Baseret på et indlæg fra Concurrent by AFRA
“Story of A Beijing Vibe Coder”
Nov 7, 2025 – Substack
FOR TRE MÅNEDER siden opdagede ingeniører hos Anthropic noget mærkeligt: En enkelt bruger med et månedsabonnement til 200 dollar havde forbrugt AI-ressourcer svarende til 50.000 dollar. Brugeren viste sig at være Liu Xiaopai, en Beijing-baseret programmør, der havde brugt Anthropics AI-platform, Claude Code, døgnet rundt til at bygge et dusin AI-apps, mens han sov, og derefter sælge dem i Vesten til kunder, som han aldrig ville møde.
Historien viser noget fundamentalt om det kinesiske teknologimiljø, hvor knaphed på ressourcer og brutal konkurrence har frembragt en arbejdskultur præget af en ekstrem arbejdsindsats. De kinesiske AI-iværksættere opererer under helt andre vilkår end deres amerikanske kolleger, og disse vilkår har skabt en særlig type udviklere, der nu begynder at konkurrere globalt.
Et langt hårdere marked
Kulturen med at betale for software har aldrig rigtig slået rod i Kina. For kinesiske AI-iværksættere er miljøet derfor langt barskere end i USA. Der er ingen venturekapitalfonde i stil med a16z, der finansierer et risikovilligt økosystem. Der er ingen 100 millioner dollar tilbud fra Mark Zuckerberg, kun ubarmhjertig konkurrence og faldende marginer. Begrænset adgang til avancerede NVIDIA-chips har desuden tvunget kinesiske udviklere til at træne deres AI-modeller på langt mindre compute kraft.
Men disse brutale vilkår har fremkaldt innovation på uventede måder. Kinas AI-miljø har allerede eksporteret metoder, der har formet Silicon Valley: Metas Reels halter stadig efter TikToks mere avancerede algoritme. Innovation lever af forsøg og fejl, iteration og korrektion. Når Kinas marked accelererer denne cyklus mange gange, bliver et barskt miljø til en evolutionær fordel. Kina opererer som en mere brutal arena, og er derfor en mere selektiv smeltedigel.
Liu Xiaopai
Det, der kommer ud af det, er nogen som Liu Xiaopai. Gennem en blanding af “vibe-kodning” – den intuitive, hurtige tilgang til programmering, som AI-værktøjer muliggør – og hands-on udvikling af mere end et dusin succesfulde AI-apps, der bliver solgt i Vesten, tjener han omkring en million dollar om året. I Beijing er det meget. Til sammenligning ligger byens gennemsnitlige disponible indkomst for de første tre kvartaler af 2025 på cirka 67.000 yuan, omkring 70.000 kroner.
Liu taler næsten intet engelsk. Han har aldrig studeret i udlandet, aldrig arbejdet i USA, og har ingen planer om at forlade Beijing. Han er uddannet fra Chongqing University, en solid ingeniørskole, der knapt ville registrere i Stanfords sfære. Sprogbarrierer betyder, at han ignorerer Silicon Valleys hype-cyklusser og i stedet fokuserer på jordnære bekymringer: at udvikle små produkter med dokumenterede anvendelsesmuligheder, tjene i stilhed og vinde.
Maksimal udnyttelse af ressourcer
Men hvordan kunne Liu komme af sted med at bruge for 50.000 dollar tokens på en måned, selvom han kun havde et abonnement til et forbrug på 200$? Svaret er, at han trykprøvede Claude ved at holde systemet kørende med opgaver i døgndrift. Det fungerede, og Liu benyttede sig af det. Senere indførte Anthropic begrænsninger på forbruget, men indtil det skete, kunne en Claude-bruger, der kodede fra morgen til aften, og som holdt Claude kørende med store, komplicerede programmeringsopgaver, mens de sov, nemt bruge for over 1.000 dollar i døgnet.
Lius bekymrede sig ikke om at spare beregningsressourcer, han bekymrede sig om at frigøre sig selv til mere kreativt arbejde. Under Claude Codes oprindelige politikker kunne det lade sig gøre, fordi token-grænserne i praksis var ubegrænsede.
Cyklussen automatiseret
Programmering er kun en lille del af arbejdet. I enhver normal internetvirksomhed i Kina udgør ingeniører kun 20-30 procent. De resterende 70 procent? Design, projektledelse, test, drift, brugervækst – disse roller kræver betydelige menneskelige ressourcer, og næsten alle følger standardiserede operationelle procedurer.
Efter at have brugt AI til at udføre programmering, af de apps han havde designet, stod Liu over for en større udfordring: Hvordan automatiserer man alt det arbejde, der er forbundet med standardiserede processer? Herefter brugte han mere tid med Claude på alle mulige andre opgaver end programmering. Et simpelt eksempel: Han skulle lancere et nyt produkt, som krævede navngivning og registrering af et webdomæne. Det lyder simpelt, men at finde på et produktnavn, der samtidig har et ledigt domæne, er lettere sagt end gjort, hvorefter den praktiske gennemførelse indebærer mange trin, der hidtil har været vanskelige at automatisere.
