskerne konkluderede, at Aadhaar “sænker korruption, men øger eksklusion”, en sætning, der er blevet stående som et ekko i den indiske offentlighed. For mens de administrative systemer blev mere effektive, blev selve adgangsbetingelsen skærpet. Kun de, der teknisk set eksisterede i systemet, kunne modtage hjælp.
Den indiske økonom Reetika Khera har beskrevet denne udvikling som “teknologisk blindhed”, et system, der i sin jagt på kontrol og effektivitet overser den menneskelige virkelighed. Hun viser, hvordan Aadhaar i mange tilfælde ikke har fjernet snyd, men blot flyttet risikoen fra staten til borgeren. For den fattige landarbejder betyder et forkert registreret fingeraftryk, at dagens løn forsvinder. For en ældre kvinde på landet kan en uoverensstemmelse i databasen betyde, at pensionen udebliver, og der er eksempler på, at mennesker uden korrekt registrering i Aadhaar er døde af sult, fordi de ikke længere kunne få udleveret fødevarehjælp.
Digitaliseringens samfund
Aadhaar har ændret den indiske stat. Men spørgsmålet er, hvilken type stat, der nu vokser frem. Teknologipolitisk repræsenterer Aadhaar en ny form for digital governance, hvor staten både leverer infrastrukturen og sætter reglerne for anvendelsen, mens private virksomheder fra banker til startups får adgang til de digitale “rails” på statens vilkår. Det skaber, som forskeren Mila Samdub har vist, et tæt partnerskab mellem softwarekapital og staten. Aadhaar, og den bredere India Stack, har med andre ord ikke blot skabt et nyt forhold mellem borger og stat, men også mellem stat og marked.
For borgerne betyder det, at næsten alle kommercielle handlinger, fra mobilopkobling til mikrolån, i stigende grad kræver digital identitet. Det har åbnet døren for nye finansielle produkter og har gjort det muligt for flere hundrede millioner mennesker i Indien at deltage i e-handel og onlineøkonomi. Men det har også gjort hverdagen mere overvåget og kontrolleret. Hver transaktion, hver betaling, hver støtteudbetaling efterlader et digitalt aftryk, og staten sidder i midten af infrastrukturen og kan i princippet overvåge det hele.
Hvor Panagariya fra Columbia University ser en demokratisk økonomi i digital form, ser kritikere som Khera og Jean Drèze en risiko for, at der udvikles nye “digitale borgerskaber med betinget adgang”, en model, hvor retten til at deltage i samfundet afhænger af, om man teknisk set er forbundet. For de veluddannede borgere i byerne betyder det nem adgang til digitale tjenester, lån og mobilitet. For de fattige i landdistrikterne kan det betyde en usynlig mur.
Da teknologien mødte markarbejderen
Et aktuelt eksempel på den digitale kløft findes i regeringens håndtering af NREGA, det nationale beskæftigelsesprogram, der garanterer fattige landarbejdere 100 dages lønnet arbejde om året. I 2023 besluttede myndighederne, at udbetalingen af løn fremover skulle ske gennem Aadhaar-Based Payment System (ABPS), en app-baseret ordning, hvor arbejdernes identitet og bankoplysninger skulle være fuldt integreret med deres Aadhaar-numre.
Men da ordningen trådte i kraft, stod virkeligheden i vejen for visionen. Ifølge NGO’en NREGA Sangharsh Morcha var 57 procent af arbejderne ikke registreret korrekt i systemet. Mange havde aldrig fået linket deres Aadhaar til bankkontoen, andre stod med stavefejl i navne eller ufuldstændige data. Resultatet var forudsigeligt – og katastrofalt. Hundredevis af lokale rapporter viste, at tusinder af arbejdere ikke modtog løn for udført arbejde, fordi appen afviste deres registrering.
Problemerne blev forværret af, at myndighederne samtidig indførte en ny app-baseret fremmøderegistrering. Arbejderne skulle tage og uploade et geotagget billede af sig selv to gange dagligt. Appen krævede en stabil internetforbindelse, hvilket er en luksus i store dele af landdistrikterne i Indien. I praksis betød det, at mange arbejdere stod i flere timer i solen for at få signal eller gik hjem uden at blive registreret og dermed mistede deres løn.
