Sociale medier har sat den demokratiske udvikling i samfundet op i et helt nyt gear.
I årene efter 2. Verdenskrig samlede bevægelsen mod atomvåben mange millioner mennesker i en protest imod den massive oprustning, der fandt sted over hele Vesteuropa.
De store Påskemarcher mod atomvåben, der blev gennemført i flere Vesteuropæiske lande i slutningen af 1950’erne og i begyndelsen af 1960’erne, var organiseret gennem et netværk af lokale aktivister, der blev holdt sammen ved hjælp af brevpost, stencilmaskiner og simple tryksager.
Som en af de mange udløbere af bevægelsen mod atomvåben organiserede en gruppe engelske kvinder i foråret 1958 en “Karavane for Fred”, der gik hele vejen fra England tværs gennem Europa til Moskva og tilbage igen.
Men det var de færreste borgere i Vesteuropa, der overhovedet blev klar over, at karavanen blev gennemført, for initiativet blev stort set ikke omtalt i de vestlige nyhedsmedier.
I dag ville kvindernes “Karavane for Fred” have haft en Facebook-side, en Twitter-konto og en YouTube-kanal, og projektet ville sandsynligvis have haft millioner af “følgere”, ikke alene i Europa men fra store dele af verden.
De sociale medier har medført en dybtgående forandring af vilkårene for at rejse politiske bevægelser i de vestlige lande.
Bevægelserne har fået adgang til digitale medieplatforme, der er gratis til rådighed i det offentlige rum, og som dagligt anvendes af flere hundrede millioner mennesker.
Emmanuel Macrons valgsejr ved det franske præsidentvalg i marts 2017 repræsenterer en skelsættende anvendelse af sociale medier i europæisk politik.
Da Macron startede mobiliseringen omkring sin kandidatur til præsidentvalget var han stort set ukendt uden for det professionelle politiske miljø.
Men med en målrettet anvendelse af sociale medier lykkedes det i løbet af få måneder for Macrons En Marche-bevægelse at samle over 400.000 aktive deltagere fra alle hjørner af det politiske spektrum.
De sociale medier udgør også en uundværlig motor for de bevægelser, der har vendt op og ned på de politiske magtforhold i Spanien og Italien.
Podemos-bevægelsen blev allerede få måneder efter etableringen i 2014 en dominerende kraft på den spanske ventrefløj, og bevægelsen udgør i dag en vigtig del af det politiske grundlag for Spaniens nye socialistiske regering.
Movimento 5 Stelle-bevægelsen i Italien, der startede som en udenomsparlamentarisk protestbevægelse i 2009, opnåede flere stemmer ved parlamentsvalget i marts 2018 end nogen af de politiske partier. I dag er bevægelsen den ledende kraft i den italienske regering.
Udviklingen i Spanien, Italien og Frankrig er eksempler på, hvordan sociale medier har givet millioner af mennesker helt nye muligheder for at gøre brug af deres ytringsfrihed til at forfølge ambitiøse politiske mål.
De politiske partier og de etablerede medier kan ikke længere kontrollere, hvem der kan komme til orde eller hvilke budskaber, der kan bringes ud til befolkningen.
På de sociale medier har borgerne fuld kontrol over deres ytringer, og den direkte adgang til en hel vifte af gratis digitale medier har medvirket til at undergrave de etablerede politiske magtstrukturer, og til at bringe helt nye aktører på banen i den demokratiske proces.
I USA vandt Barack Obama overraskende præsidentvalget i 2008 på baggrund af en valgkamp, der for første gang gjorde intensivt brug af sociale medier.
Otte år senere vandt Trump det amerikanske præsidentvalg blandt andet på baggrund af en meget personlig og innovativ anvendelse af Twitter, en platform der også efter valget har været med til at definere en fundamental nytænkning af det amerikanske præsidentembedes kommunikation med omverdenen.
Trumps valgsejr i 2016 kom som et chok for store dele af den amerikanske befolkning, og fra mange sider var der alvorlig selvransagelse over den meget lave valgdeltagelse, der indirekte bragte Trump til magten.
Lige siden valget i 2016 er der derfor foregået en bred mobilisering imod Trump via de sociale medier.