Hans løsning? Han startede med at skrive dokumentation til app’en, listede alle konkurrenterne, noterede, hvordan hver af dem adskiller sig fra hans løsning, og hvilke funktioner han derfor ønskede at fremhæve. Så lod han Claude syntetisere al denne information og derefter generere relevante produktnavne og tilhørende domæner og tjekke deres registreringsstatus. Fem-seks timer senere kom resultaterne, klar til registrering. Liu har automatiseret mange standardprocedurer på tilsvarende måde.
Et økosystem
Liu er ikke alene. Han driver nu et inkubatormiljø – faktisk blot et delt kontorlokale – hvor ligesindede Beijing-baserede udviklere arbejder. De fleste holder lav profil. De bygger primært AI-baserede apps, der er henvendt til private brugere i Vesten. Hvorfor? Fordi kinesiske brugere ikke betaler for apps, så hvis man vil tjene penge, er man nødt til at målrette sine apps mod Vestens forbrugere og virksomheder.
Disse udviklere har ofte en baggrund som produktchefer fra kinesiske tech-giganter som Tencent. De kender hele processen – det eneste, de ikke tidligere havde forstand på, var at skrive kode. I dag har AI-vibe-kodning udfyldt det hul. Når de har fået en god idé til en app, behøver de ikke længere tigge nogen om at programmere den – de gør det selv på en uge med Claude Code. Hvis det sælger, fremragende. Hvis ikke, så røg der kun en uge, og så prøver de noget andet næste uge.
En af Lius kolleger kom fra Tencent og sagde op sidste november. I april-maj i år havde han bygget sit første produkt – en engelsk-sproget app til kinesisk Bazi, en slags kinesisk variant af astrologi. Første indtjening: over 100 dollar om måneden. Nu, efter at have bygget flere apps, har han 1.000 dollar i daglig indtægt.
Vertikal specialisering
Hvad bygger disse kinesiske vibe-programmører? Primært AI-baserede forbruger-apps, der er ekstremt målrettede mod specifikke brugerbehov. Der kræves ikke store teknisk avancerede systemer for at tjene penge, men tværtimod små, hurtige apps, der her og nu hjælper brugerne med noget de gerne vil, og som de derfor gerne betaler lidt for.
Tag video som eksempel. Tekst-til-video eller billede-til-video-generering er nået meget langt med AI-modeller som Veo og Sora. Men der er stadig enorme muligheder på applikationslaget.
Eksempelvis står almindelige mennesker over for en vanskelig udfordring, når de forsøger at bruge Veo eller Sora direkte: de kan simpelthen ikke producere kvalitetsvideoer, fordi de ikke kan formulere effektive prompts. Med forholdsvis simple apps, der bruger Veo i baggrunden, kan brugerne generere videoer af anstændig kvalitet. Hvis du kan levere denne simple funktionalitet, vil brugerne betale, fordi de får noget værdifuldt for pengene, nemlig gode videoer.
Billedgenerering med AI byder på endnu flere muligheder. Kina har et meget stort antal webshops, der sælger til Vesten, og de har alle sammen et meget konkret behov: AI-genererede produktbilleder, som de kan bruge direkte i deres online-butikker. Forestil dig en 400-personers e-handelsvirksomhed med 50 webdesignere. Hvis dit værktøj gør det muligt at reducere disse 50 designere til 10, sparer de 40 lønninger månedligt. Betalingsvilligheden bliver ekstremt stærk.
Hvilke værktøjer har de brug for? Lad os sige, at en webshop, der sælger tøj, normalt får fotograferet to-tre billeder af deres model iført et stykke tøj. Men det er utilstrækkeligt – de har brug for 300 variationer: forskellige vinkler, forskellige positurer, forskellige baggrunde, alle så gode, at de ikke vil kunne genkendes som AI-genererede. Nogen udvikler præcis denne form for mikro-værktøj. Det skaber umiddelbar og håndgribelig værdi, så det sælger sig selv.
Det er et marked, som de store techvirksomheder, har vanskeligt ved at gå efter, fordi hver app-projekt er for småt til, at de kan håndtere det. Men for det voksende netværk af individuelle udviklere eller små teams er der meget at komme efter.
Et globalt miljø
I Kina er Lius mere berømt end hans AI-apps, men fremadrettet håber han, at hans produkter bliver mere berømte end ham selv, og når han bliver spurgt, om han kunne tænke sig at arbejde og starte virksomhed i Silicon Valley, er svaret klart: Absolut ikke. Alle hans venner er i Beijing. Han længes ikke efter Silicon Valley.
Liu’s historie viser, hvordan Kinas marked accelererer innovation gennem brutal konkurrence. Når (amerikanske) AI-værktøjer (der i princippet ikke er tilgængelige i Kina) demokratiserer softwareudvikling, kan der opstå en ny generation af individuelle iværksættere – erfarne, pragmatiske, og uhyre effektive. De opererer under radaren. Bygger små og ofte simple men alligevel indbringende og globalt konkurrencedygtige produkter fra billige kontorer i Beijing. De arbejder alene eller i små, agile, AI-powerede teams, der kan tænke ud af boxen og finde små indbringende nicher i markedet.
Pejlinger 