For aktivisterne bag kritikken er sagen et udtryk for en større fejlslutning, nemlig forestillingen om, at teknologiske løsninger i sig selv kan afhjælpe sociale problemer. “Vi er vidne til en digitalisering ovenfra,” skrev Counterview.net i en kommentar, “hvor fattige mennesker gøres ansvarlige for statens egne tekniske begrænsninger.”
Den dobbelte virkelighed
Aadhaar står dermed i centrum for en dobbelt fortælling. På den ene side repræsenterer platformen en af de mest imponerende teknologiske infrastrukturprojekter i nyere tid, og den står som et eksempel på, hvordan staten kan udnytte digitale værktøjer til at levere service, skabe innovation og inddrage nye grupper i økonomien. På den anden side viser erfaringerne fra NREGA, PDS og andre velfærdsprogrammer, hvordan den samme teknologi kan medføre udelukkelse, når den politiske, sociale og tekniske virkelighed kolliderer.
Man kan se konflikten som et klassisk udviklingsdilemma, effektivitet versus retfærdighed. Men som forskeren Prakhar Misra fra Oxford’s Pathways for Prosperity Commission argumenterer, så er problemet dybere. Aadhaar, siger han, har gjort det tydeligt, at digital governance ikke kun handler om teknologi, men også om “de analoge aspekter” som tillid, institutionel ansvarlighed og retsbeskyttelse. Uden disse grundelementer bliver digitaliseringen et spejl af de eksisterende uligheder snarere end et værktøj til at overvinde dem.
Misra peger på, at Indiens lovgivning og institutioner halter bagefter den teknologiske udvikling. Først i 2018 anerkendte Højesteret retten til privatliv som en grundlæggende rettighed, og først i 2023 vedtog parlamentet en egentlig databeskyttelseslov. Imens er millioner af Aadhaar-data blevet lækket via offentlige hjemmesider.
Globale perspektiver
Indiens erfaring med Aadhaar har givet genlyd langt ud over landets grænser. Verdensbanken, FN og private fonde som Gates Foundation har promoveret den såkaldte “Indian model” som et mønstereksempel på en vellykket Digital Public Infrastructure i udviklingslande. Flere afrikanske og sydamerikanske lande er allerede i gang med at indføre lignende biometriske ID-systemer. De gør det i håb om at opnå nogle af de samme økonomiske fordele, som er opnået i Indien, men ofte uden at råde over Indiens enorme teknologiske og institutionelle kapacitet.
Dermed bliver de indiske erfaringer også et globalt laboratorium for spørgsmål, der vil præge det 21. århundredes udviklingspolitik. Kan udbredelsen af en digital identitet befordre inddragelse, eller vil det forstærke eksisterende skel? Hvor går grænsen mellem effektiv forvaltning og overvågning? Og hvem bærer ansvaret, når teknologien fejler?
I Indien står Aadhaar nu ved et nyt vendepunkt. Den teknologiske infrastruktur er etableret, og dens økonomiske potentiale er enormt. Men legitimiteten afhænger af, om staten formår at genskabe tillid blandt de borgere, der føler sig udelukket. Det kræver en ny balance mellem innovation og beskyttelse. Den fremtidige udfordring bliver ikke kun at udbrede Aadhaar yderligere, men at gøre systemet mere menneskeligt.
Referencer
Panagariya, Arvind (2022). “Digital revolution, financial infrastructure and entrepreneurship: The case of India.” Asia and the Global Economy, 2(2), Article 100027.
Muralidharan, K., Niehaus, P. & Sukhtankar, S. (2020). “Identity Verification Standards in Welfare Programs: Experimental Evidence from India.” NBER Working Paper No. 26744
Reetika Khera (2017) – “Impact of Aadhaar on Welfare Programmes”. Economic & Political Weekly.
Prakhar Misra (2019) – “Lessons from Aadhaar: Analog Aspects of Digital Governance”. Pathways for Prosperity Commission, Oxford.
Rajiv Shah: Aadhaar, app-based payments order to deprive 57% rural workers of NREGA wages, Counterview.net, 2023.
Mila T. Samdub: “The State and Software Capital. Digital public infrastructure and the promise of India’s online consumer market”. Phenomenal World, October 16, 2025
Pejlinger 