Facebook-gruppen “Pantsuit Nation” – der er opkaldt efter Hillary Clintons forkærlighed for at gå klædt i buksedragt – er blot et enkelt af disse initiativer.
Pantsuit Nation blev startet allerede under valgkampen på initiativ af en ung kvinde, der inviterede 36 af sine bekendte til at deltage i en privat Facebook-gruppe, der skulle handle om, hvordan man kunne hjælpes ad med at mobilisere flere kvinder til at stemme ved valget.
Medlemskab af Facebook-gruppen krævede en personlig invitation fra én, der allerede var medlem.
Gruppen blev oprettet den 20. oktober 2016, og i løbet af de første 24 timer var der blevet registreret 24.000 medlemmer. På valgdagen den 8. november 2016 – 18 dage efter oprettelsen – havde Pantsuit Nation over tre millioner medlemmer.
I dag anses gruppen for at være den største private Facebook-gruppe i USA med millioner af medlemmer.
Gruppen var en af de tidlige initiativtagere til den store kvindemarch mod Trump, der fandt sted på præsidentens første dag i det Hvide Hus, og som samlede over en million deltagere.
Det var den største protestmarch, der nogensinde har fundet sted i Washington, og den blev organiseret på under otte uger hen over Julen.
Marchen samlede desuden flere millioner kvinder i byer over hele USA og havde også tilslutning fra store grupper af kvinder i Europa og Sydamerika, der organiserede tilsvarende marcher.
Mobiliseringen af disse millioner af kvinder skete inden for rammerne af tusindvis af små og store lokale netværk, der blev startet af menige borgere, der samlede vennerne og vennernes venner omkring en Facebook-side, gennem indlæg på Twitter og gennem international koordinering via Skype.
Efter den første kvindemarch i 2017 er marchen blevet en institution, der gentages hvert år, og som år for år involverer flere millioner kvinder i selvforvaltende grupper, der sammen og hver for sig organiserer events, aktioner og den årlige march.
Bevægelsen danner samtidig en aktiv klangbund for nye initiativer, hvad der kom overvældende til udtryk gennem den eksplosive udvikling af #MeToo-fænomenet.
Som et af de konkrete resultater af mobiliseringen stiller flere kvinder op til lokale poster ved midtvejsvalget den 6. november end ved noget tidligere valg i USA’s historie.
I 1958 kunne den engelske kvindegruppes “Karavane for Fred” ties ihjel af medierne.
I dag sikrer Facebook, Twitter og YouTube, at det ikke ville kunne ske igen.
På den måde har de sociale medier medvirket til at sætte den demokratiske udvikling i samfundet op i et helt nyt gear.
Opdateret den 7. november 2018:
“Mindst 100 kvindelige kandidater på tværs af partier var tidlig onsdag morgen på sikker kurs til at vinde deres valgkamp, et rekordstort antal og kulminationen på et skelsættende år for antallet af nye, kvindelige kandidater.
Op og ned ad Østkysten og gennem Midtvesten vandt kvindelige kandidater for Demokraterne nye pladser i Kongressen på bekostning af siddende republikanske repræsentanter, især i forstæder i middelklasse-distrikter. Af de 29 pladser som Demokraterne har vundet fra republikanerne, er 18 af dem blevet vundet af kvinder.”
Courtney Weaver /Financial Times, 07-11-2018
Deb Haaland fra New Mexico, er den første kvindelige native american, der opnår valg til Kongressen. På valgaftenen sagde Deb Halland: “For 70 år siden var indianere her i New Mexico ikke engang stemmeberettigede. Hvem kan nu tro det? Da jeg voksede op i min mors pueblo-husstand som en 35. generations borger her i New Mexico, havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg en dag kunne blive repræsenteret af en person, der ligner mig”.
Foruden Deb Halland, blev yderligere en “native american” kvinde valgt i Kansas, hvor Demokraten, Sharice Davids, vandt en overraskende sejr over den siddende republikanske repræsentant.
Se også denne artikel fra BuzzFeed:
19 Black Women Just Became Judges In Texas After Winning In The Midterm Elections
Henvisninger og baggrund: 25-10-2018
Pejlinger 